Låge nr. 17: Yippee-ki-yay, motherfucker!

Hvordan gik det nu lige til at en serie heftige action-film, med Bruce Willis som den slagfærdige kriminalbetjent John McClane gik hen og blev en juletradition? Die Hard I og II har begge opnået denne status (to'eren er min favorit) og de har ikke noget at lade hinanden høre i forhold til lede, usympatiske skiderikker, der forsøger at ødelægge den gode julestemning. Men McClanes enmandshær fixer det hele til sidst, efter at han er gået så grueligt meget igennem - og har mumlet en serie uforglemmelige one-liners, som den der udgør titlen på dagens låge. En bemærkning der iøvrigt falder samtidig med, at han sætter ild til en jumbojet.

Vores forældre havde Nøddebo præstegård, men for dælen den holder altså ikke mere. Akkurat samme skæbne lider flere af de støvede gamle sager fra Hollywood æraen omkring 1950 - selvom der også er en del der kunne tåle et gensyn. Hvorfor ser man aldrig Spencer Tracy og Kathrine Hepburn film mere? Scenen er overtaget af nye gerne engelsk producerede film, hvor Cummings præsenterede, hvad der også er min all time klassiske julefilm i kalenderen sidste år. Men altså synes der at være opstået en genre man kunne betegne 'juleactionfilm'. Jeg ved ikke med jer, men jeg sidder der igen i år, når det går løs i Dulles Airport - og det selvom jeg tror, at der ikke falder én eneste replik, som vi ikke kan på fingrene i forvejen.