Archive for juni 2011

Tisvilde 1969

Det var før de nye udstykninger. Nede ved drengehjemmet ved Godhavn trinbrædt. I grøften ind til den faldefærdige gård, der lå for enden af Skovridervænget. Brændenælder så høje som mig selv. Mit lår, knæ og skinneben blev på få sekunder hvidplettet midt i alt det ildrøde - en barnebens mariehøne. En Soldier Blue tuder ikke, når 9 indianere ser på. Det var der, jeg besluttede, at jeg kunne acceptere smerten.


42 år senere luger jeg lidt ukrudt ved tagrendens nedløbs-rør. Jeg tager om en lille-bitte plante med bladene over kryds. Av, for satan! Det gør ondt at brænde sig på en brændenælde. Men jeg har lært at bide smerten i mig.

Kategori: | 8 kommentarer

Poetiske mænd af betydning? Mænd af poetisk betydning? Mænd af betydelig poesi?

Når du nu har bagt Cummings brød, har ladet teen trække og sat dig godt til rette i øreklapstolen med din bær'bare - eller Ipad'en, hvis du er nået så langt - så er det tid til lidt åndelig føde også, samt indbygget gætteleg. Og her er jeg leveringsdygtig. 

Det hele startede med 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika', og så var jeg solgt. Andre titler fra CD'en med brødrene Olesen og Olesen - ikke at forveksle med Brd. Olsen - holdt også i længden; sange som 'Set gennem en voksende rus' og  'Audrey Hepburn', ja faktisk hele pladen. Jeg købte alle albums bagud og fulgte med fremad. Helt frem til det "hypede" brud mellem de to brødre, der formentlig blev trætte af aldrig rigtigt at slå igennem (- kommercielt ihvertfald). Fra CD'en 'Solsort og Forstærker' har specielt nummeret 'Jeg lytter til country' fået den yngre generation med på vognen herhjemme. Flere albums kan nu lånes på Bibzoom.dk og det anbefales hermed at gå på rundtur i brødrenes univers.

Der er en melankoli (vemod?) i sangene, som passer mig fint. Den er helt i tråd med den melankoli, der kan være forbundet med overgangen til det iøvrigt befriende midaldrene stadie i livet. Samtidig med at man klart fornemmer, at der er voksne mennesker bag tekst og musik. Den samme melankoli som gennemløber en af mine yndlings, ja roman kan man vel næppe kalde det, men nærmere erindringer, nemlig: 'Gud taler ud' - af Jens Blendstrup (hermed anbefalet).

Nu har Peter H. Olesen - den ene af de to brødre - begået en plade i sin nye konstellation med det tidligere band medlem Michael Lund. Tilsammen udgør de De Efterladte og titlen på albummet er 'Traditionen Utro'. 


Et af numrene herfra, 'Nedenom og hjem', har fået mig til at gennemgå min pladesamling for at opspore kilden til genkendelsens glæde over den svajende Guitar-rundgang, der følger omkvædet. Jeg har ledt hos Bob Dylan, der helt tydeligt er en stor inspirationskilde for Hr. Olesen (Jvf. titlen på pladen ovenover), og det nærmeste, jeg er kommet, er: 'If not for you' og 'Love minus zero/No limit'. Men det er ikke dem, jeg har i hovedet, når jeg hører den guitar. Er det noget musik til en David Lynch film? Kan nogen hjælpe? - Måske er det bare et eksempel på en 'arke-rundgang', så at det slet ikke kan betale sig at lede. Men det er hamrende poetisk-musikalsk!

Kategori: , , | 6 kommentarer

Et ordentligt brød

Emmerbrød
Det begyndte med, at Gowings og frue kom forærende med et gigantisk hjemmebagt rugbrød med tilhørende opskrift og surdej. Indtil da havde rugbrød været at finde under pligtspiser i mit madunivers, og noget man var nødt til at købe af nogen, for det var jo både svært og besværligt at lave selv. Og skulle man ikke også være medlem af et hemmeligt broderskab for at få tildelt et stykke af den magiske surdej, af hvilken der kun var en begrænset mængde til rådighed i denne galakse? Men nu stod jeg med en fiks og færdig surdej i hånden, så der var ingen vej udenom. Især ikke, da jeg opdagede, at brødet smagte noget nær himmelsk, og jeg ligefrem begyndte at se frem til at få mig et stykke rugbrød. Lige siden har jeg bagt mit eget rugbrød, og efter at jeg har anskaffet mig en professionel bageform som Mrs. Gowings', er der ingen vej tilbage. Det selvfremstillede rugbrød indgår nu i min personlige behovspyramide.

SurdejOpildnet af den overvældende succes kastede jeg mig for 13 dage siden ud i et nyt eksperiment, for livet er andet end rugbrød – det er også mange andre slags brød. Så jeg investerede i en bagesten og et eksemplar af Meyers Bageri. Derefter brugte jeg 10 dage på at fremstille den ondeste og mest udelikate surdej i mands minde, blandede den med mel, æltede til jeg var aldeles ør i armen, satte dejen i køleskabet i et døgn, delte den i to, lod den hæve i tre timer og bagte den i en halv. Resultatet var et emmerbrød i tvivlsomt design, men med den krumme og konsistens, jeg troede man skulle have været ansat hos van Hauen i en menneskealder og særlig udvalgt for at kunne frembringe.

Emmerbrød
Men hemmeligheden er knofedt og tålmodighed. Nu mangler jeg så bare at finde ud af, hvordan man overtaler dejen til at begrænse sig til godkendte geometriske former. Ellers må jeg nok påregne et sagsanlæg fra Skildpaddernes Befrielsesfront.

Opskriften er her (men jeg lavede dobbelt portion).

Kategori: | 22 kommentarer

Fra arkæologiens overdrev

Somme tider slår jeg et slag forbi Twitter i håb om at få et lille indblik i, hvad der optager nettets unge first movere netop nu. Ikke sjældent bliver jeg hægtet af på grund af manglende sproglige eller teknologiske forudsætninger, eller fordi ironien går hen over hovedet på mig, men i går var jeg på hjemmebane. 'Hva' fuck er det her for noget?' spurgte en fremstående tweep og linkede til dette billede:

Grammofonpladestativ
Jeg genkendte selvfølgelig den karakteristiske gadget med det samme, fordi den var fuldstændig identisk med de stativer, der i fordums tid befandt sig i sideskabene på min farmors højglanspolerede radiogrammofon af prima kvalitet og holdt styr på hendes pladesamling. Som det ordensmenneske, hun var, havde min farmor med sirlig skrift skrevet titel og kunstner på samtlige sange og melodier op på en lang, nummeret liste, og hvert rum i pladestativet var forsynet med et nummer, der korresponderede med listen. Når man så fx ville høre nr. 17 eller nr. 29, førte man knappen forrest på stativet hen til de respektive tal og trykkede til. Knappen aktiverede herefter en vippeanordning, som skubbede pladen ud, så man nemt kunne fiske den op og lægge den på pladetallerkenen. Keine Hexerei, nur Lurendreierei.

Min overlegne viden taget i betragning var det selvfølgelig fristende at svare det unge menneske på Twitter med et kækt 'Det er da et pladestativ til 78'ere, hva' ellers?' Men jeg lod alligevel være, fordi jeg ikke ville risikere at skulle til at forklare, hvad en 78'er er. Eller var.

Men somme tider kan det altså være en fordel at have gået i parallelklasse med Grauballemanden.

P.S. Nr. 17 var Ramona med Louis Armstrong og nr. 29. Tennessee Waltz med Les Paul og Mary Ford, hvis der skulle være en enkelt nysgerrig læser.

Kategori: , | 19 kommentarer

Og nej - det her handler ikke om efterlønnen


Nåh, så kunne det køle lidt af...Les Paul, - nej jeg kan desværre ikke sige, at mit teen-age værelse var overklistret med elite-guitaristens kontrafej. Endsige at jeg vidste, at det var Les' 96-års fødselsdag idag. Men det ved Google, der har gjort en dyd ud af at fejre skæve jubilæer og fødselsdage, på en måde som illusterer, at der stadig findes et vist overskud derude i den ramponerede post-2008 verden. I den her optagelse kan man se Les og Mary Ford dele ud af deres overskud.

Jeg skal ellers love for at argumenterne i diskussionen om den del af "overskuddet", som vi omfordeler til de "værdigt trængende", har nået nye højder i graden af selvmodsigelse. Derudover synes det som om, at den indsigt i den menneskelige natur, der dannede fundament for velfærdsstatens indretning, er borte. Den indsigt der siger, at samfundssind kommer udaf ligeværd. At alle samfundsborgere er ligeværdige. Fattighjælp, alderdomsrente o.s.v - er almisser, nådsensgaver fra de rige til de fattige. Folkepension, SU, fri (ikke gratis - det er noget vrøvl) uddannelse, fri hospitals adgang o.s.v. - for alle, betyder en ligestilling af samfundsborgeren, høj- som lavindtægtsgrupper. Og ja, selvfølgelig betaler den der tjener flest penge så mest i skat.

Hvis hellerupborgeren skal synes, at det er OK at tingbjerg-pigen har ret til SU, så skal også hellerupborgerens dreng have ret til SU. Det giver selvfølgelig et højt skattetryk, men også øgede muligheder for tingbjergpigen, på bekostning af en lille reduktion i det lalleglade frie valg for hellerupborgeren.

Det er ikke så kompliceret inde i mit hoved, men jeg ved godt, at det kan gøres meget kompliceret.
Man kan sikkert også sige meget om Google - helt sikkert - men de er leveringsdygtige i overskud på en grå torsdag.

Kategori: , | 9 kommentarer

Lokke, lokke? - Nope, det er for varmt til blogge!

....Den nærmeste fremtid står 100% i musikkens tegn: Eels, Clapton og Valkyrien.

Kategori: , | 7 kommentarer