Som barn var jeg dybt interesseret i militære uniformer og havde deraf afledte interesser for militærhistorie, krigshistorie o.s.v. Utallige er de søndage, hvor Gowings senior fulgte mig til Tøjhusmuseet, for at jeg, for gud ved hvilken gang, kunne bese samlingerne derinde af våben og uniformer. Jeg kendte samlingerne udenad og er stadig i stand til at identificere og benævne diverse våben og våbentyper fra omkring første verdenskrig og frem. Jeg kan stadig, for samme periode, i detaljen, gengive forskellige hære og våbenarters uniformering - danske, tyske, italienske, hollandske, belgiske, engelske, franske, amerikanske, japanske.
Det er ikke en viden jeg kan bruge til ret meget mere. I mange år var det nærmest noget man ikke kunne sige, uden at omgivelserne tænkte deres. Hvad tænker du f. eks. selv om det ligenu?
Desuagtet har museet fulgt mig hele mit liv: Fra jeg var barn, som sagt, til jeg som ny-udsprungen student uopfordret søgte job som kustode. Et job som jeg ganske vist ikke fik. Men det var mig slet ikke fremmed, at gå op og ned ad gulvene i de store sale og svare på spørgsmål fra børn og voksne.
Jeg har haft fru Gowings med derinde flere gange, da vores forhold var ganske nyt. Og det skal siges til hendes store ros, at jeg har ikke måttet høre særlig meget for det sidenhen. For ikke så længe siden havde Gowings junior en periode med interesse for militær og tilhørende effekter. Tøjhusmuseet blev igen et udflugtsmål og jeg fik lidt 'street credit' på den konto.
Fru Gowings, og sidenhen hele familien, er blevet trukket igennem eksempelvis: Imperial War Museum og National Army Museum (London), L'Hôtel National des Invalides (Paris), Musée des Blindés (Saumur) og Museo Histórica Militar (Valencia). Det er en del gamet når vi rejser, familien ved det, og man kan altid lære noget.
Da jeg var lille, var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg skulle være officer. Under et af mine utallige besøg på museet i selskab med Gowings senior stod det dog pludselig klart for mig, at man som værnepligtig nok ikke skulle regne med at kunne blive boende hjemme. Jeg var utrøstelig resten af den søndag, og drømmen om en officerskarriere døde ovenpå den erkendelse.
Hvorfor dette indlæg spørger du: Fordi de er ved at lave mit gamle museum om. Tøjhusmuseet er under ombygning. De endeløse rækker af geværer og pistoler er ved at blive taget ned fra deres 80 år gamle udstillingsmontrer. Det er uden tvivl en tiltrængt fornyelse, men det er også vemodigt. Museet var i sin indretning unikt i verden. Nu overtager nye formidlingsideer, og den sidste udstilling, der præsenterede den besøgene for et overvældende udbud af effekter, er nedlagt. Mit museum er ikke mere...
åh. stakkels Gowings.
oprigtigt talt.
men du har stadigvæk Imperial War Museum, National Army Museum, L'Hôtel National des Invalides, Musée des Blindés og Museo Histórica Militar.
dem tør de vel ikke pille ved.
kunne du ikke tænke dig at blive guide? mens herrerne fordyber sig i dagens bajonetter, kunne damerne meget passende udvide hyacinterne andre steder i London, Paris, Saumur og Valencia uden at skulle klinkes bagefter.
og om vinteren kunne du holde foredrag for herrerne om Tøjhusmuseet, der var.
mens damerne nød freden derhjemme.
:)
sikke en god idé!
Det er rigtigt Regitze, det kunne være en løsning. Bortset fra at med alderen så er min egen interesse for de her ting jo dalet en del. Men: Hvad man i ungdommen nemmer,...
Hvor museerne i London nærmest er antikrigsmuseer (dyrekøbt erfaring), i Paris og Saumur fejrer L'Armée Française og i Valencia er nærmest halv-facistisk i sin slet skjulte fejring af Franco, så var vores Tøjhusmuseum fuldstændigt ukommenterende. Jeg har aldrig siden set et museum, der oplevedes så fuldstændigt objektivt i sin præsentation. Der var nogen udstillingsgenstande, jep - og nada mere. Tænk at det har kunnet stå til vores tid, uden at være blevet gennem-politiseret.
Enig, det var neutraliteten der gjorde Tøjhusmuseet enestående.
Gu've'hva' de så gør med alle modelskibene? Hulk!
Dana, de er ude på Orlogsmuseet. Det har de været i et stykke tid, og de er virkelig kommet til deres ret. Det er et museum, der faktisk også er et besøg værd.
Der må vi ud næste gang!
Der skal lige den historie med, at her i min lille gade boede en af de modelbyggere, som både Tøjhus- og Orlogsmuseerne brugte gennem 60erne og 70erne. Hans sidste skib var en model af "Elefanten", som han byggede efter at de havde bygget nyt hus - og han havde glemt, at døren til hans værksted var smallere end den gamle. De måtte pille hele døren + karm af for at få skibet ud ... det har vi aldrig helt glemt ;o)
Fantastisk historie, Dana. Jeg vil altid se situationen for mig, hver gang jeg ser eller læser om "Elefanten". I familien har vi et anderledes uafslappet forhold til et skib, der udgjorde en engelsk navnebror :)
Jeg husker også at min far tog mig med på Tøjhusmuseet, og det var skam spændende som det var, man læste eller slugte en lille del hver gang.
Jeg er ikke rigtig sikker på, hvad min mening er om museer idag, men en ting er jeg sikker på: Man skal passe meget meget godt på et stort antal repræsentative ting, der viser hvad fortidens arbejde og kampe egentlig handlede om.
Jeg noterede fornyligt at den store mængde dokumentar og "doku-drama" fra WWII, som vises på DR/K, indeholder meget stof, der var uformidlet i vores barndom, men som på den anden side stadig lider under kraftig "Bias" eller hvad siger man, forud-indtagethed. (Dumt, langt ord, kan ikke lige finde det korte ord).
Jeg noterede også at af de 20000 Spitfire, som hjalp med at vinde WWII er der kun 44 tilbage. Det er for lidt efter min mening.
Vi ville ikke have svært ved at tage stilling til politiske systemer, hvis vi var mere oplyste om hvordan et "kultiveret land" som Tyskland kunne finde på at kaste bomber over Warszawa og senere London.
Historien i sig selv er meget sigende, men for de fleste mennesker inclusive mig selv bliver den først "virkelig" når øjet får hjælp. Gerne også fingrene, fødderne og alle de andre sanser.
Tak for dine meget interessante betragtninger, Donald, som jeg er meget enig med dig i.
Skrækscenariet hvad angår museumsudstillinger, synes jeg illustreres glimrende af nationalmuseets nye udstilling over danmarks oldtid: En meget lang fotostat væg, med små fimsede udstillinger i montrer bagved, som mere hører hjemme i en juvelerbutik på Champs Elysees. Der er med garanti ingen børn (endsige ret mange voksne), der vil blive stimuleret i retning af at undeersøge deres egen historie med udgangspunkt i den udstilling. Her overtager formen på bekostning af indholdet.