Ud af boksen...

Et bokssæt. Du ved godt hvad jeg mener. I gamle dage, en LP stor kasse, hvoraf man fremdrog James Last' samlede party-numre, skåret på række i det sorte vinyl og omvundet med flerfarvede omslag. Omslag der ofte var designet, eller hvad du nu vil kalde det, så de sammen med kassen udgjorde en helhed, en enhed. Det var skod-musikken, der kom på boks. Puristerne samlede de enkelte albums og de seriøse kunstnere udkom slet ikke på boks.

Klassisk musik udkom også i endeløse serier og gerne samlet i en boks med de samme, til stereotypen grænsende, rokoko-billeder på omslag og kasse som sås på alle de andre bokse. Mozart, Beethoven og Bach. De fleste skæringer var rædselsfuldt dårlige, udynamiske og lidet høreværdige - men de var billige! Retfærdigvis skal det dog også nævnes, at jeg fra sådanne bokse, typisk solgt fra bogklubber o. lign., som delelementer, har anskaffet sjældne indspilninger som Beethovens 3de symfoni "Eroica" indspillet i 1944 med Berliner Philharmonikerne og Wilhelm Furtwängler som dirigent. En dengang super måde at etablere den første spæde samling af klassisk musik på, uden at SU'en blev sat over styr.

På Nørrebro, i 80'erne, i karreen imellem Hyltebro og stationen, inde i en baggård, lå der en butik som havde specialiseret sig i at sælge usælgelig musik. Ja de solgte også andre ting, men det store trækplaster var LP-plader, der var pillet ud af deres bokse, sat hulter til bulter imellem hinanden og som gik for en rund femmer -højst en tier. Der var også anden usælgelig musik; typisk kommercielle flops hvor forhåbningerne til salget ikke stod mål med mængden af sort vinyl som var gået igennem pladepressen. Plader som også gik for små beløb. En klassisk afdeling og en afdeling for rytmisk musik.

Okay, hvad skal det til for alt det her bokssnak? Jo. Boksen er rehabiliteret! Med CD'ens indtog er boksen pludselig blevet noget specielt. Boksen samler originaludgivelser i en endnu mere original emballage end den originale indspilning. Bare tænk på Gasolins " The Black Box", hvor hver CD var en tro kopi af vinylpladen i miniformat. Antallet af boksudgivelser der opsummerer musikgruppers produktion igennem årene er stadigt tiltagende, og i næsten alle tilfælde er der altså gjort rigtig meget ud af sættet. En af grundene til den ændrede status er sandsynligvis, at musikerne selv er med til at lancere boksen, så hørmen af pladeselskabsprofitmaksimering ikke er så dominerende. I tilgift til de albums, som allerede har været udgivet, indeholder boksen som regel uudgivet materiale og ting, der nok har ladet sig høre, men ikke har figureret på gængse udgivelser.

Her i huset har vi bokse udsendt af vores favoritkunstnere, men jeg skal ikke sige mig fri for at have købt bokse udelukkende pågrund af udformningen. Nu kommer der en helt anden slags boks: en "Down memory lane" boks. ja, det hedder den selvfølgelig ikke, men det er det, den er; "The Blackest Box" med numre af Sort Sol og før det Sods. Mine 80'ere i en kasse. Selvom jeg aldrig har ejet hverken en Sort Sol eller en Sods plade, så har de fulgt mig hele vejen igennem 80'erne og en del af 90'erne fra gymnasiefester til den første Roskildefestival over koncerter i Saltlageret og Musikcafeen. Boksen udkommer d. 4de april, og det undrer mig egentlig, at den ikke er annonceret på min førende musikinspirationsblog "CAPAC". Men det kan vel nås endnu...