Archive for maj 2011

Olafilur

Det Gowingske hjem prydedes oprindelig af en stor, bred klinkebeklædt trappe op til hoveddøren. Men den hårde frost vi havde i vinter, med islag og derpå følgende saltning, resulterede i at flere klinker rev sig løs fra underlaget og gav ophav til nogen, ikke helt ufarlige, situationer indimellem.

Gør-det-selv-Gowings fjernede løbende de løsnede klinker med henblik på senere genmontering. Det viste sig dog ikke helt nemt, idet fugerne ikke så let lod sig fjerne fra hverken de løse eller stadig fastsiddende klinker. Resultat, flere af klinkerne gik i stykker.

Så tog fanden ved projektet og alle klinkerne er nu taget af - og der blev indkøbt borehammer og mejsler. Men fanden drog af igen, og der er ikke rigtig sket noget siden. Jeg orker ikke flere løse klinker, så nu er planen at pudse trappen op istedet, så vi får en beton trappe.


Men jeg tror vi venter med at montere lysbilledkarruseller og udrykningsblink på taget.

Kategori: , , | 14 kommentarer

Marmitegate

Marmite

Ovenstående er indholdet af en pakke, jeg ganske uventet fik med posten først på ugen fra et medlem af den engelske gren af familien. På den anden side har jeg aldrig forsømt nogen lejlighed til at nævne min forkærlighed for Marmite, når jeg har været i selskab med vedkommende, så måske var det ikke så mærkeligt endda, men det var nu alligevel en overraskelse, jeg sætter stor pris på.

Første gang man smager Marmite, kan man ikke rigtig beslutte sig til, om det smager afskyeligt eller en lille smule pragtfuldt, fordi man aldrig har smagt noget lignende. Men hvis man hælder overvejende til den sidste karakteristik, anden gang man smager, er der basis for et livslangt afhængighedsforhold til den uæstetisk udseende, mørkebrune substans med den uransagelige, salte smag, som firmaet selv markedsfører under sloganet Love it or hate it.

Selv blev jeg i sin tid introduceret til Marmite af en kæreste, der havde været au pair i London. Her var hun blevet hooked på den lille glaskrukke med det æggegule skruelåg,og efter to stykker ristet brød med stadset var jeg selv rekrutteret som missionær. Dengang kunne man købe det i enhver Kvickly med respekt for sig selv, men de tider er for længst forbi. I flere år har man været henvist til specialbutikker i det indre København. Men også det er åbenbart slut nu:

Dagen efter, at jeg havde modtaget de to gange Big Squeeze, så jeg nemlig tilfældigvis på nettet, at der var en britisk hetz i gang mod Danmark. Marmite skulle være blevet forbudt her i landet, fordi det er tilsat vitamin B12. Daily Telegraph skrev om det, en kommentator i The Guardian tog skridtet videre og foreslog som modtræk at boykotte Lego, Forbrydelsen, Arne Jacobsen-møbler, dansk bacon og smørbagte småkager i runde blikdåser. Herhjemme fik forretningen Abigail's i København, der har specialiseret sig i engelske madvarer, travlt med at iværksætte en Bring back Marmite-kampagne. Skandalen havde sågar fransk presses bevågenhed, og på Twitter gik bølgerne højt og gør det for så vidt stadig. En enkelt engelsk Twitter-bruger skrev dog: 'The banning of Marmite in Denmark strikes me as an eminently sensible move. It has been banned in my house for years.'

Men så viser det sig, at det hele er en storm i et glas vand. Fødevarestyrelsen har udsendt en pressemeddelelse, der forklarer, at fødevarer, der er tilsat vitaminer, mineraler og andre stoffer, skal være godkendt af Fødevarestyrelsen, før de kan markedsføres i Danmark, og den danske importør af Marmite har ikke søgt om at få produktet godkendt i Danmark. Marmite som sådan er altså ikke forbudt i Danmark, men der er nogle formaliteter, der ikke er overholdt. Hvorfor man ikke er søgt om godkendelse, henstår i det uvisse.

Stor ståhej for ingenting, og det kan man så grine ad. Hvad der er knap så morsomt er, at flere udenlandske journalister har været inde på, at 'forbuddet' mod Marmite er regeringens og Dansk Folkepartis seneste forsøg på at holde indvandrere – i dette tilfælde englændere – ude af landet. Og det var ikke ment som en vittighed.

Kategori: | 12 kommentarer

Skalkeskjul*

Kender du Skalk? Det gør du garanteret! Det stod og samlede støv på  "tidsskriftshylden" på skolebiblioteket. Det var en lille undseelig tryksag, med en fremtoning som var den fremstillet ved fotokopiering og bagefter klipset i ryggen. På forsiden en grov sort/hvid tegning af en flintedolk. Og så den her plakat,- sig ikke, at du aldrig har set den før?


For efterhånden nogen år siden ændrede forholdet til det lille blad sig totalt her i hjemmet. Jeg fik den ide, at det faktisk, måske, kunne være hyggeligt, at lære det lille undseelige tidsskrift at kende. Jeg fik et abonnement, der per husets automatik, røg på PBS. Siden har jeg modtaget de seks numre af bladet om året.

Situationen er nu, at jeg glæder mig til hvert nummer. Samtidig markerer det lille blad, med sin regelmæssige ankomst, årets gang. Særligt op mod jul med sine indlæg om gamle traditioner der hører højtiden til.

Jeg er opdateret på de årlige udgravninger i Jellinge, diverse smykkefund rundt omkring i riget, nyfortolkninger af helleristninger, funktionen af brukne bronze-stykker, livet i mosernes sommerkolonier i stenalderen o.s.v. o.s.v.

Der er tilsyneladende et stort marked for, ja undskyld - tåbelige, populærhistoriske tidsskrifter, der svælger i Kleopatras sexliv, stenaldermenneskets bestialskhed - you name it. Men ikke Skalk. Her er det mest markante begejstringen. Begejstringen og fagligheden i den, nok populære, men dybt saglige fremstilling. Hver eneste artikel udstråler en entusiasme, der ikke er hæmmet af urimelige nøgterne overvejelser om nutids- og samfundsværdien af et brudstykke af et bæltespænde, fundet i jorden på en mark, et eller andet sted på Sjælland. Det væsentlige her i bladet er, at der er ligheder imellem resterne af bæltepændet fundet her, og lignende fund af spænder fra Central-Europa. Det er vigtigt. Det er det, der får tankerne til at vandre. Et bæltespænde der dokumenterer udadvendtheden, sameksistensen, samhørigheden, sammenhængen og tegner de store perspektiver i det små. Man bliver så glad af at læse Skalk.

*Hvis du skulle være i tvivl om, hvad "skalkeskjul" betyder, så se her.

PS: Nu vi er ved arkæologien: Capac oplyser, at Onkel Bob fra Amerika fylder 70 imorgen. I den anledning har Mænd af Betydning hyret en anden ældre herre til at hylde fødselaren ved at fremføre en dejlig sang. Punktum.

Kategori: , | 12 kommentarer

Store hvededags aften

Uanset hvad man mener om Struensee, så er hveder en god ting. Fru Gowings har bagt...


(Og så siger de lærde ovenikøbet, at det ikke har noget med ham Struensee at gøre, alligevel)

Kategori: , | 4 kommentarer

Time out

Time out
I mit stille sind kan jeg engang imellem undre mig over, hvordan det er lykkedes Mrs. Cummings at få uddelegeret alle huslige indkøb til en ægtefælle, der afskyr at gå i butikker. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, som har været uomtvistelig i adskillige år, og for at begrænse forbandelsens udbredelse har jeg valgt at få det overstået på en fast ugedag, nærmere bestemt om mandagen. Illusionen om, at jeg har hele resten af ugen til fri disposition, er meget værd.

Hver mandag arbejder jeg mig derfor igennem de otte obligatoriske butikker – det vil sige dem med de uundværlige dagligvarer – plus det løse i form af fire-fem specialbutikker, som det er nødvendigt at betræde på grund af særlige omstændigheder eller behov, der er opstået i ugens løb – urmageren, skomageren, apoteket osv. Som regel skal jeg desuden på biblioteket og betale bøder, og posthuset plejer også at have et par pakker liggende, som man har forsøgt at aflevere, mens der ikke var nogen hjemme. Står der i hvert fald på sedlen.

Og så en destination, som fortjener sit eget afsnit, fordi det indiskutabelt er rutens højdepunkt, og som jeg af samme grund aldrig springer over: Shell-tanken. Ikke fordi jeg nødvendigvis mangler benzin, men et par liter er der vel altid plads til, og det giver mig et bæredygtigt påskud for lige at komme til at købe en kop udmærket kaffe og en croissant som et dulmende plaster på det åbne, væskende indkøbssår. Kort sagt en velfortjent belønning, som jeg tildeler mig selv, umiddelbart inden jeg sætter kursen mod den sidste forretning på ruten, den lokale købmand. Den vej, der fører derhen, går nemlig gennem den smukkeste skov med den hemmeligste og fredeligste rasteplads i verden, som kun jeg kender. Her kan jeg sidde helt for mig selv på alle årstider med dampende kaffe, knasende croissant, slukket motor og nedrullet vindue, snuse ind og samle nyt livsmod. På den måde overlever jeg mirakuløst hver uge det endeløse indkøbsraid.

I går, da jeg sad på min rasteplads og tænkte på ingenting, akkompagneret af stilheden, trillede en falmet-rød Toyota ind og standsede op, motoren blev slukket og vinduet rullet ned. Croissanten havde jeg spist, men der var stadig en halv kop kaffe tilbage og mindst to minutters, nu tabt, uforstyrret ro. Et øjeblik overvejede jeg at stå ud af bilen og gå hen og spørge føreren af bilen, om han nogen sinde havde hørt om privatlivets fred og dets ukrænkelighed, og hvad han i øvrigt bildte sig ind. Og om han ville være så venlig at forsvinde. Omgående! Men jeg var for bedrøvet. Jeg startede bare bilen og kørte slukøret hjem.

Jeg har stadig ikke vænnet mig til min nye status som fredløs. Og nu er vi nødt til at have en alvorlig ægteskabelig snak om, hvem der køber ind for fremtiden.

Kategori: | 19 kommentarer

Forstads-Versailles

Frøken Gowings har en, for sin alder, sær interesse i haveeffekter. Havenisser, muslingeskalsklædte vindmøller, vinddrevne "save, save brænde - mænd", damme med fisk, åer og kanaler ville lynhurtigt holde deres indtog, hvis hun havde magt, som hun har agt.

Til sin fødselsdag indgik hun og hendes mor et kompromis om at ønske sig et springvand til vores regnvandsdam.


Sært nok er vi alle vildt begejstrede, så hun har det nok ikke fra fremmede.

Kategori: , | 7 kommentarer

Udfrielsesdagen


Det er tit koldt tidligt i maj. Det har vi også oplevet i år. Når klokken så er langt over sengetid, og man er lidt træt, føles det endnu koldere. Men spændingen ved at få lov til at være længe oppe på en hverdag sætter en i stand til at ignorere alle ubehageligheder. Og der kompenseres. For selvom vi er i nattøj og sutsko, mine søstre og jeg, så har vi fået vores dyner med. Min største søster sidder foran, min lillesøster og jeg bagi. Vi har dynerne viklet om os i køjesæderne i den grå 2CV.

Turen går ind ad lyngbyvejen. Det er stadig lyst, men solen er på vej ned. I de tusmørke gader på Østerbro sker det så - miraklet. Lys, lys i alle vinduer, fra stueetage til kvist - alle vinduer. Jeg husker det tydeligt. Vi tæller dem, der ikke har lys. De er nok ikke hjemme. Lys på gaden - og kranse. Kranse på alle gadehjørner synes det. Og store myggelys. Gowings senior må svare på mange spørgsmål denne 4. majaften sidst i tresserne, indtil der til sidst bliver stille på bagsædet.

Der er ikke længere lys nok i vinduerne, til at man kan viderebringe den oplevelse til de nye generationer. Vi har været i Mindelunden ved Hellerup istedet. Ikke vanvittigt populært, men der er alligevel blevet vækket til eftertænksomhed. De sidste par gange har det bare været de voksne, der tog til Hellerup. Og i år var der ingen, der kom afsted. Vi glemmer efterhånden også at sætte lys i vinduet.

Fjerde majs aften har fået ny betydning - eller en tillægsbetydning - herhjemme. Det er aftenen før frøken Gowings fødselsdag. Og i år er fru Gowings og overtegnede gået hen og blevet så gamle, at der udover os selv, kun er teen-agere i huset. Så altså, de sidste tretten år har vi altid vidst, hvorfor der er flag på busserne idag.

Kategori: , | 13 kommentarer

Op og ned

Upstairs Downstairs
Af en eller anden grund fik jeg aldrig set et eneste afsnit af Herskab og tjenestefolk, da der var rig lejlighed til at se den, måske fordi det var en serie, den ældre generation i hjemmet fulgte troligt uge efter uge dengang i 70'erne. Så skulle jeg i hvert fald ikke!

Men det var nok en fejl. I hvert fald blev jeg fuldstændig hooked på op-og-ned-ad-trappen-konceptet i de syv uger, Downton Abbey for nylig forhøjede værdien af mit fjernsyn søndag aften, og jeg er ikke kommet mig over savnet endnu.

Derfor var det med store forventninger, jeg satte mig til rette for at se 1. afsnit af den nye Herskab og tjenestefolk, selv om jeg altså var handicappet af ikke at kende en snus til forhistorien. Men jeg forstod da så meget, at der var rykket et nyt herskab ind i gemakkerme i 165 Eaton Place, og først og fremmest hæftede jeg mig ved, at Downton Abbeys aristokratiske matriark Violet Crawley i Dame Maggie Smiths skikkelse havde fået et værdigt modstykke i Dame Eileen Atkins som Lady Holland. En arrogant dame med ufravigelige synspunkter og en abe med hang til thick cut marmalade som kæledyr. Derudover var kokken Mrs. Thackeray et forfriskende komisk indslag. Efter selskabet, hvor familien forventer selveste kongens tilstedeværelse, men i stedet må lide den tort at skulle underholde von Ribbentrop, beklager hun sig over de forgæves anstrengelser med kanapeerne: 'I would never have bothered with all those crimped edges,' mukker hun, 'if I’d known some German was going to eat them all.'

Men jeg synes måske, at den nye Herskab og tjenestefolk mangler Downton Abbeys bidske virkelighedspræg, og ind imellem forekommer den noget kluntet og tyndbenet på det følelsesmæssige plan. Sir Hallam bærer sin Lady Agnes over dørtrinnet til deres nye residens, og øjeblikket efter erklærer han: 'I know you so well we don’t have to speak at all.' En anelse for kulørt efter min smag.

Nå, men første afsnit af serien lover pomp og pragt, drama og flere arrogante åndfuldheder fra Lady Hollands side. Det sidste skal nok få mig til at sidde klar foran skærmen også på næste søndag.

Og ikke et ord om 1. maj.

Kategori: | 9 kommentarer