Archive for august 2011

Guilia "Bertone" 1600 GTC - en ud af tusind


Nej, billedet er ikke fra i lørdags. Der kørte vi nemlig med kalechen oppe. Men som vi blev enige om inde under kalechen: der er noget hyggeligt ved gamle bilers kabiner. Man er ligesom mere på tur. Ikke fra A til B - men mere imellem A og B - om jeg så må sige.

Hornsherred havde fornøjelsen af et besøg af en perlekæde på ca. 30 Alfa Romeo'er i alderen 40 til 60 år. Det vækker opsyn. Min meget gode ven - vi har kendt hinanden så længe, at vi nærmest er brødre - har lagt sin energi og en sum penge i gamle italienske biler, og denne er nyeste skud på stammen. En fantastisk bil.

Når man så sidder derinde under kalechen og det regner udenfor, så kan man følge de forkromede indretninger, der fejer hen over ruden, samtidig med at de fordeler vandet pænt udover det hele. Der er ikke noget med regnsensor, intervalvisker, flere tempi og jeg skal komme efter dig - nææeh, det er 'on/off' du! - Men, du skal have træningen i at vippe med afbryderen, for der er ikke nogen 'park function' der hjælper dig med, at lægge viskerne pænt ned, midt på ruden.

Så imens vi slentrede rundt på fire hjul i Hornsherred, så kom vi til at tænke på den her scene fra Tati's 'Trafic'. Jeg har brugt den før, men den holder stadig.

Kategori: , | 18 kommentarer

Trængsel i reolen

Nøglen under måtten
Man skulle være et skarn, hvis man brokkede sig over, at vi lever i en tid, hvor man stort set kan komme til at gense en hvilken som helst film når som helst, man har lyst. Så skidt med, at noget af magien er forsvundet med tilgængeligheden. Men bagsiden af medaljen er, at bokssættene efterhånden tager foruroligende meget plads op i reolen.

Dengang, før markedet eksploderede, gik jeg altid og ventede spændt på, om der mon skulle dukke en Billy Wilder-film op i tv-programmet, hvad enten det var en romantisk komedie, en film noir, et drama eller en krigsfilm – Billy Wilder var leveringsdygtig i det hele. Han er en forfatter-instruktør, der gør flittig brug af voice-over og svælger i kvikke bemærkninger, og rent filmisk er der for så vidt ikke så meget at komme efter. Det er karaktererne og historien, der bærer projektet. Til gengæld er han i sjælden grad humoristisk og elegant på samme tid, til tider skarp og vulgær, men altid hjertevarm og rørende.

Gagsene og rekvisitterne er Wilders varemærke – tennisketcheren som spaghettidørslag i Nøglen under måtten, maracaerne i Ingen er fuldkommen eller vareelevatoren i Irma la Douce. Han var da heller ikke bleg for at indrømme, at han var populist: 'Nogle film egner sig glimrende til et rum med otte mennesker. Det er bare ikke mig. Jeg går efter masserne.' Men han patroniserede aldrig sit publikum eller forsøgte at belære dem, og det er muligvis derfor, han ikke var inde varmen i 70'erne.

Nå, jeg ville egentlig bare sige, at jeg lige har været nødt til at skaffe reolplads til 2 bokssæt med Billy Wilder-film, og jeg glæder mig allerede til Nøglen under måtten og et gensyn med ungkarlen og kontorslaven C.C. Baxter, der af karrieremæssige grunde må stille sin lejlighed til rådighed for overordnede hanhunde og deres eskapader på alle tider af døgnet. Den slår ikke Ingen er fuldkommen, men til gengæld får Jack Lemmon og Shirley McLaine hinanden til sidst, og jeg går ubetinget ind for happy endings. Nøglen under måtten har det bittersøde touch, der er typisk for Billy Wilder. Romantisk, men aldrig sentimental, kynisk, men menneskelig. Kort sagt intelligent mainstreamunderholdning. Se traileren her.

Kategori: | 8 kommentarer

Redaktionsmøde

'Mænd af Betydning' udkommer ikke idag. Redaktionen overvejer, over en frokost, strategier for den fremtidige formidling af begavede indfald til gavn for læserne.

Redaktions-medarbejderne under frokosten kort efter bloggens start 3de januar 2011.

Med ønsket om en god fredag,

Cummings & Gowings

Kategori: | 5 kommentarer

Eftermæler

Foto: DR
Engang arbejdede jeg i en stor, offentlig virksomhed med eget personaleblad og dertil hørende pligtstof, herunder nekrologer over afdøde medarbejdere. Jeg husker ikke mange af nekrologerne, men til gengæld glemmer jeg helt sikkert aldrig en undrende kollegas indlæg om de mange gribende, panegyriske nekrologer, afdelingscheferne berigede bladets læsere med. Han var målløs over alle de geniale, dygtige, flittige og på alle måder fremragende mennesker, han åbenbart havde omgåedes hver dag i mange år, uden at nogen havde fortalt ham det, før de var døde. Artiklen var selvfølgelig både dybt ironisk og tveægget. Måske var kollegerne ikke helt så beundringsværdige, som de fremstod i nekrologerne – og måske kunne de godt have brugt noget af påskønnelsen, mens de var i live.

Det er Jesper Kleins død i går og de efterfølgende nekrologer, der får mig til at tænke på indlægget i personalebladet. I dagens aviser er der ingen grænser for, hvor stor en komiker, kunstner og musiker, Jesper Klein var, hvor meget han har betydet for dansk humor og kulturliv og hvor folkekær, han var. Personligt er jeg ikke uenig i, at han var en stor komiker – en af de bedste, og jeg kommer til at savne ham. Men folkekær? Ikke i min bevidsthed, og det er positivt ment. Han var en intellektuel komiker, der krævede viden og sprogligt gehør, hvis man skulle have det fulde udbytte af ham. Aldrig plat, perfid eller ondskabsfuld, og alligevel kunne han være knivskarp. Hvor mange danske komikere kan man sige det om?

Sagen er, at han de sidste tyve år har været kasseret som komiker, måske netop på grund af den eksklusivitet, han stod for. I interviewbogen Jesper Kleins liv og Lykke, som jeg tilfældigvis lige har læst, føler han sig da også selv tydeligvis kørt ud på et sidespor:

I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.

Den desillusionerede, resignerede tone, der grænser til bitterhed, gennemsyrer bogen, og det er egentlig ikke behagelig læsning. Men interessant, fordi man får et indblik i, hvor mærkeligt det må være at opleve pludselig at være gået af mode. For det var det, der skete. Humor kan blive forældet.

For mig er Jesper Klein uløseligt forbundet med Klyderne – topmålet af komik, som jeg glædede mig til at se hver uge i fjernsynet, så længe de fandtes. Og ikke mindst husker jeg en optræden på mit gymnasium, da jeg gik i 1.G. Jesper Klein havde selv gået der en halv snes år tidligere og leverede med perfekt timing og kropssprog en parodi på rektor, som lagde salen ned. Tænk, hvis nogen havde optaget det og lagt det på YouTube!

Det bedste og mest præcise eftermæle i dagens aviser giver Henrik Palle i dette videoklip. Men ellers kan det nok være, at der er meget nonsens at hente rundt omkring – ud over alle de udtrådte superlativer. Ifølge BT var Jesper Klein fx uddannet bibliotekar. Gu' var han ej, selv om han spillede rigsantikvar i en julekalender. Men jeg er sikker på, at det ville have moret ham at læse.

Andre uofficielle nekrologer her og her.

Kategori: , , | 10 kommentarer

Charmerende charmører

Der er selvfølgelig noget let grænseoverskridende i at besynge sin egen charme, især fordi det stort set hele vejen rundt handler om mænd med en, efter eget udsagn, uimodståelig tiltrækningskraft. Jeg kan af naturlige årsager ikke komme helt ind til kernen i spørgsmålet om hvilke egenskaber, der gør det mandlige køn så uimodståeligt, at kvinderne flokkes. Alene af den grund at der nok ikke findes en universel nøgle.


En klassiker indenfor dette repertoire er 'Man kan vel ikke gøre for at man har charme' sunget af Ove Sprogøe der spiller Sigismund Sülzheimer, undertøjsfabrikant fra Düsseldorf, i den danske indspilning af syngespillet 'Sommer i Tyrol'. Denne film, som længe har været på frøken Gowings top-tre og som inspirerede til familien Gowings sommerferie, er en eminent perle i dansk filmhistorie. Hele filmen er en opvisning i charmeringens kunst.

Jeg kom til at tænke på det her emne, fordi jeg på en biltur bemærkede teksten på Brian Ferrys indspilning af Falling in love again. Jeg synes ellers, at jeg er ret godt med på tekstindholdet af mine favorit sange, men lige her blev jeg forbløffet: der er simpelthen tale om en uindskrænket selvglæde og overbevisning om egen fortræffelighed i forholdet til det andet køn. Men sangen bliver fremført så charmerende afdæmpet af Brian Ferry, at jeg førhen nærmest ynkede staklen, der forgæves forelskede sig igen og igen. Altså indtil jeg hørte ordentligt efter. Det har nu ikke ændret mit forhold til sangen nævneværdigt - den er som skrevet til den engelske storcharmør.


'Falling in love again' er en engelsk version af 'Ich bin von kopf bis fuss auf liebe eingestellt' oprindelig fremført af Marlene Dietrich i 'Der blaue Engel'. I mit barndomshjem var det dog Zarah Leander der lagde stemme til sangen - både på tysk og svensk. Det er klart, at Marlene og Zarah udgør undtagelsen og viser at kvinder også kan besynge egen charme. Men her er den jo også til at få øje på - man er jo kun en mand.

Kan vi ved fælles hjælp komme i tanke om andre sange skåret over denne læst? Altså sange om at være i den grad bevidst om egen charme...

Kategori: , | 9 kommentarer

Revue déjà vu

Frøken Gowings og jeg har investeret i den danske revy-sangskat. Nu sidder jeg her og savner kommentaren. Den folkelige kommentar tak - ikke professionelle kommentatorer, ikke spindoktorer og ikke arrogante, populistiske politikere. Jeg savner - eller længes efter - revyen.


Jeg ved godt, at der stadig findes revyer derude, og at skuespillere over hele landet hver sommer gør deres for at holde begrebet i live. Jeg ved også godt, at den tid er forpasset, hvor revyen for alvor kom til orde og var folkeeje, hvor sangene blev sunget, fløjtet og spillet i radioen. Mediebilledet med de rappe nyhedstjenester og 'tju-hej hvor det går' levner ingen plads til revyens eftertænksomhed; revyen som folkeeje, som satire, som en politisk kommentar og som skinbarlig underholdning.

Jeg ved godt, at det er slut. Men jeg længes efter noget som den - revyen.

Kategori: , | 9 kommentarer

Gowings, du er altså lidt smålig med det dér...

(Gowings kunne ikke holde det oprindelige billede ud, så nu er det erstattet med et af en af hans helte.)

...Vi skal også lige tænke på, at de professionelle sportstjerner har en stor stimulerende effekt på dansk ungdom og amatør-idrætten.
- Men hvad så med fotomodeller?
- Jamen de repræsenterer Danmark og det er godt for dansk erhvervsliv. De er en enorm kilde til inspiration.
- Men når det nu viser sig, at de alligevel bor her...
- Arh, det er en simplificering det der, det er slet ikke så simpelt. Desuden er fotomodellen slet ikke dømt endnu, du!

(...Efter at have ødelagt stemningen i uge 29 på Skagen med at tjekke gulplade-biler på vej derop, så viser det sig sør'me, at SKAT er begyndt at gennemgå hyppigheden af udenlands-danskeres brug af kreditkort i Danmark. Kreditkort tilhørende konti der ikke er beskattet her i landet - og Gowings synes åbenbart bare, at det er HELT iorden...)

Kategori: | 9 kommentarer

To whom it may concern...


Når nogen dør, så får bestemte ting en ny betydning - eller rettere: betydningen, som tingen har, træder måske mere frem, baner sig vej imellem alle andre ting, fylder hele billedet ud og overtager scenen. Hvis der er tale om en sang, er det ikke nødvendigvis teksten eller melodien som sådan, men mere stemningen sangen fremkalder - og det at den bliver genkendt af andre i denne betydning. Sådan er det med den her sang.

Lukket for kommentarer

'[Ojjlo gigojissa may schlida may shiæa di grassa...]'


Kan du huske da du sang med på Beatles eller ABBA uden at vide hvad de sang? - Vi hørte Getz/Gilberto idag som 'Musik til Opvasken' og jeg sang med på klingende portugisisk. Jeg har aldrig kunnet sproget, men jeg kan teksten udenad - også selvom der går år imellem at jeg hører den. Her kan du selv synge med, hvis du ikke har vasket op endnu....

Kategori: , | 21 kommentarer