Archive for marts 2018

Påskekrisen 2.0



Kære Gowings,

Det turde være overflødigt at nævne det, men jeg kan naturligvis kun tilslutte mig dine betragtninger vedrørende den påskekrise, der også går under betegnelsen overenskomstforhandlingerne, selv om der åbenlyst ikke finder nogen forhandling sted. Især hæfter jeg mig ved din opfordring til regeringen om at ...

»... høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det

Krisen rækker desværre langt ud over overenskomst'forhandlingerne'. Den kræmmermentalitet, regeringen og store dele af folketinget lægger for dagen, har bredt sig til befolkningen, og stigmatiseringen af offentligt ansatte er allerede en realitet. Man skal efterhånden lede længe efter en offentlig virksomhed, der af folkedybet ikke betragtes som ineffektiv og en belastning for samfundsøkonomien.

Selv har jeg i en menneskealder været ansat i en licensfinansieret public service-virksomhed, men er nu til min store lettelse retireret – ikke fordi jeg ikke brød mig om mit arbejde, men fordi det er befriende ikke længere at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved enhver selskabelig sammenkomst. Den gængse opfattelse er blevet, at samtlige ansatte i DR har skyhøje lønninger og ingenting bestiller, og at det er himmelråbende urimeligt at betale så meget som en krone for noget, der ikke med usvigelig præcision rammer ens egne interesser og tilfredsstiller ens personlige behov.

Ikke overraskende betragter jeg det forestående medieforlig, hvor man taler om beskæring af DR's budget med 20 procent, som en katastrofe – ikke bare for DR, men for alle der er født og opvokset i dette land [sic].

Jeg orker ikke selv at kaste mig ind i diskussionen, som alligevel aldrig kommer ud af stedet med de vinde, der blæser i øjeblikket. Lad mig i stedet citere en forfriskende disput, jeg tilfældigvis opsnappede på Twitter, og som i en nøddeskal opsummerer ideen, ikke bare med DR, men med det hele (og det er ikke mig, der er A):

A: Jeg er vild med DR. Virkelig. Nyheder, serier, debat. Når det passer mig. Børne-tv. Da jeg var barn. Og med mine børn. Det er absurd, de skal spare så meget som en krone. Det skulle jeg bare lige ud med.

B: Godt for dig. Jeg har ikke set en TV-Avis i mange år.

A: Det har jeg heller ikke. Men jeg elsker, at den er tilgængelig.

B: Kan du så sige mig, hvorfor det skal koste dobbelt så meget at lave P1, som det gør at lave Radio24syv?

A: Fordi det koster mere at fremstille en Mercedes end at fremstille en Hyundai.

B: Eller hvorfor din nabo skal betale for noget, du godt kan lide?

A: Fordi jeg betaler hendes hospitalsregning. Det er sådan, vi har skruet samfundet sammen.


Punktum.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 3 kommentarer

OK, da ...

- Vi må vel til det: Gowings er ansat i det offentlige. Så medmindre nogen træder på bremsen, så ryger han med ud over kanten d. 10. april, hvor staten sender ca. to tredjedele af sine ansatte hjem. Sådan er det, det er en del af gamet. Overenskomstforhandlinger har deres egne regler og ritualer. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det mærkelige er, at vi er kommet i den situation som vi er i nu.

 
Med forlov, det her handler ikke kun om lønprocenter - det gør det også - men det handler i høj grad om en tillid der blev væk, da man for et halvt år siden fra maskinrummet i Moderniseringsstyrelsen melder ud at frokostpausen for statsansatte kan inddrages. Tilliden til Finansministeriet er sådan, at det hurtigt udlægges som om, at hvis man vil, og det vil man hvis man er Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, så kan man fyre 7.5 % af medarbejderne, svarende til den tid man vinder ved at frokostpausen forsvinder. Det er en kanon start på at skulle nå hinanden i kommende forhandlinger.

Det er ikke længere nogen statshemmelighed, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at hente penge til at finansiere velfærd her i landet. Med penge man har sparet ved overenskomstforhandlinger. Skattelettelser og lavere registreringsafgifter finansieret ved et tilsigtet lønefterslæb i den offentlige sektor og inddragelse af goder, der skulle kompensere herfor.

Det handler om en strategi fulgt op af retorik i den politiske sfære, der udgrænser en gruppe af befolkningen med efterfølgende lovgivningsstramninger: flygtninge, som konsekvent benævnes udlændinge, folk der bor i bestemte områder, folkeskolelærere, kontanthjælpsmodtagere, førtidpenisonister, psykisk syge, uarbejdsdygtige - og nu offentligt ansatte.

Det handler om at få politikerne tilbage til virkeligheden igen. Tale ordentligt om borgerne, og høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det.

Tro mig. Hvis vi står med et regeringsindgreb i april og ender med lovgivning for løn- og ansættelsesvilkår i staten, så bliver lockouten en spag forsmag på den hensygnen af den offentlige sektor, der venter os fremover. Tilliden fordamper - punktstrejker, arbejd-efter-reglerne tager over. Det bliver et helvede. Især for de offentligt ansatte, fordi det reelt ikke kun handler om løn, men fordi det handler om et minimum af respekt. Både fra politikerne over for de offentligt ansatte, men også den rest der måtte være imellem store dele af befolkningen vendt mod Christiansborg.

Kategori: , | 2 kommentarer

Vinterdæk, sommertid og klamphuggeri



Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings

Kategori: , , | 5 kommentarer

Hat og briller



Kære Gowings,

Ingen årsag til at beklage eller undskylde din ramsaltede mening om hyggebegrebet, Gowings. For adspredelsens skyld forsøgte jeg at anlægge en spydig eller måske snarere ironisk-sarkastisk tone i mit indlæg, og det er mig, der undskylder, hvis jeg ikke formåede at gøre mit lettere landsforræderiske ærinde tydeligt nok. Vi kunne med andre ord ikke være mere enige!

Noget andet er, at det forekommer mig, at du er lovlig optimistisk med hensyn til forårets statistisk set snarlige komme. Sagen er jo, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, som det fremgår af ovenstående fotografi. I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen 'Doktor Zivago-hat', hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts 'Elvira Madigan', når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens tilblivelse, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

En ushanka er en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper. Af demokratiske årsager skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst.

Nu er jeg spændt på, kære Gowings, om dit bebudede forårsindlæg om biler kommer til at handle om ganske almindelige biler eller om sportsvogne med nedslåede kalecher. Hvis det sidste er tilfældet, forudser jeg, at du bliver nødt til at iføre dig en ushanka med nedslåede øreklapper.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 5 kommentarer

Hyggefisen

Kære Cummings,

For at sige det lige ud: jeg har et overordentligt anstrengt forhold til denne dyrkelse af 'hygge' - der specielt er eksploderet i den angelsaksiske del af verden. Og som vi danskere synes at klynge os til, for at opretholde vores eget selvværd i en tid, hvor det udfordres dagligt.


 Man skal være utroligt optimistisk og blind for den stupiditet, der udfoldes lige nu i dansk politik, for at promovere et særligt dansk hyggebegreb (tænketank, hmm...). Jeg er ked af det, kære Cummings, men jeg orker det ikke. Jeg drømmer mig ud af andegården til alle Europas hovedstæder, til forår og fortovscafeer i Paris, Rom, Madrid, Berlin, Wien og London. Det er som om, jeg, i de store, gamle byer, oplever en resistens mod negative tendenser i tiden. Billedet jeg har i mit hoved bliver stort set altid bekræftet - bare solen skinner.

Og måske er det dét, al denne hyggefis handler om; hvis man kommer til København i en forlænget weekend, så bobler byen når arbejdsugen rinder ud og livsglæden peaker?

Iøvrigt har jeg altid selv fundet et chesterfield-møblement - godt placeret i en stue på et britisk landsted, eller i en cottage, foran det åbne ildsted - som værende indbegrebet af hygge. Hvorfor så gå over Nordsøen efter vand?

Mit næste indlæg skal handle om biler, nu foråret formentlig snart vinder frem.

Din hengivne 
Gowings

Kategori: , | 1 kommentar

Det er fandme hyggeligt, du!

Kære Gowings,

Mange tak for et interessant indblik i livets gang og ikke mindst i det danske sprogs tilbagegang på de højere læreantalter. Jeg fornemmer, at vi er helt på bølgelængde i spørgsmålet om umotiveret brug af engelsk på dansk territorium, og hvad er vel mere tilfredssstillende end fornemmelsen af at kunne overbyde hinanden i enighed?

Hvordan mon du har det med avisartikler, hvor udenlandske journalister og forfattere udtaler sig om deres indtryk af Danmark, danskere og danske værdier, som de roser i høje toner og udtrykker næsegrus beundring, grænsende til misundelse for? Jeg indrømmer gerne, at selv om jeg undertiden kan have svært ved at genkende det glansbillede, de venlige udlændinge tegner af vores land, kan det ikke undgå at varme mig om hjerterødderne at få at vide, at jeg tilhører et helt igennem fortræffeligt folkefærd og bor i et land, hvor der altid hersker fred og idyl, og hvor vi ud over at være lykkelige også har ubetinget tillid til hinanden og gladeligt parkerer barnevogne med indhold uden for cafeerne, mens vi hygger os indenfor i varmen med en caffe latte og en croissant. Måske var det også derfor, jeg kastede mig ud i dette impulskøb, da jeg forleden var gået ind i et tilfældigt antikvariat uden noget andet formål end at indsnuse den støvede atmosfære og konstatere, at der stadig findes steder, hvor både luften og tiden står stille:



The Little Book of Hygge – The Danish Way to Live Well, som nu ligger her på mit skrivebord, er skrevet af Meik Wiking, som er direktør for den danske 'tænketank' Institut for Lykkeforskning. Forfatteren er dansk og har skrevet bogen på engelsk, velsagtens fordi målgruppen ikke er danske, men udenlandske læsere. Ikke desto mindre opdagede jeg, at bogen også findes på dansk, ikke skrevet af Meik Wiking, men oversat fra Meik Wikings engelske udgave til dansk af en dansk oversætter. Det er der vel sådan set ikke noget galt i, lige som der heller ikke er noget i vejen for, at man kan gå over åen efter vand. Men frem og tilbage er og bliver nu engang dobbelt så langt.

The Little Book of Hygge er ingenlunde uinteressant, selv om det skal siges, at man som dansk læser ikke opnår helt den samme følelse af selvtilfredshed, som hvis den havde været skrevet af en udlænding. Derudover er det i sig selv imponerende, at det er muligt at skrive ikke mindre end 288 sider om hygge. Bogen er heller ikke ganske ukritisk, for eksempel står der om danskernes påklædning:

»Man finder ikke mange three-piece-jakkesæt på gaderne i København, og hvis man selv er en del af den nålestribede brigade, så vil man uden tvivl finde den danske påklædningsstil på grænsen til sjusket.«
Men ellers er det en feel good-bog, der ikke støder nogen på manchetterne. Den er solgt i over 250.000 eksemplarer i England og lå ved årets begyndelse på New York Times' bestsellerliste, så den må have ramt noget.

Selv har jeg ikke helt forstået, at hygge skulle være et specielt dansk fænomen, der tilsyneladende ikke forekommer i andre lande, fordi ordet ikke findes i deres ordbøger. Men det er en anden historie.

Din hengivne
Cummings

Kategori: , | 4 kommentarer