Låge nr. 8: Mig og Rudolf

I mange år har det som bekendt været god tone at holde igen med forbruget, ikke mindst af miljømæssige årsager, og som de gode samfundsborgere vi er her i huset, har vi ikke givet hinanden julegaver i årevis. Men pludselig blæser der andre vinde, der nærmer sig orkanstyrke ved Christiansborg og omegn. Nu må vi pligtskyldigst iføre os spenderebukserne for at få gang i produktionen og redde samfundsøkonomien. Så blæse være med miljøet.

'Men hvad skal man ønske sig til jul, når man nu strengt taget har alt, hvad man har brug for?' tænkte jeg i aftes og gik ud i køkkenet for at åbne en flaske vin i håb om, at indholdet gradvist ville stimulere fantasien til at kaste en ønskeliste af sig. Og vupti! Allerede inden jeg havde fået proppen af flasken, meldte den første geniale idé sig, for den gamle proptrækker var ærlig talt ikke, hvad den havde været. Den var fra Irma og havde kostet godt og vel 9 kr i tidernes morgen, så den måtte vel koste mindst det dobbelte i dag. På den anden side kunne jeg jo godt se, at det næppe ville resultere i voldsomt mange nye arbejdspladser, så måske skulle jeg sigte lidt højere end Irma. Jeg satsede derfor instinktivt på Politiken, som engang var en avis, men nu har forvandlet sig til Illums Bolighus og Magasins værste konkurrent, og webshoppen viste sig da også at rumme løsningen: en Spiegelau Grand Cru proptrækker fra Chateau Laguiole, som lignede den fra Irma, men til en pris af 1.549 kr. Måske var det lige i overkanten, men fidusen var, at man – herunder husets frue, som jeg havde tiltænkt giverrollen – i kraft af vores abonnement kunne få denne brillante proptrækker for sølle 1.389 kr. Helt ærligt, hvad var der at betænke sig på?

Nå ja, det kunne selvfølgelig være, at den ville blive revet væk til den pris, så jeg besluttede mig til at udtænke et alternativt juleønske for en sikkerheds skyld. Med henblik på at dele sol og vind lige mellem landets førende feinschmeckermekkaer klikkede jeg mig herefter ind på Magasins hjemmeside, og da rødvinen heldigvis allerede havde gjort sin virkning, fandt jeg lynhurtigt noget, jeg faktisk ikke havde, og som jeg ikke begriber, at jeg på nogen måde har kunnet undvære i alle de år, jeg efterhånden har tilbragt på denne planet: en næsehårstrimmer med indbygget lys.

Om det bliver proptrækkeren eller næsehårstrimmeren, der kommer til at ligge under træet og lyse op den 24. spiller ikke den store rolle for mig. Det afgørende er, at jeg får sparket produktionen og landets økonomi i gang, så jeg igen kan føle mig som den ansvarsbevidste samfundsborger, jeg altid har bestræbt mig på at være.

Helt uden betydning er det selvfølgelig ikke, at proptrækkeren og næsehårstrimmeren har en central feature til fælles. De giver begge lys i næsen, som det hører sig til, når det er jul.