Viser opslag med etiketten Historie. Vis alle opslag

I tidligere tiders retssystemer, som vi nok ikke ønsker tilbage iøvrigt, var man ikke så tilbageholdene med at give udtryk for frustrationen over, ikke at kunne få ram på forbrydere og snydepelse, når de flygtede over stok og sten ud af kongens jurisdiktion. Således stod der en skamstøtte over Corfitz Ulfeldt på Gråbrødretorv indtil midten af det nittende århundrede, altså næsten samfulde 200 år. Det kan man kalde at blive godt gal i skralden! Nu er støtten erstattet af en sten nedsat på opstillingsstedet.

Corfitz' brøde var efter sigende, og nu senere vistnok dokumenteret, at han havde financieret sine eskapader rundt om i Europa med midler fra statskassen og ikke alene det: han havde også konspireret med arvefjenden hinsidan. Ingen tvivl om at Corfitz er en af de bedst kendte forrædere og ransmænd i danmarkshistorien - og ingen tvivl om at skamstøtten har bidraget hertil. Mange generationer har sendt en spytklat i støttens retning ved passage over torvet.

Idet skamstøtten nu er bjerget og opsat i Nationalmuseets gård, kan vi passende overveje om den ledige plads på Gråbrødretorv kan bruges til at ihukomme andre personer med lignende handlinger - eller det der er værre - i bagagen. Og her skal jeg ikke overveje længe; tiden må være til at sætte en skamstøtte over det neoliberalismens åg, og den afledte religion 'New Public Management', der har ligget over verden i nærved tredive år. I dag har jeg nemlig læst i min avis, at IMFs egen forskningsafdeling undsiger den økonomiske politik den Internationale Valutafond har ført i samme periode. En politik der har ledt til armod, økonomisk nedsmeltning og ufattelige forskubninger i retning af større ulighed i de lande, der har været udsat for IMFs regimente.

Hvem er bedre til at repræsentere den syndflod af forbandelser, der er væltet ind over landet anført af Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og deres medkumpaner, samt Margrethe Vestager og villige socialdemokrater som Henrik Sass Larsen end selveste - dagens ransmand i skysovs - Bjarne Corydon. Lad Bjarne C. og salget af DONG være symbolet på det uføre nationen er ledt ud i. En malstrøm af newspeak, hemmelighedskræmmeri, manglende politisk og moralsk dømmekraft og ikke mindst ublu mangel på vilje til endog at sløre den melen af egen kage hele projektet har vist sig at være forbundet med. Og allersidst den menneskefjendske og tordnende idiotiske udlægning af det politiske råderum som værende underlagt 'Nødvendighedens Politik'. Magen til indskrænkethed.

Fruens mani med at samle messinglysestager kommer til sin ret sådan en aften som iaften. Glædelig 4de maj allesammen.

Nåh, Lars Løkke, hvordan synes du selv det går? Skal vi bare overlade det til politiet og svenskerne og se hvad der sker? Stakkels Elleman junior skal igen tage skraldet og forsvare en helt igennem idiotisk postuleren fra både S og dine blå mænd og damer om at vi skam selv kan bestemme vores egen flygtningepolitik her i Danmark - som om! 

Og tyskerne morer sig - selvfølgelig - for den danske regering fremstår mildest talt lattervækkende med sine ambitioner om at stå alene: Frankfurter Rundschau har døbt Inger Støjberg 'Komische Inger' efter Komiske Ali, den irakiske informationsminister, der fra taget af en bygning i Bagdad bedyrede at regimet skam havde situationen under kontrol, imens amerikanske jagerfly drønede rundt på himlen og britiske granater slog ned i baggrunden.

Men noget er jo lykkedes for Komiske Inger - flygtningene flygter fra Danmark. Hvis det ikke var så ubeskriveligt deprimerende, så ville det have været vanvittigt grinagtigt...

Der er begået et lille mesterværk i dansk film. En film der omhandler en morgen for 75 år siden. Trods de til tider larmende scener er det en meget stille og uprætentiøs film. Et stykke dansk historie der udspiller sig over 4 timer. Med et efterspil der strakte sig over flere årtier.

En meget bevægende film indspillet lige inden de sidste øjenvidner ikke længere kunne have deltaget og givet filmen dens ekstra autencitet. Faktisk er den så stille, at det slet ikke opleves som en film. Man er der bare. Se den.

Med dagen, De Damer. Og med hundredeåret for demokratiets indførelse.

Der er noget dinosaur-agtigt over at Mænd af Betydning til stadighed insisterer på blog-mediet som en kommunikationsform. Og som med så mange andre ting som Cummings og jeg foretager os, så er gentagelsen indledningen til en ny tradition. Sådan også med julekalenderen som du sidder med foran dig ligenu. Vi kører på tredie år nu og dermed er vi godt på vej ind i rækken af juletraditioner. Lur mig om der ikke her på matriklen vil være en julekalender at finde til næste år med. Om vi så skal slukke og lukke efter os som de sidste her på blogspot.dk.

Men en tradition er det også, som Cummings afsluttede igår, at vi byder på et lille glas, så vore læsere ikke bærer julen ud. Så kom og sæt jer allesammen her i stuen. Cummings er lige ved at være færdig med de brændte mandler, men sherry og portvin står klar i karaflerne henne på det lille bord og der er chokolade og marcipankonkonfekt i skålene, så tag for jer.

Jeg håber I sidder godt. Det er Cummings der har pyntet op; han er sen til at komme i julehumør, men når han først får begyndt, som I kan se, så er han ikke til at stoppe.

Der har været mange bud på en slags julekalender: Donalds 'Meningen med Julen', Capacs 'Anti-julekalender' og Mias engelske jul 1-24. Og så alle jer andre der har givet den gas med egne oplevelser her i december. Altsammen stemningsskabende på hver sin måde.  Der er stadig liv derude. Tak for i år og vi glæder os til det nye.

Da Cummings ikke kunne vente med at pakke sin julegave op, så kan han ligeså godt tilbyde at køre jer hjem. Han skal først være hjemme igen til svinekam med hentehår kl. 19.

Her i 100-året for starten på 1ste verdenskrig skal vi ikke forbigå muligheden for at indgyde håb. Det håb som på flere frontafsnit blev udløst af en uofficiel våbenhvile med efterfølgende fraternisering med fjenden i ingenmandsland.

Forventningen da store dele af Europas ungdom drog i krig, var at det ville blive en kort affære, udløst af en tilspidset situation hvor stormagterne trængte til at 'ryste posen'. Man var kørt fast i utallige små kriser og sammenstød over kolonier, utidig indblanden i hinandens interessesfære og krigen syntes uundgåelig. Alle var på den anden side enige om 'at man var hjemme igen til jul'. Det blev som bekendt ikke tilfældet. Treogethalvt år senere var 18 millioner døde eller savnede og et lignende antal sårede gået gennem lazaretterne.

Men den første jul, var verden og især soldaterne ved fronten ikke længere end 5 måneder inde myrderierne. Her er et klip fra filmen Joueux Noël der udtaler det spinkle håb fra den første jul 1914. Det kan synes patetisk - og det er det måske også, som det her serveres ude af sin sammenhæng - men man kan se filmen og så giver det anderledes mening.

Og jeg kan sige, til dem der tænker:"Åh nej, ikke endnu en krigsfilm", det er en meget lidt krigsfilm-agtig krigsfilm. Så man kan sagtens se den, selvom man ikke er til  den slags.

I går havde vores trofaste, men for det meste tavse læser capac følgende kommentar til dagens indlæg:

'At dømme efter de seneste indlæg, så er der en chance for at vi får en rigtig gnavpottejul ...'

Her ville det være fristende at replicere, at man ser dét, man vil se, for efter denne penneførers mening er Mænd af betydnings julekalender fra første færd formelig flydt over med positive udsagn og gentagne lovprisninger af julen og alle dens gerninger og alt dens væsen. Den gode Gowings kom dog beredvilligt den utilfredse læser i møde og lovede yderligere optimering af julestemningen her i kalenderen fremover (dog uden at tage undertegnede i ed, men traditionelt håndterer vi den slags stridigheder loyalt udadtil og afgør dem internt), så til benefice for capac og andre, der aldrig kan få nok, skal Mænd af betydnings teologiske fraktion hermed gøre sit til at udbrede det glade budskab:



Hvis nogen skulle finde på at indvende, at de har hørt den historie før, vil svaret være, at det tænkte vi nok.

Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand, men, små måske, veritable slotte.

Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen - bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.


For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.

Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.


Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".

Sært. Traditionen er fra før min tid, men jo mere tid der går, og jo ældre jeg bliver, desto mere giver traditionen mening for mig.

Jeg fattede aldrig, at de dumme voksne kunne tale om, at hans skæg var vokset fast i bordet, når det de kaldte 'bordet', åbenlyst var hans sværd. Og hans skæg tydeligvis hang bagved, nedover brystet. Havde de overhovedet besværet sig med at se statuen ordentligt efter selv? Var deres historier troværdige?

Når man først som otte-årig havde stået foran Holger nede i mørket - så var man ikke længere i tvivl. Her sad en mand der formåede at passe på Danmark. Det var der brug for dengang. Og det i den grad.