Sommerens drink

Kære ven

Nys arriveret fra det spanske iler jeg med en oplysning: sommerens drink bliver en vermouth rosso - eller rettere Vermut rojo. Serveret med appelsinskive og masser af is. I Madrid tappes fra fade med husets udgave, men mindre kan gøre det; jeg vil dog anbefale, at man udsøger sig andre producenter end den, der ligger lige for, da smagsnuancer kan gøre en stor forskel her.


- Og så skal man bare tænke sig ned på den lille cafe ved Viaducto Segovia, syd for slottet og den store basilika.

Din hjemvendte ven
Gowings

Kategori: , | Kommentarer

Vinkelskriveri

Kære Gowings

Jeg kender jo din faible for biler af fransk oprindelse, specielt hvis Citroëns karakteristiske vinkler pryder bagsmækken, og jeg forstår din diskrete indvending mod antibilisternes seneste tiltag i Paris.



Men apropos logoet på DS'ens velformede bagdel kom jeg uvilkårligt til at tænke på min gamle Ronson-lighter, som jeg for nylig genfandt i en skuffe i herreværelset, hvor den må have befundet sig, siden jeg lagde rygningen på hylden for en menneskealder siden. Som du sikkert har regnet ud, er der nærmere bestemt tale om en Varaflame – et navn, den gjorde sig fortjent til ved at være den første lighter, hvor det var muligt at variere flammens højde ved hjælp af en dertil indrettet drejeanordning. Lighteren er naturligvis hverken benzin- eller dieseldrevet og har som sådan ikke meget med den af dig beskrevne parisiske afsky for disse drivmidler at gøre, men du må give mig ret i, at min Ronson Varaflame Golden V har en ikke ringe lighed med en Citroën DS:



Ganske vist opererer Ronson kun med en enkelt guldvinkel mod Citroëns to, og den vender heller ikke på hovedet, men alligevel ...

I øvrigt kan jeg berolige dig med, at jeg ikke har genoptaget rygningen, men blot fyldt gas på lighteren og stukket den i lommen i håb om en dag at støde på en af de få tilbageværende kvindelige rygere og på en gentlemanlike måde være hende behjælpelig med at få fut i fejemøget.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , , , , | 14 kommentarer

Til orientering

Kære Cummings

Ikke et ondt ord om el-biler. Men hvis du havde set for dig, at du skulle ankomme til Paris i en Citroën DS, så kan den oplevelse være udfordret for fremtiden. Fremover kræver det nemlig et større papirarbejde, og har gjort det i nogen tid allerede, herunder som vanligt et godt kendskab til det franske sprog, samt formentlig medlemskab af en fransk forening for motorkulturelle anliggender.


Paris er gået radikalt til værks og har fra 2020 forbudt benzin- og dieseldrevne biler fra før 2011. Jeg har aldrig bemærket at byernes by skulle være specielt forurenet, men jeg bor jo heller ikke i byen. Jeg er heller ikke sikker på, hvis jeg endelig skulle få en Citroën DS, at jeg ville turde begive mig ud i den parisiske trafik uanset. Det gælder for så vidt også i den bil fra 2004, som jeg kører i ellers.

Din hengivne
Gowings

Kategori: , | Kommentarer

Påskekrisen 2.0



Kære Gowings,

Det turde være overflødigt at nævne det, men jeg kan naturligvis kun tilslutte mig dine betragtninger vedrørende den påskekrise, der også går under betegnelsen overenskomstforhandlingerne, selv om der åbenlyst ikke finder nogen forhandling sted. Især hæfter jeg mig ved din opfordring til regeringen om at ...

»... høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det

Krisen rækker desværre langt ud over overenskomst'forhandlingerne'. Den kræmmermentalitet, regeringen og store dele af folketinget lægger for dagen, har bredt sig til befolkningen, og stigmatiseringen af offentligt ansatte er allerede en realitet. Man skal efterhånden lede længe efter en offentlig virksomhed, der af folkedybet ikke betragtes som ineffektiv og en belastning for samfundsøkonomien.

Selv har jeg i en menneskealder været ansat i en licensfinansieret public service-virksomhed, men er nu til min store lettelse retireret – ikke fordi jeg ikke brød mig om mit arbejde, men fordi det er befriende ikke længere at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved enhver selskabelig sammenkomst. Den gængse opfattelse er blevet, at samtlige ansatte i DR har skyhøje lønninger og ingenting bestiller, og at det er himmelråbende urimeligt at betale så meget som en krone for noget, der ikke med usvigelig præcision rammer ens egne interesser og tilfredsstiller ens personlige behov.

Ikke overraskende betragter jeg det forestående medieforlig, hvor man taler om beskæring af DR's budget med 20 procent, som en katastrofe – ikke bare for DR, men for alle der er født og opvokset i dette land [sic].

Jeg orker ikke selv at kaste mig ind i diskussionen, som alligevel aldrig kommer ud af stedet med de vinde, der blæser i øjeblikket. Lad mig i stedet citere en forfriskende disput, jeg tilfældigvis opsnappede på Twitter, og som i en nøddeskal opsummerer ideen, ikke bare med DR, men med det hele (og det er ikke mig, der er A):

A: Jeg er vild med DR. Virkelig. Nyheder, serier, debat. Når det passer mig. Børne-tv. Da jeg var barn. Og med mine børn. Det er absurd, de skal spare så meget som en krone. Det skulle jeg bare lige ud med.

B: Godt for dig. Jeg har ikke set en TV-Avis i mange år.

A: Det har jeg heller ikke. Men jeg elsker, at den er tilgængelig.

B: Kan du så sige mig, hvorfor det skal koste dobbelt så meget at lave P1, som det gør at lave Radio24syv?

A: Fordi det koster mere at fremstille en Mercedes end at fremstille en Hyundai.

B: Eller hvorfor din nabo skal betale for noget, du godt kan lide?

A: Fordi jeg betaler hendes hospitalsregning. Det er sådan, vi har skruet samfundet sammen.


Punktum.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 3 kommentarer

OK, da ...

- Vi må vel til det: Gowings er ansat i det offentlige. Så medmindre nogen træder på bremsen, så ryger han med ud over kanten d. 10. april, hvor staten sender ca. to tredjedele af sine ansatte hjem. Sådan er det, det er en del af gamet. Overenskomstforhandlinger har deres egne regler og ritualer. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det mærkelige er, at vi er kommet i den situation som vi er i nu.

 
Med forlov, det her handler ikke kun om lønprocenter - det gør det også - men det handler i høj grad om en tillid der blev væk, da man for et halvt år siden fra maskinrummet i Moderniseringsstyrelsen melder ud at frokostpausen for statsansatte kan inddrages. Tilliden til Finansministeriet er sådan, at det hurtigt udlægges som om, at hvis man vil, og det vil man hvis man er Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, så kan man fyre 7.5 % af medarbejderne, svarende til den tid man vinder ved at frokostpausen forsvinder. Det er en kanon start på at skulle nå hinanden i kommende forhandlinger.

Det er ikke længere nogen statshemmelighed, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at hente penge til at finansiere velfærd her i landet. Med penge man har sparet ved overenskomstforhandlinger. Skattelettelser og lavere registreringsafgifter finansieret ved et tilsigtet lønefterslæb i den offentlige sektor og inddragelse af goder, der skulle kompensere herfor.

Det handler om en strategi fulgt op af retorik i den politiske sfære, der udgrænser en gruppe af befolkningen med efterfølgende lovgivningsstramninger: flygtninge, som konsekvent benævnes udlændinge, folk der bor i bestemte områder, folkeskolelærere, kontanthjælpsmodtagere, førtidpenisonister, psykisk syge, uarbejdsdygtige - og nu offentligt ansatte.

Det handler om at få politikerne tilbage til virkeligheden igen. Tale ordentligt om borgerne, og høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det.

Tro mig. Hvis vi står med et regeringsindgreb i april og ender med lovgivning for løn- og ansættelsesvilkår i staten, så bliver lockouten en spag forsmag på den hensygnen af den offentlige sektor, der venter os fremover. Tilliden fordamper - punktstrejker, arbejd-efter-reglerne tager over. Det bliver et helvede. Især for de offentligt ansatte, fordi det reelt ikke kun handler om løn, men fordi det handler om et minimum af respekt. Både fra politikerne over for de offentligt ansatte, men også den rest der måtte være imellem store dele af befolkningen vendt mod Christiansborg.

Kategori: , | 2 kommentarer

Vinterdæk, sommertid og klamphuggeri



Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings

Kategori: , , | 5 kommentarer

Hat og briller



Kære Gowings,

Ingen årsag til at beklage eller undskylde din ramsaltede mening om hyggebegrebet, Gowings. For adspredelsens skyld forsøgte jeg at anlægge en spydig eller måske snarere ironisk-sarkastisk tone i mit indlæg, og det er mig, der undskylder, hvis jeg ikke formåede at gøre mit lettere landsforræderiske ærinde tydeligt nok. Vi kunne med andre ord ikke være mere enige!

Noget andet er, at det forekommer mig, at du er lovlig optimistisk med hensyn til forårets statistisk set snarlige komme. Sagen er jo, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, som det fremgår af ovenstående fotografi. I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen 'Doktor Zivago-hat', hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts 'Elvira Madigan', når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens tilblivelse, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

En ushanka er en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper. Af demokratiske årsager skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst.

Nu er jeg spændt på, kære Gowings, om dit bebudede forårsindlæg om biler kommer til at handle om ganske almindelige biler eller om sportsvogne med nedslåede kalecher. Hvis det sidste er tilfældet, forudser jeg, at du bliver nødt til at iføre dig en ushanka med nedslåede øreklapper.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 5 kommentarer