Mænd, kvinder og pumaer

Sammen med den modne, sexede Mrs. Cummings så jeg i går udsendelsen Gamle mænd knirker – unge mænd virker på DR2. Den skulle vise, at sexede, modne kvinder ikke længere vælger mænd efter status og tryghed. De gør op med gamle kønsrollemønstre og kan sagtens vælge en mand, der er 10, 15 eller 20 yngre end dem selv. Kvinder, der praktiserer konceptet, kaldes cougars – pumaer.

Udsendelsen, der både talte med kvinderne og et par stykker af deres ret forsagte og tilbageholdende mænd, var hverken særlig god eller særlig interessant, men den fik mig til at tænke på et interview, jeg hørte på nettet for kort tid siden med antologiprofessoren Lionel Tiger, som har skrevet en en bog om den moderne mand, der bestandig taber terræn: The Decline of Males: The First Look at an Unexpected New World for Men and Women. Jeg har ikke læst bogen, men hovedpunkterne i interviewet var:

  • Mændene og børnene (40 procent af alle børn i USA fødes uden for ægteskab)
  • Mændene som samfundsmæssige løsgængere (stifter ikke familie, havner i ustabile miljøer og mangler netværk af støtte sig til)
  • Mændene, karrieren og økonomien (i de store byer tjener kvinder mere end mænd)
  • Mændene og uddannelsen (kvinderne tegner sig for 60 procent af eksaminerne på universitetsniveau)
Det går kort sagt ned ad bakke for mændene over hele linjen, og savner man at få vendt op og ned på sit verdensbillede, er interviewet her i sin fulde længde.

Selv om navnet burde inspirere til det, forholder professor Tiger sig desværre ikke til puma-fænomenet, men egentlig er der heller ikke noget nyt i dét med modne kvinder og unge mænd. Allerede for 25 år siden giftede denne blogger sig med en betydelig ældre kvinde, og jeg kan oplyse, at ægteskabet stadig består og fungerer til begge parters tilfredshed. Til daglig mærker vi faktisk aldrig, at der er 13 måneders forskel.

Kategori: . Bookmark permalink.

19 Kommentarer til Mænd, kvinder og pumaer

  1. Du er en meget modig mand Cummings, at kalde 13 måneder for betydelig.. :-) herregud det er jo kun et års tid, og kvinder lever BEYDELIGT længere end mænd.. og holder sig ofte BETYDELIGT bedre.. ;-)

  2. Nå nå – for mig at se er der mindst ét punkt i din kommentar, der kan diskuteres :-)

  3. Cummings har selvfølgelig ret. Pumatematikken sørger jo for, at det åremål, som i starten er ganske betydeligt, svinder ind over tid.

    Da jeg kom til verden, var min søster (som har kat, men ikke puma) 700 % ældre end mig. I dag er den forskel skrumpet ind til sølle 12,73 %.

  4. Tak, Eric – jeg påskønner din støtte!

  5. Nu er det jo en ret ung herre, der på billedet hænger i flaben på fruen. Ikke at situationen iøvrigt forekommer fuldstændig ubekendt.

    Omvendt er der jo også en del muligheder, når man ser på punkt 3 på din liste. Hvis man kunne gå hjemme og lave en "Bonderøv" eller en "Søren Ryge" iblandet lidt veteranbiler, imens fruen tog kampene på arbejdsmarkedet, så ville jeg mene meget var vundet. Så kunne vi mødes på møntvaskerierne, drikke formiddagskaffe med det unge kvindelige postbud, og langsomt få indsneget en optimal placering af højttalerne m.m.

    Herfra ville vores modne, fruer komme hjem til glade mænd, hvilket ville afstedkomme at fruerne ikke længere følte trang til at bytte os ud. Jeg tror i virkeligheden bare vi smilende, men stiltiende, skal imødese vores skæbne...

    (lige indtil at kvinderne vil bytte og sender os ud at arbejde igen :)

  6. Kære Gowings, jeg tager dit alternative forslag til mig uden forbehold. Og dog, jeg bliver nok nødt til at tage kontakt til HR-afdelingen i Post Danmark for at kunne føre planen ud i livet.

  7. Fruen og jeg så også den pågældende udsendelse. Desværre. For den var der ikke meget ved. En håndfuld selverhvervende bedre middelklassekvinder af den slags, der fylder op i dame- og ugeblade, generaliserede fra deres egen lyst til kuvøseguf til, hvad kvinder i almindelighed vil have. Det var en karikatur af 'feminismen' anno 2011: Kvindefrigørelse som de selverhvervende, middelklassekarrierekvinders 'kamp' for at få de privilegier, mænd tidligere havde.

    Personligt tror jeg, at det er et meget større problem, at mange kvinder slet ikke kan få en mand. Vi har efter sigende omkring 1 million enlige i dette land, hvoraf majoriteten består af kvinder, for hvem pumaproblematikken slet ikke ligger lige for. Statistikkerne for kunstig befrugtning understreger blot, at det forholder sig sådan.

    Og så en lille aversion: Når man ser Lotte Heise føre sig frem, som om hun havde frit valg på alle hylder, så tænker man(d) blot: Puma eller ikke puma, så vil jeg altså hellere ud og se fodbold eller på fisketur...

  8. @capac: Ja, det var i sandhed en ringe udsendelse, og nu hvor du har prikket hul på bylden, så lad mig røbe et par spørgsmål, der rumsterede i baghovedet under udsendelsen, og som jeg egentlig havde tænkt at holde for mig selv for ikke at blive skudt sure-rønnebær-syndromet i skoene:

    Hvem ved sine fulde fem skulle købe, at der er tale om en tendens, fordi en håndfuld kvindelige Hollywood-skuespillere har gaflet nogle meget yngre mænd, og man også kan finde en håndfuld danske kvinder, der har gjort det? Mon ikke man havde kunnet finde lige så mange eksempler for 10 eller 20 år siden?

    Og kunne man forestille sig en udsendelse om ældre mænd med unge kvinder, hvor der blev brugt de samme argumenter, som alle gik på de unges fysiske fortrin? Jeg har stærkt på fornemmelsen, at der så ville være blevet talt mere om gamle grise end om pumaer og mere om fordomme end om frisind, og sympatien ville med garanti ikke have været på mændenes side. Hvorfor det pludselig er helt i orden, at (nogle) kvinder har en svaghed for ungt kød, hvorimod mændene skal beskyldes for alverdens perversiteter, når de har det på samme måde, kunne der laves en anderledes interessant udsendelse om.

    Med hensyn til Lotte Heise (eller var det Hejre?) tænkte jeg det samme som du. Derudover tog jeg mig i at overveje, om de vege, unge mænd i udsendelsen mon ville have mange chancer hos jævnaldrende kvinder, men jeg skyndte mig at lade tanken være utænkt.

    Bortset fra det, hvad havde Rasmus Botofts gale psykoterapeut fra programmet Rytteriet at gøre i udsendelsen ud over at demonstrere, at tilrettelæggerne har fingeren på satirepulsen? Under alle omstændigheder lykkedes det at skabe usikkerhed om, hvad meningen egentlig var med udsendelsen. For det var da ikke satire, eller hva'?

    Det mest absurde af det hele var selvfølgelig, at hele udsendelsens idé hvilede på den samme fordom, som den ville gøre til skamme, nemlig at der er noget muggent ved at man danner par, når man ikke er nogenlunde jævnaldrende.

    Nå, det blev lidt langt ...

  9. @Cummings og Capac: Hep!

    (Øv! Hvorfor så jeg ikke den udsendelse...)

  10. Hvor mon grænserne går mellem killing, kælling og puma?
    Her i huset er der 54 (!) måneder mellem (den gamle) hun og (den unge) han. Måske er der alligevel noget muggent ved mit 30 år gamle parforhold? ;o)

  11. @Cummings: Ja, og jeg opfattede egentlig Rasmus Botofts kommentarer som en sammenfatning af udsendelsens misantropiske budskab.Ikke engang som et særligt satirisk indslag, men nærmest på niveau med de udsagn, der kom fra nogle af pumaerne - fx min yndlingsaversion Lotte Hejre...

  12. Jeg nåede 4-5 minutter ind i udsendelsen, før jeg begyndte at klikke frem. Tendensen synes, hvis der overhovedet er tale om en tendens, at være begrænset til et segment jeg ikke kender meget til, udover fra tandlægens "Kig Ind", Se og Hør" m.m.

  13. @Gowings: DR2 som Alf og damernes forlængede arm...

  14. @Ditte: Jeg er bange for at hverken 13 eller 54 måneder kvalificerer til at komme i betragtning :-)

    @capac: Du har nok ret i, at det var dét, der var meningen med Rasmus Botoft-indslagene, men mig forekom det at være et underligt påklistret fremmedelement.

    @Gowings: Min tandlæge har desværre kun Bo Bedre og Euroman, men heldigvis er frisøren leveringsdygtig i lidt af hvert.

  15. @Cummings: Her i casa holder vi (dvs. Fruen) Billed-Bladet. For at have et tv-program og for at kunne følge med i det kongelige. Og jeg kan bevidne, at The Cougars fra udsendelsen fører sig frem der...

  16. @Capac: Hvis det nu havde været TV2, så havde jeg ikke løftet et øjenbryn.

    For noget tid siden havde DR et program hvor kvinder causerede over mande-stereotyper. Det var sindssygt plat, men det var også ret morsomt, fordi det havde en kærlig undertone. Vi, fruen og jeg, morede os ihvertfald med at grine lidt ad os selv.

    Det program, vi diskuterer her, fejrer feminisme og ligestilling som retten til at være lige diskriminerende og fordomsfulde overfor hinanden, de to køn imellem. Under programmet havde jeg det lidt som at være ene mand til kvindeselskab med mandestrip. Som cummings påpeger: det omvendte havde været helt utænkeligt. Konklusion herfra: et idiotisk program.

  17. @Gowings: Ja, en karikatur af kvindefrigørelse. A-men.

  18. Anonym

    Zzzzzzzzzzzzzzzz!

Skriv en kommentar