Archive for januar 2011

Næst efter Mrs. Gowings...

Mit fædrene ophav, Gowings senior, kommer ind medbringende en bakke med te, citronskiver, mariekiks, eller de nye bastogne småkager, og forlader rummet igen. Fru Gowings sidder på sin seng med puder i ryggen og fjernsynsbriller på. Gowings junior ligger krøllet sammen i den lille cowboy-stof beklædte sofa fra Ikea. Frøken Gowings ligger på gulvet (tabte den korte kamp om sofaen). Der tændes for det "fikse" lille Philips TV, sort/hvid, og rettes på stueantennen (alle holder vejret). Damen på bjerget toner frem og kranses ind af stjerner, navne flimrer over skærmen, vi er igang. Det er søndag.


På skærmen toner 'Prinsessen holder fridag' frem og Gowings junior er fortabt, forgabt, i Audrey Hepburn. Ingen piger i klassen ligner Audrey, hun er uden for konkurrence, hun er en gudinde - helt derovre fra Amerika. Begejstringen for den vævre skuespillerinde har ikke fortaget sig her 35-40 år efter det første møde med miss Hepburn. Herregud, der er så mange fantastiske skuespillerinder fra samme tid, både ude og hjemme, men i min verden er ingen over, ingen ved siden af.


Audrey Hepburn, der vandt en Oscar for sin rolle i 'prinsessen holder fridag' (Roman Holiday), har, ligesom alle de store Hollywood skuespillerinder, en aura over sig af noget særligt. I hendes tilfælde kan en bemærkelsesværdig barndom og opvækst have været medvirkende til at give hende karakter allerede i en ung alder. Og i modsætning til andre, også gode skuespillerinder, optræder hun aldrig vampet. Audrey udstråler en enorm integritet på trods af det uskyldige, lille-pigede, fristes man til at sige, udtryk.

Olesen og Olesen, de to poetiske brødre som nu holder pause fra arbejdsfællesskabet, har udgivet en stribe meget lytteværdige Albums. Et af dem, 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika' indeholder nummeret 'Audrey Hepburn' der siger det hele.


Gregory Peck, dit heldige asen...

Kategori: , | 11 kommentarer

Har man kendt mage?

I går åbnede Qatar Motor Show 2011, og især gør Volkswagen sig bemærket med sin 235MPG, der imponerer med at kunne køre 235 miles per gallon, altså rundt regnet 100 km/l omregnet til hjemlige mål. Den imponerende brændstoføkonomi skyldes det lette, kulfiberforstærkede plastickarosseri i tæt samarbejde med den aerodynamiske facon.

VW 235MPG
Ved første øjekast forekom udseendet mig lidt vel futuristisk, men samtidig var der også noget bekendt ved formerne, og en nærmere ransagning af hukommelsens fjerneste krinkelkroge gav pludselig udslag på aha-detektoren:

Tatra 87
Den tjekkiske Tatra 87 er fra 1947 og var tegnet af fabrikkens chefdesigner Dr. Hans Ledwinka. Godt nok er den nye VW noget renere i linjerne, men princippet er tydeligvis det samme – bemærk de lukkede hjulkasser bagtil. Ledwinka var for resten østriger ligesom sin jævnaldrende kollega Dr. Ferdinand Porsche, der som bekendt var ophavsmand til folkevognsboblen, og der kan vist ikke være tvivl om, at Porsche var kraftigt inspireret af Ledwinka (hvilket Porsche da også senere indrømmede):

VW 1949
Her kunne man også passende nævne den legendariske Porsche 356, der egentlig mest ligner en fladtrykt Folkevogn:

Porsche 356
Så vidt vides, var det på Hitlers opfordring, at Porsche brugte en tidlig Tatra-model som skabelon for Folkevognen, og Tatra indledte da også en retssag i den anledning. Der blev dog sat en effektiv stopper for sagen, da Tyskland invaderede Tjekkoslovakiet og samtidig tvang Tatra til at indstille produktionen. Efter Anden Verdenskrig blev sagen genoptaget , og i 1961 blev der indgået forlig mellem parterne, der betød, at Volkswagen måtte betale Ringhoffer-Tatra 3 millioner D-mark i erstatning.

Her er en Tatra 87 i funktion.

Nu vi er ved noget der ligner, hvad så med den elegante Ursaab fra 1946 – Saab 92001 – den indledende øvelse til den serieproducerede Saab 92?

Saab 92001
Kort sagt, der er intet nyt under solen. Men selv om jeg har svært ved at se mig selv bag rattet i den nye VW 235MPG, er der alligevel noget besnærende ved at kunne nøjes med at tanke op en 4-5 gange om året, skulle jeg mene.

Flotte billeder og meget mere om vidunderet her.

P.S. Qatar Motor Show 2011 fortsætter til og med den 29. januar, så det kan stadig nås. Her er 10 gode grunde til at give det en chance.

Kategori: , | 13 kommentarer

Red bogen

Det værste ved at låne bøger ud er ikke, at man som regel aldrig får dem tilbage. Det værste er at få en bog tilbage, som man ville ønske, låneren havde beholdt, fordi den har været udsat for så mange skammelige overgreb, at det skærer i hjertet at forestille sig alle grusomhederne. Det er virkelig ikke nemt at være bog i vore dage. Ikke nok med, at man sjældent bliver læst – når det endelig sker, må man helt uforskyldt finde sig i at blive påført kaffepletter, æselører, knækket ryg og andre uhelbredelige lidelser. Hertil kommer, hvad der måtte snige sig ind mellem ens sider.

Mænd – såvel som kvinder – af betydning ved naturligvis, hvordan man behandler en bog, inden man så meget som læser en linje i den:

Sådan åbner man en bog
For den moderne læser er proceduren noget enklere:

  1. Slå e-bogslæseren til
  2. Download bogen
  3. Læs
Mere herom inden længe.

Kategori: , | 14 kommentarer

Bag blyindfattede ruder...

 Dagens indlæg skulle have været om noget helt andet (noget om god smag - og ja - også lidt om biler), men det må du have til gode. For jeg foretog lige en associations-kolbøtte, foranlediget af et forsøg på at indkredse god og dårlig smag - selvfølgelig på en absolut skala.

I nogens bevidsthed, normalt også min egen, er blyindfattede ruder tæt på dårlig smag. I ved de her ruder, som sidder som en slags forsatsrude med flerfarvede glasfelter. Noget a'la det her:


De samme mennesker forbinder uden tvivl blyindfattede ruder med vores bedsteforældres generation; solen igennem de farvede glas bader stuegulvet i flimrende farver, i et hus, et eller andet sted i provinsen.

Men omvendt så står jeg gerne længe og beundrer ruderne i  Sydeuropas katedraler. Motiver som "Skt. Jørgen og Dragen", adelsfamiliers våbenskjolde, bibelscener - you name it. Altsammen bygget op af små farvede glasfelter holdt sammen af blyrammer og lodninger.

Nu er der så sket det, at jeg efterhånden godt kunne se sådan en flot, indfattet rude for mig her i huset. Fruen er ikke nået så langt endnu, så det må helt klart vente. Men ingen tvivl om at sådan en rude kunne forstærke følelsen af at sidde her:

Hvor ham her, han residerer,


Og så er associationen fuldbyrdet: Havde du glemt den her historie? Vi har herhjemme erhvervet denne her version - og selvom målgruppen nok er en anden end undertegnede, så må jeg sige: Det er svært ikke at lade sig bedåre. Der er lavet både en film, der holder sig tæt op af forlægget, og en efterfølgende serie der ikke følger ikke Kenneth Grahames originale historier, men broderer videre på figurerne og miljøet omkring floden. Derfor er serien sikkert "no go" for purister.

Efterfølgende kan du passende slumre ind ved flodbredden til den her.

Det er utroligt, hvad der kan komme ud af en samling farvet glas...

Kategori: , , | 11 kommentarer

Weekend Mixture

Intet ligger Mænd af betydning fjernere end at lukke os om os selv, og hvad er mere nærliggende end at benytte weekenden til at åbne et vindue mod omverdenen og indsnuse dens mangfoldighed – eller måske bare lufte lidt ud?

Så stop bare shagpiben, mine damer og herrer! Her er det første friske pust, og regn ikke med, at der er nogen som helst indbyrdes forbindelse mellem de links, der flagrer forbi:

Julian Assange og hans hjemmeside WikiLeaks har muligvis nok fået den medieomtale, de kan tilkomme et godt stykke tid fremover. Men hvorfor ikke også sikre sig, at den unge generation bliver dus med Assange, som næppe selv har forestillet sig, at han skulle ende som interaktiv malebog.

Dette site handler kun tilsyneladende om biler. Og kom så ikke og sig, at amerikanernes dårlige smag er en myte. De går (eller rettere kører) hele vejen – og somme tider med et vist format.

Nu vi alligevel på en måde er ved biler og amerikanere, hvorfor så ikke nyde fem minutter fra dengang, der var tegnefilm til?

Naturligvis har hverken Gowings eller jeg nogen sinde har leget med maden, men personligt er jeg villig til at lægge stilen om.

Hvis du kun orker at klikke på ét link, så lad det værre dette. Du risikerer at blive hængende, men du vil ikke fortryde.

God weekend.

Kategori: | 4 kommentarer

Sydpå med Andersen...

Helt uafhængigt af hinanden har Cummings og jeg selv åbnet for sluserne og ladet nye 'gamle' bøger holde deres indtog på reolhylderne. Selv kommer mine nye bøger fra et udsalgssted i Købmagergade. Der er tale om rejsebeskrivelser fra Sydeuropa udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab:

  • Rejseskitser. Billedbog uden billeder. Et besøg i Portugal 1866.
  • I Spanien.
  • Skyggebilleder af en rejse til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc.
    Herudover er der en skildring fra en tur over Øresund:

    • I Sverrig
      Jeg skal simpelthen sidde her i januarkulden og lade billederne - af solvarme støvede veje med cypresser voksende i det nære landskab, af vandløbs pludren under broer i skovstrækninger på bjergskråninger og af små byers svalende skygge i middagsheden på torvet omkranset af platantræer - holde deres indtog på ture rundt i Sydeuropa og Skandinavien med hestevogn. Altsammen i selskab med gamle HC.


      Det bliver fantastisk - og det var aldrig sket hvis ikke billetten til de fire rejser havde stået der og tigget om at komme med hjem - til en lodret pinlig lav pris.


      Ark fra H.C Andersens,  Rejseskitser. Billedbog uden billeder. Et besøg i Portugal 1866

      Hvis du vil læse mere om Andersen og kigge med i hans breve hjem så se her.

      PS: Jeg skal nok sende et postkort.

      Kategori: | 7 kommentarer

      En lille, tyk mand

      På den lokale genbrugsplads er der meget betænksomt indrettet et internat for hjemløse og utilpassede bøger med kranke skæbner, og jeg hører selv til dem, der flittigt benytter sig af muligheden for at slippe af med de overskydende bøger med nogenlunde god samvittighed. Problemet er, at jeg som regel kommer hjem med lige så mange bøger, som jeg har afleveret. Der findes bøger, man ganske enkelt ikke kan overlade til en uvis skæbne, og som råber på at blive adopteret.

      Som nu Ingvald Lieberkinds 12-bindsværk Dyrenes Verden i næsten jomfruelig stand, smukt indbundet i grøn fablea med guldtryk.

      Dr. Lieberkind, tegning af JenseniusDr. Lieberkind var min barndoms tv-stjerne. En lille, tyk mand med briller, hvidt hår og fistelstemme og en formidabel evne til med få streger på en flipover at illustrere, hvad han fortalte om alverdens dyr. Ikke at jeg kan huske ret meget af det, men jeg kan huske ham, og jeg kan huske kendingsmelodien til Alt om dyr – Akvariet fra Dyrenes Karneval af Saint-Saëns. Den havde aldrig fået et ben til jorden som kending for noget som helst i dag! Hør selv.

      I betragtning af, hvor omfattende en produktion, Lieberkind havde bag sig, og hvor populær han var, er det ubegribeligt, så lidt en Google-søgning giver. Man får en lumsk mistanke om, at grunden eventuelt kunne være Lieberkinds mellemværende med Dansk Forfatterforenings selvbestaltede 'æresret' efter Anden Verdenskrig. Men jeg fandt da et referat af en artikel fra Familie Journalen, der besøgte familien Lieberkind i 1961:

      Lieberkind er en travl mand, forfatterskabet med godt 50 bind skal udvides med en ny udgave af "Dyrenes Verden", efterårets fjernsynsudsendelser skal også forberedes og reklamebureauerne rykker for nye samleserier. Heldigvis hjælper fru Agnete og de fem børn ham med arbejdet.

      Lieberkind hører til radioens veteraner, har været med siden 1925, har taget turen fra kvisten over Købmagergades posthus, Axelborg, Stærekassen og til Rosenørns Alle.

      I villaens vinterhave viser sønnen Henrik, hvor høj julestjernen er nået. I havestuen fortæller mor Agnete, at datteren Johanna ikke må hulahoppe, medens søsteren Dorte står og ser særdeles artig ud.

      I dagligstuen sidder fru Agnete, født Bang (en af de de 'rigtige' Bang'er - dem med Herman) ved et chatol arvet efter faderen, der var overlæge i Århus. Datteren Jutta griber ud efter en af mors bøger.

      Villaen købte Ingvald Lieberkind i 1952. Fotografen har fanget den store datter Lotte på vej med foder til ænderne.

      Vedlagt ses Lieberkind fordybe sig i en af de 10.000 håndbøger, der er på reolerne. Fuglen er den hvidtoppede hollænder Paderewski.
      Nu er Dr. Lieberkind altså posthumt flyttet ind i den Cummingske bogsamling og er skyld i, at der venter 80 centimeter bøger af mindre ædelt blod en usikker fremtid i genbrugspladsens asyl ...

      Kategori: , | 13 kommentarer

      Sherlock Holmes vender tilbage

      Engang i fordums tid havde jeg en detektivklub sammen med to kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere. Vi var glødende fans, og den slags går ikke over, bare fordi man bliver voksen, så jeg har stadig hang til gaslys og hansom cabs.

      Skiltet ved Baker Street 221B
      Ulempen ved at være fan af fiktive romanpersoner, skabt af afdøde forfattere, er som bekendt, at man må tage til takke med det, der allerede er skrevet. Der er intet nyt under solen, og det kommer der heller ikke. Og dog, nu lysner det måske en anelse for Sherlock Holmes-fans verden over.

      Noget tyder nemlig på, at Sherlock Holmes nu følger i James Bonds fodspor. I anledning af Ian Flemings 100 års-dag for et par år siden fik en vaks forlægger den lyse idé at få forfatteren Sebastian Faulks til at skrive en ny James Bond-roman i bedste Fleming-stil, og nu har The Conan Doyle Literary Estate konspireret med den højprofilerede manuskript- og især børnebogsforfatter Anthony Horowitz om at udgive en ny roman om mesterdetektiven i Baker Street 221B.

      Bogen udkommer til september, men detaljerne omkring udgivelsen bliver behandlet som en statshemmelighed for at skærpe sulten og købelysten hos publikum. Man har dog afsløret, at scenen stadig er victoriatidens London (ja, hvad ellers?), og forlæggeren har stillet i udsigt, at Horowitz' 'passion for Holmes og hans overlegne fortællekunst vil garantere, at denne nye historie ikke alene vil slå benene væk under enhver Conan Doyle-aficionado, men også få et helt nyt publikum til at tage mesterdetektiven til sig.'

      Den får kort sagt ikke for lidt. Det gjorde den genopståede James Bond heller ikke, men til gengæld fik bogen en ilde medfart af anmelderne, der for det meste betragtede historien som noget i retning af et skrabelod med lidt mere end en nitte som gevinst.

      Man kan håbe, at det kommer til at gå lidt bedre med go'e gamle Sherlock i ny aftapning. Men under alle omstændigheder skal omsætningen nok komme op i omdrejninger. Eller sagt på en anden måde: der er penge i lortet! (pardon my Cockney, eller hvad det hedder).

      Via.

      Kategori: | 14 kommentarer

      En følsom dame...

      Jeg gider ikke mere. Jeg har gloet mig rasende på den her lampe:


      Den lyser med mellemrum, uanset hvad jeg reparerer eller retter. Derudover er det selvfølgelig sådan, at på det uendelige antal prøveture - efter et forsøg på reparation - så venter den med at tænde. Lige indtil jeg næsten er overbevist om, at nu tænder den ikke mere. Det er det rene "Prinsessen på ærten".

      Jeg gider ikke mere. Idag tog fruen og jeg derfor hen og så på en afløser; en ny franskmand banker på. Valget er reelt taget, men vi sover lige på det. På vej hjem fra forhandleren punkterer prinsessen - på et helt nyt vinterdæk. Hvad skal man lægge i det?

      Nu skal det hele altså heller ikke handle om biler:

      Lene Eriksens Ingefærkager

      500 g mel
      500 g sukker
      2 æg
      20 gær
      135 g smør
      1 teskefuld stødte nelliker
      1 teskefuld natron
      1 spiseskefuld stødt ingefær


      Gæren røres ud i lunkent vand og blandes med resten af ingredienserne. Dejen formes til fire stænger, der bages 15 min. ved 200 grader, til de er brune i kanten. herefter skæres stængerne ud let på skrå.

      Serveres med agurkesandwich til en kop te ved ca. femtiden.

      Kategori: , | 13 kommentarer

      Køretime

      Den første bil, jeg sad bag rattet i, var en Austin A40 Somerset Saloon. Året var 1955, jeg var fire år gammel, og min far var så venlig at tage sig af arbejdet med pedalerne, som mine ben ikke kunne nå ned til. Køreundervisningen foregik på en smal sommerhusvej, og mødte to biler hinanden her, måtte de begge trække ud i den ultrasmalle rabat, der var mellem vejen og fyrreplantagen, for at komme forbi hinanden. Selvfølgelig kom der en modkørende bil, som det gik allerbedst, og min snarrådige undvigemanøvre sendte Austinen langt ind mellem fyrretræerne.

      Austin A40 Somerset
      Nogen skønhed var bilen ikke ligefrem, og hvis jeg ikke havde haft et personligt forhold til den, ville den næppe have kunnet fange min opmærksomhed. Men jeg synes nu alligevel, den har sin egen troskyldige charme med de barnlige basunkinder og tætsiddende Basedow-øjne. Det var en mindre udgave af Austin A70 Hereford, men stadig en forholdsvis stor bil, og man kan undre sig lidt over, at den kunne klare sig med en 1200 kubikcentimeter motor – det samme som en Folkevogn. Men det behøvede ikke gå så hurtigt dengang. Man kørte planløse søndagsture og drak termokaffe i vejkanten på krydsfinérbordet, der kunne klappes sammen, så det lignede en stor, fladtrykt kuffert. Det var det på sin vis også, for her gemte sig de fire vakkelvorne klapstole, man skulle bruge til at sidde på, når man sådan var på picnic, og som lugtede af gammel skuffe.

      Men det var selvfølgelig på Austinens bagsæde, jeg tilbragte det meste af tiden. Min plads var lige bag førersædet, hvor jeg med imaginært rat og gearstang manøvrerede bilen sikkert gennem trafikkens hvirvler med overlegne bevægelser. Desværre havde jeg ekstremt veludviklede anlæg for køresyge, og ...

      Jeg må hellere holde her. Som Gowings siger: det skal ikke dreje sig om biler alt sammen.

      Kategori: | 15 kommentarer

      Nissen flytter ind - og hvad der videre hændte..

      Efter fire stive timers ophold i garagen, har køleren i min bil skiftet navn fra Valeo til Nissen. Det skal imidlertid ikke kun handle om biler hele tiden i disse spalter. Efter at vi i det Gowingske hjem har indført eget rugbrødsbageri, introduceres flere og flere nye gør det selv initiativer; her til aften var det færdiggørelsen af en marmelade, men ikke en hvilken som helst marmelade: Tro mod den ånds-anglofili som dyrkes her på bloggen, er der selvfølgelig tale om bitter appelsin marmelade, nemlig.


      Opskriften er modificeret fra vores grøntsagspusher Aarstiderne og den går sådan her:

      Bitter appelsin marmelade

      8 pomeranser med skal, skåret i kvarte
      1.5 liter vand
      Sukker- se opskriften nedenfor
      Passende beholder (tætsluttende marmeladeglas)


      Kernerne fjernes fra pomeranserne, hvorefter de hakkes til små stykker i en food-processor. En 5 liters gryde vejes og frugt og vand blandes heri. Lad det stå i 24 timer. På anden-dagen koges blandingen i en halv time. lad igen stå i 24 timer. Vej gryden med indhold og tilsæt en sukkermængde med samme vægt som indholdet. Lad blandingen småkoge i en time til der opnås en tyk konsistens. Fyld marmeladen på glas skoldet i kogende vand, og luk tæt til umiddelbart efter ophældning. Lægges glassene med marmelade i en gryde med 85 grader varmt vand i 20 min, forlænges holdbarheden til ca. 3 måneder.

      Som man ser, skal man føle sin trang til bitter appelsin marmelade i god tid.

      Level up: Skyl glasset i en god whisky, inden marmeladen hældes på...

      Kategori: | 7 kommentarer

      En fandens god kop kaffe

      Havde jeg haft en harddiskrecorder, var den nok kommet på fast nattevagt hos TV 2, der i øjeblikket viser David Lynch' Twin Peaks hver nat på et malabarisk tidspunkt, hvor anstændige borgere som Gowings og undertegnede er travlt beskæftiget med at få deres skønhedssøvn.

      Gamle tv-serier har det ellers med ikke at kunne tåle genoplivning i efterfølgende årtier, men jeg er ret sikker på, at lige præcis Twin Peaks har kultmateriale også til senere generationer. Prøv fx at se klippet her med David Lynch himself, hvor det vrimler med detaljer, der kan hæve eventuelle sjunkne livsånder:



      Hvad skal man begynde med? Agent Coopers og Gordon Coles fuldstændig ens antræk? David Lynchs bindegale råbehoved? Den sukkersøde, lækre Shelley Johnson bag disken? Harrys tømmermænd? Den vrantne dame i cafeen med sin cherry pie? Det var den slags små scener, der gjorde den dystre, surrealistiske Twin Peaks spiselig.

      Ingen glemmer agent Coopers konstante behov for a damn good cup of coffee, heller ikke det japanske kaffefirma Georgia, der (mis?)brugte Twin Peaks til en hel stribe reklamer, da serien var på sit højeste i Japan (der ligger 15 af dem på YouTube):



      Man bærer over, gør man ikke?

      Kategori: | 6 kommentarer

      Forbrydelser og straf i Hastings anno 1940 - 1945

      I den lille sydengelske by Hastings, kendt fra andre tidligere historiske sammenhænge, udspiller sig det ene drama efter det andet: mennesker slås ihjel, der bedrages, stjæles. Alt imens krigen tager til, og bomberne begynder at falde, knokler en kriminalkommissær sammen med sin krigsinvalide assistent og deres kvindelige chauffør med at holde kriminaliteten i ave. Kriminalkommissær Foyle er en opdigtet, men uhyre troværdig hovedperson, i BBC-serien Foyle's War skrevet af Anthony Horowitz, forfatter til bl. a. "kriminalkommissær Barnaby" (Midsummer Murders).

      Selvom set-up'et i "Barnaby" og "Foyle's War" på overfladen synes meget lig hinanden, så er de uden sammenligning iøvrigt. Skuespilleren Michael Kitchen gør hele forskellen i hovedrollen, der impersonerer den ubestikkelige, stiff upper-lip (der var det udtryk igen!), superbritiske kriminalkommissær, der spidsindigt, og med en konstant underbemanding, tager kampen op mod forbrydere fra landadel og arbejderklasse, og i ny og næ, en sympatisk tysk spion eller en fortvivlet landsforræder. Serien er så gennemført britisk og tiden omkring og efter 2. verdenskrigs start gør ikke serien mindre interessant, specielt fordi serien virker så godt researchet og flot gennemført rent scenografisk.

      Christopher Foyle fisker med flue, har en søn der har gået på Oxford og nu er i RAF (Foyles kone er død) og han lever og ånder tilsyneladende for de to ting ud over sit arbejde. En helt igennem sympatisk mand. Cummings og jeg selv er erklærede fans og hvis du missede serien, da den gik på DRs kanaler, kan den nu erhverves på DVD. Indtil videre er sæson 1-3 udkommet med danske undertekster, men hvis man kan klare sig med det smukke engelsk som skuespillerne taler, så er der yderligere 3 sæsoner og endda nye afsnit, som ikke en gang har været vist på DR, på vej. Jeg kan næsten ikke vente...

      Michael Kitchen i rollen som Kriminalkommissær Foyle.

      Kategori: , | 6 kommentarer

      Hjernegymnastik for æggehoveder

      Som den skælm han er, kreerede min blogosfæriske kompagnon Gowings i går behændigt to helt nye bilmodeller ved at bytte rundt på logoer og modelbetegnelser fra to hæderkronede bilmærker (det ene mere hæderkronet end det andet, vil Gowings formentlig hævde), så man blev ganske tummelumsk i hovedet. I den forbindelse rinder begrebet kimære, som vil være alle læsere af denne blog bekendt, mig i hu, og det er naturligvis kun for min egen skyld, at jeg repeterer definitionen: græsk fabelvæsen sammensat af dele fra forskellige dyr, fortil løve, i midten ged, bagtil slange:

      Kimære
      For en halv snes år siden overførte Bibliopaten, alias Jes Stein Pedersen, fænomenet til bøgernes verden i sin klumme i Politiken med en kimæreleg, som læserne kunne muntre sig med. Den gik ud på at finde på bogtitler med tilhørende fiktive forfattere med udgangspunkt i 1) rigtige forfatteres og andre kendte menneskers navne samt 2) allerede eksisterende bogtitler, men også genstande, virksomheder og institutioner.

      Min egen Top 20 ser ud som følger:

      Jane Austin: Stolthed og Fordvogn

      Exupéry Andersen: Den lille prins med svovlstikkerne

      Hergé Christian Andersen: Tintin-soldaten

      Karen Biksen: Syv fantastiske opskrifter

      Jan Danfoss: Radiator

      Erich Maria Ditlevsen: Intet nyt fra barndommens gade

      Numberto Ecco: Skoens navn

      Agatha Ejersbo: Mordkraft

      Bent Fabricius-Bastian: Ind i Musakken

      Kenn Fjollet: Jordens Gøgler

      Samuel Brixtofte: Venter på Bordeaux

      Erling Ibsen: Kunsten at græde i et dukkehjem

      Steg Larsson: Mænd der æder kvinder

      Gertrude Magritte: Une rose n'est pas une pipe

      Marquis de Nørretranders: Mærk Smerten

      Arthur Conan Ramsland: Baskervilles hundehoved

      Klaus Rifskjær: Den kroniske skyldner

      Jamie Shakespear: Stor postej for ingenting

      Gamle Ole Steinbeck: Ost for Paradis

      Joseph Ørting: G-punkt 22

      Fortsæt selv – weekenden er reddet!

      Kategori: | 23 kommentarer

      Hvad gik galt? II

      Nu skal det hele ikke handle om biler og det er måske lidt hurtigt at følge op på et tidligere indlæg. Men alt imens jeg ledte efter illustrationer til det forrige "hvad gik galt" indlæg, gjorde jeg en observation, der efterlod mig noget nedslået. Selv om vi nok er mange, der så det komme. Åbenbart har Citroën set lyset ved at kopiere tidligere Opel designs i frembringelsen af deres nyeste mellemklassebil. Opel har så til gengæld haft lyst til at ryste posen, som det før i tiden var Citroëns varemærke at gøre. Det går ikke, så jeg har lige klippe-klistret lidt...

      Citroën Astra
      Opel C4

      Sådan – så er det på plads.

      Kategori: | 2 kommentarer

      Årstidens håndvåben

      Snevejret fik sit comeback i aftes, og her til morgen nød jeg det privilegium at skovle 60 meter vej fri for sne i ensom majestæt. I ét af mange usete øjeblikke så jeg naturligvis mit snit til afføre mig handskerne og genopfriske kunsten at forme en gedigen snebold.

      Allerede her fornemmer jeg de første protester, og eventuelle gigtforskere blandt læserne vil antagelig ryste på hovedet af forargelse, men jeg fastholder, at effektive snebolde kun kan formes med de bare næver. Varmen fra hænderne får sneen til at smelte en anelse og danner dermed den tynde skorpe, som er nødvendig for at holde sammen på snebolden. Hvem har ikke som barn prøvet at lave en snebold med behandskede – eller endnu værre: bevantede – hænder med det demoraliserende resultat, at snebolden hang fast i ulden og gik i stykker?

      Men ellers er fremgangsmåden enkel: dyk om muligt en halv snes centimeter ned, hvor sneen allerede er en anelse komprimeret og dermed letter arbejdet med ammunitionen betydeligt. Tag sneen op med hulede håndflader og begynd at trykke den sammen lidt efter lidt, idet du med elegante bevægelser lader sneklumpen rotere. Øg presset lidt for hver gang, du klemmer – hvis du trykker for hårdt fra starten, er snebolden dømt til at falde fra hinanden. Når du begynder at kunne mærke modstand, er snebolden ved at være færdig. Fortsæt med at lade bolden rotere, indtil du har modelleret en perfekt kugle, og snebolden er skudklar.

      Af gammel vane søgte jeg på nettet efter en passende illustration, indtil jeg kom til det resultat, at illustrationer turde være overflødige. Men undervejs i søgningen opdagede jeg til min forfærdelse, at man nu kan købe op til flere typer af aggregater til fremstilling af snebolde – se her og her. Hertil er kun at sige: 'Jeg græmmes' – og tilføje et dybt suk.

      Kategori: | Kommentarer

      Hvad gik galt?

      Vi mænd af betydning går selvfølgelig meget op i biler og bil-design. Men hvor Cummings, efter eget udsagn, ikke længere gider beflitte sig med bil-reparation, er jeg - som kører i en 16 år gammel, fransk bil, med alt hvad det indebærer af aldringsproblemer - henvist til at tilbringe et ikke uanseligt antal timer med hovedet under kølerhjelmen. Utætte pakninger, møre vakuum-slanger og tomgangsbesvær. Når det nu er tilfældet: Hvorfor ser min bil så ikke sådan ud? Og hvorfor er den ikke lige så ukompliceret?


      Ingen over, ingen ved siden af.

      Kategori: | 5 kommentarer

      En duft af jeg ved ikke hvad

      Mænd af betydning elsker selvsagt duften af bøger om morgenen, men vi er ingenlunde alene. Kunstneren Rachael Morrison, der også er bibliotekar på Museum of Modern Art i New York, bruger sine frokostpauser på systematisk at snuse sig igennem alle museets bøger og fører protokol over sine duftoplevelser med karakteristikker som 'cigarrøg og te', 'armhule' og det, der er værre.
      DuftprotokollenIndtil videre har hun registreret duften af 150 af museumsbibliotekets 350.000 bind, så der er et stykke vej endnu, før missionen er fuldført.

      Apropos, men med garanti uden forbindelse med Rachael Morrisons projekt, tillader jeg mig at gøre opmærksom på firmaet Christopher Brosius Limited, der har skabt sig en forretning ved at fremstille parfumer for dem, der hader parfume, blandt andet In The Library. Duften er kopieret fra en af fabrikantens yndlingsbøger – han var så heldig at finde et signeret eksemplar i London for nogle år siden, oplyser hjemmesiden. Desværre forbliver titlen en fabrikshemmelighed, men bogen er indbundet i russisk og marokkansk skind, slidt klæde og dufter svagt af møbelpolitur, kan man forstå.

      Kategori: | Kommentarer

      Jeg tror nok jeg kan tåle mere jul end de fleste


      Om juletræet

      Og skraldemanden efter det kom;
      Men børnene syntes ikke derom,
      dengang det på vognen knejste.
      Det var jo rigtignok vissent, men
      det var dog, som om en gammel ven
      for sidste gang fra dem rejste.
      (Fra Peters Jul, af J. Krohn)

      Kategori: | Kommentarer

      Velkommen til

      »Uden hr. Pooters dagbog må ethvert soveværelse anses for umøbleret.«
      Lord Rosebery, august 1910

      Citatet ovenfor er fra Jørgen Stegelmanns danske oversættelse, En Mand af Betydning, af brødrene George og Weedon Grossmiths The Diary of a Nobody, der først gik som føljeton i det engelske satire-magasin Punch og siden udkom som bog i 1892.

      Mr. Pooter, the nobody, er en fuldblods-britisk, stiff upper-lip, gennemsnobbet middelmådighed, der bor i London-forstaden Holloway beliggende øst for Hampstead Heath og nord for City, hvor han eksemplarisk passer sin dont som kontorist på et advokatkontor. Bogen beskriver i dagbogsform hovedpersonens genvordigheder med familie, venner og arbejde med en klassisk engelsk humor, hvis kombination af bidende ironi, men også kærlig indlevelse, gør denne bog til en bibel for anglofile i den ganske verden, uanset nationalitet. Bogen har den samme helsebringende virkning overfor hverdags-tristesse som kombinationen af en lænestol, et glas portvin (stort), en kamin-ild og udsigt til tusmørke over sne i haven, byens tage, eller hvordan nu ellers udsigten tager sig ud for dig, kære læser.

      Denne side, eller blog om man vil, betitlet med inspiration fra bogen ovenfor, vil omhandle stort og småt som det opleves og refereres af os, Hr. Pooters bedste venner, og hvem ved måske kommer flere til?

      I al beskedenhed
      Cummings & Gowings

      Kommentarer