Det bliver bedre i morgen



Jeg ved godt, at det praktisk talt er umuligt at bruge ordet 'nostalgi', uden at det automatisk udløser den udtjente vittighed om, at nostalgien ikke er, hvad den har været. Men tillad mig alligevel i dagens særlige anledning at gøre opmærksom på, at nostalgien lever i bedste velgående og aldrig har haft det bedre i de Cummingske gemakker, ikke mindst takket være mit fjernsyn (som jeg af hensyn til eventuelle yngre læsere kan oplyse er det samme som et tv).

Min hjemlige fjernsynsskærm har nemlig i det forløbne år været skueplads for en hel stribe af serier som den danske 'Sygeplejeskolen', der udspiller sig først i 50'erne, den svenske efterkrigssaga om familien Löwander 'Vår tid är nu' og den norske 'Lykkeland' om olieeventyrets begyndelse sidst i 60'erne. Serier, der alle på den ene eller anden måde har mindet mig om, dels hvor gammel jeg er, dels hvor meget jeg helt havde glemt, at jeg har oplevet i den tid, jeg har haft fornøjelsen at være her. Men for en nostalgiker som mig, der er vokset op i en tid med familiefædre, som altid havde slips på, undtagen om natten når de lå og sov, og kun gik på arbejde i jakkesæt og aldrig uden hat, og med mødre der gik hjemme i deres plisserede nederdele og duftede af Chanel No. 5, når de ikke lavede boller i karry og kærnemælkssuppe, har det først og fremmest været glædelige gensyn med biler, der ikke lignede hinanden til forveksling, sorte bakelittelefoner med drejeskive, arkitekttegnede teakmøbler, robuste Nilfisk-støvsugere og et højt serviceniveau, herunder et postvæsen, der fungerede, og banker der passede på ens penge. For ikke at tale om skam i livet i det hele taget.

Nå ja, måske var der også et og andet, man godt kunne have undværet, men alt i alt har det været den rene svir at sidde foran skærmen i år og genopleve en verden, der i det mindste var en hel del mindre kompliceret i vores hjørne af den.

Bortset fra det, er det godt nok ikke mange seksstjernede anmeldelser, 2018 høster, når man sådan skimmer de obligatoriske årskavalkader, der hører ugen mellem jul og nytår til, og kvoten for brug af ordet annus horribilis er nu definitivt opbrugt. Det ser sort ud for både miljøet og klimaet, hvidvaskningsskandalerne er ude af kontrol, og det er vanskeligt ikke at se rødt ved tanken om amerikanernes orangefarvede præsident eller briternes blåøjede selvtilstrækkelighed.

Det lader til, at vi må slå os til tåls med, at håbet stadig er lysegrønt, så lad mig derfor mod alle odds ønske os alle et løfterigt nytår og bedre held næste gang, vi vinker farvel til endnu et år af vores knapt tilmålte tid på denne planet, og lad mig gøre det med et par opbyggelige ord fra Roger Whittaker, som indgik i den norske retroserie om 'Lykkeland' (kan stadig ses på dr.dk indtil den 13. februar). Jeg kunne ikke drømme om at fortælle nogen, at sangen i forvejen var på min Spotify under bogstaverne GP, og det er kun mig, der ved, at de står for Guilty Pleasures.

Held og lykke med 2019.

Kategori: , , , | 12 kommentarer

Jul i blogland var bedre i gamle dage...


Indimellem tager jeg en tur på bloggen og genlæser gamle indlæg og kommentarer. Det er sjovt at konstatere, at jeg faktisk husker alle kommentarforløb, når jeg ser dem igen. Og jeg genoplever dermed de aftener, der gik med at svare i næsten realtid. Sådan er det ikke længere i blogland og samtalen er flyttet anderswo.

Vi har prøvet at holde liv i bloggen i år, men det har unægteligt holdt lidt hårdt her de sidste måneder. Vi må bare konstatere at sådan er det. Og da jeg ikke er med anderswo, så er den her del af tilværelsen nærmest sat på stand by.

Her er ingen julekalender mere, men vi har da dem fra de tidligere år - og julestemningen formelig emmer ud af lågerne og deres kommentarfelter.

Til jer der alligevel kigger forbi:

Rigtig god jul og godt nytår.

PS: Vi har da nok også en nød, lidt konfekt og en flaske portvin et eller andet sted...

Kategori: , | 9 kommentarer

Ud i Det Blå



Kære Gowings

Egentlig ville jeg ikke have skrevet om Kim Larsen, især ikke nu hvor du og alle andre for længst har gjort det meget bedre, end jeg ville kunne. For selv om hans musik konstant har simret et sted i baggrunden det meste af mit liv, og jeg kan jeg-ved-ikke-hvor-mange af hans og Gasolins tekster udenad, føler jeg mig mest som en tilskuer til noget, der ikke rigtig angår mig. Jeg har ikke noget grimt at sige om Kim Larsen, men det blev aldrig min musik, og selv om jeg næsten ikke tør nævne det, hører jeg til dem, der får myrekryb, når der bliver talt om 'vores allesammens nationalskjald' eller 'hele Danmarks spillemand'.

Nå, men i forgårs var det den varmeste oktoberlørdag i mands minde, og som så mange andre blev fruen og jeg enige om at vove os ud i det gode vejr. Vi gik ikke ud over Langebro, men valgte en planløs slentretur i Frederiksborg slotspark, og undervejs faldt vi ind i Havehuset, hvor vi kunne sidde udenfor og misse mod solen, mens vi nød en kold øl fra fad fuldstændig som på en varm sommerdag. Det hele forekom en smule uvirkeligt og eventyrligt, også da vi havde drukket ud og bagefter vandrede op mod slottet, der stod som en silhuet i modlyset, og det eneste, der brød den magiske stilhed, var vores egne skridt på grusstien. Men så blev vi brat revet ud af stemningen. Vi kunne høre noget, der først lød som råb, men efterhånden som vi kom nærmere, viste det sig, at støjen udgik fra en gruppe mennesker, der havde slået sig ned med deres madkurv i græsset under et træ – to familier af umiskendelig anden etnisk afstamning, som sad og skrålede højt sammen med deres små børn:

'Jeg bor til leje på Haveje
i restaurant Den Gyldne Reje …'


Nej, jeg istemte ikke, men da vi var kommet forbi dem, fik jeg den tanke, at der måske alligevel var – er– en slags håb.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 3 kommentarer

Pianomand

Kim Larsen er død. Kim Larsen har sat aftryk på flere generationer og hver har sine favoritter blandt de mange sange, han har skrevet og fortolket. Man skal tale pænt om de døde. Jeg er stadig mest en Gasolinmand og har ikke været særlig begejstret for hans egenkompositioner fra de sidste 30 år med vigtige undtagelser. De sidste har efter min mening kunnet rummes på et enkelt kort album. Derimod har jeg været ret begejstret for hans genoplivning af gamle sange og viser, som vi fik dem i de to album betitlet 'glemmebogen' og f.eks. hans fortolkninger af Frank Jæger digte; der er en melankolsk kold tåge og støvregn i musikken og stemmen til 'Åh, at være en høne'. En spillemand med store virkemidler og sans for begavet opdatering. Ikke en apolitisk figur, men aldrig partipolitisk. Solidarisk med den middelklasse, der tog ham til sig som deres egen, specielt efter at han gik solo, og dermed også unik på den danske scene for sin bredde og gennemslagskraft. Meget privat og offentlig i samme person. En ting er sikkert, der er sang og musik i de dødes land. Det ved vi nu.

Kategori: | 6 kommentarer

Nåh, lektor Blomme, hvad så?...


Cummings forhold til syrener er tæt knyttet til eksamener og ved flere lejligheder har han underholdt mig om sine 'forsømte forår', når vi sammen er kørt ud i det tilstundende forår i provinsen. Nu er eksamenerne endelig slut, der hvor Gowings slår sine folder og han har medvirket til glæde og tænders gnidsel blandt studenterne. Streng, men retfærdig.


Tilbage er et par uger overladt til aktiviteter, der oprindeligt var årsagen til at han valgte denne levevej. Derpå går turen mod Mosel og seriel vinfestival fra by til by. Rigtig god sommer til jer - hvad skal I lave i de kommende uger?

Kategori: , | 6 kommentarer

Midt i en ferietid

Kære Gowings

Teoretisk set har vi netop taget hul på sommeren – det har lige været sankthansaften, og vi befinder os stadig i juni – men som enhver ved, har det postet ned med ultraviolette stråler fra morgen til aften siden begyndelsen af maj, og det er lige før, man er begyndt at blive træt af alle de rødglødende varmegrader, der tilsyneladende ikke kender deres begrænsning.

Men heldigvis kan man trække sig tilbage til herreværelset, hvis det skulle blive for meget, trække gardinerne for og fiske Les Vacances de Monsieur Hulot ud af reolen, sådan som jeg har gjort det hver sommer så langt tilbage, jeg kan huske. Ingen sommer uden Jacques Tati på badehotel! Jeg kan filmen udenad, og alligevel græder jeg af grin, hver eneste gang jeg ser den. Guderne skal vide, at råmaterialet er en gedigen omgang falden-på-halen-komik, men Tati formår at hæve plathederne til noget nær poetiske højder, som gør det legitimt for selv den mest næserynkende Informationslæser at slå en ubehersket latter op. Til alt held er der nogen, der har gjort sig den ulejlighed at koge filmens knap halvanden time ned til otte minutter, så vi kan jo lade det komme an på en prøve, hvis nogen skulle have sine tvivl:



Godt nok er jeg som du, kære Gowings, en sucker for ritualer og gentagelser, og godt nok er jeg klar over, at vi ikke skal regne med øredøvende tilslutning fra den yngre generation (produktionsåret er 1953), men ikke desto mindre vil jeg hævde, at Festlige Feriedage, som filmen desværre hedder på dansk, har eviggyldige komiske kvaliteter. De, der eventuelt skulle have fået blod på tanden efter ovenstående smagsprøve, kan se kunstværket i sin fulde længde her.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , , , , | 2 kommentarer

Lykken er ...

At tro at hele bundkarret skal af: både kompressor, generator og bundkar. For så at finde ud af, at det bare pisser ud med olie fra olietryk-kontakten - en lille kobberskive der skal byttes ud og som din bedste ven har et større lager af. Så blev det fredag...

God weekend

Gowings

Kategori: , | 5 kommentarer