At mærke mindet

Hvis I har rejst rundt på landet i Frankrig, Tyskland og Østrig, så har I set mindesmærkerne for de faldne i 1. verdenskrig. Jeg ved ikke med England; de er ikke så synlige måske - bortset fra i London, naturligvis. Herhjemme kan man støde på tavler i kirkerne der lister landsbyens faldne - og enkelte byer som Fredericia, Kolding og Sønderborg har større mindesmærker for faldne, selvfølgelig primært fra krigene i 1848 og 1864. I Århus er der en mindepark for de faldne dansksindede i tysk tjeneste på vestfronten 1914-18, men jeg har aldrig været der selv. Ialtfald, det nærmer sig ikke franske tilstande nogetsted i landet. Og man forstår det, når man står i en lille fransk landsby og ser de mange navne - flere med samme efternavn - hele landsbyer mistede en generation til mudderet og granathullerne på slagmarkerne.


Når Gowings cykler til og fra arbejde, cykler han igennem en større københavnsk kirkegård. I et hjørne ligger danske, engelske, tyske og russiske soldater. Ikke noget prangende. Hvis der er tid, så spadserer jeg igennem kirkegården. For lige at fordøje dagen. En sjælden gang sætter jeg mig på en bænk:

"Når det hele går én sådan lidt imod, så går jeg herover. Her ligger en del unge mennesker, som du ser - luften formelig emmer af u-levet ungdom. Her kan man indånde lidt drømme, håb og uindfriede forventninger. Imod behørig betaling, forstås. Jeg kvitterer ved at sige til alle, der gider høre på det, at krig er ingen løsning".

Jeg sidder lidt. Nikker til farvel og sætter mig op på cyklen igen.

Kategori: . Bookmark permalink.

5 Kommentarer til At mærke mindet

  1. Så rigtigt. Det er sjældent, jeg besøger kirkegårde, men de vækker altid tanker - og taknemmelighed for at være til lige nu.

  2. Nej krig er aldrig en god løsning.

  3. Jep, Eric og Inge, om ikke andet er det en meget stille plet i storbyen. Det kan selvfølgelig virke lidt patetisk, men det maner eftertanke, når unge mennesker dør før tid. Som jeg har været inde på før er vores efterkrigstids generationer heldige på den måde, at selvom vi gennemgår samfundsmæssige og politiske kriser, så er de for intet at regne i forhold til tidligere generationers oplevelser.

    Kirkegården og eftertanken har din egnsfælle, Eric, nemlig Niels Hausgaard sunget om for mange år siden:

    http://www.musicme.com/Niels-Hausgaard/titres/Hartvig-Mathisen-t2069215.html

  4. Jeg har det samme forhold til kirkegaarde, hvor jeg kan sidde og taenke i timevis. Krigsminderne har jeg dog et noget forkvaklet forhold til, da de bare minder mig om spild af liv og goer mig negativ. Jeg tror jeg vil proeve at laane lidt af din tankegang omkring dem, saa kan de pludselig blive til noget helt andet.

  5. Jep, Tina på den måde får mindesmærkerne en funktion man kan leve med, om jeg så må sige.

Skriv en kommentar