Låge nr. 8: Mig og Rudolf

Rudolf med den røde tud I mange år har det som bekendt været god tone at holde igen med forbruget, ikke mindst af miljømæssige årsager, og som de gode samfundsborgere vi er her i huset, har vi ikke givet hinanden julegaver i årevis. Men pludselig blæser der andre vinde, der nærmer sig orkanstyrke ved Christiansborg og omegn. Nu må vi pligtskyldigst iføre os spenderebukserne for at få gang i produktionen og redde samfundsøkonomien. Så blæse være med miljøet.

'Men hvad skal man ønske sig til jul, når man nu strengt taget har alt, hvad man har brug for?' tænkte jeg i aftes og gik ud i køkkenet for at åbne en flaske vin i håb om, at indholdet gradvist ville stimulere fantasien til at kaste en ønskeliste af sig. Og vupti! Allerede inden jeg havde fået proppen af flasken, meldte den første geniale idé sig, for den gamle proptrækker var ærlig talt ikke, hvad den havde været. Den var fra Irma og havde kostet godt og vel 9 kr i tidernes morgen, så den måtte vel koste mindst det dobbelte i dag. På den anden side kunne jeg jo godt se, at det næppe ville resultere i voldsomt mange nye arbejdspladser, så måske skulle jeg sigte lidt højere end Irma. Jeg satsede derfor instinktivt på Politiken, som engang var en avis, men nu har forvandlet sig til Illums Bolighus og Magasins værste konkurrent, og webshoppen viste sig da også at rumme løsningen: en Spiegelau Grand Cru proptrækker fra Chateau Laguiole, som lignede den fra Irma, men til en pris af 1.549 kr. Måske var det lige i overkanten, men fidusen var, at man – herunder husets frue, som jeg havde tiltænkt giverrollen – i kraft af vores abonnement kunne få denne brillante proptrækker for sølle 1.389 kr. Helt ærligt, hvad var der at betænke sig på?

Nå ja, det kunne selvfølgelig være, at den ville blive revet væk til den pris, så jeg besluttede mig til at udtænke et alternativt juleønske for en sikkerheds skyld. Med henblik på at dele sol og vind lige mellem landets førende feinschmeckermekkaer klikkede jeg mig herefter ind på Magasins hjemmeside, og da rødvinen heldigvis allerede havde gjort sin virkning, fandt jeg lynhurtigt noget, jeg faktisk ikke havde, og som jeg ikke begriber, at jeg på nogen måde har kunnet undvære i alle de år, jeg efterhånden har tilbragt på denne planet: en næsehårstrimmer med indbygget lys.

Om det bliver proptrækkeren eller næsehårstrimmeren, der kommer til at ligge under træet og lyse op den 24. spiller ikke den store rolle for mig. Det afgørende er, at jeg får sparket produktionen og landets økonomi i gang, så jeg igen kan føle mig som den ansvarsbevidste samfundsborger, jeg altid har bestræbt mig på at være.

Helt uden betydning er det selvfølgelig ikke, at proptrækkeren og næsehårstrimmeren har en central feature til fælles. De giver begge lys i næsen, som det hører sig til, når det er jul.

Kategori: . Bookmark permalink.

9 Kommentarer til Låge nr. 8: Mig og Rudolf

  1. Tak for grinet. Fik for år tilbage, et salt/peber sæt af min mand og den yngste søn. De var motoriserede og med lys i. De blev bytte promte. Min mand og sønnike var meget spændte, da gaven skulle åbnes. De var klar over, at enten elskede jeg disse rædsler, eller også ville de få dem lige i nakken. De nåede at dukke sig. Desværre.

  2. Tak for inspirationen, Folehaves univers. Nu har jeg et punkt mere på ønskesedlen!

  3. den proptrækker er helt til grin til prisen. Du skal have en two-step model - ikke et retrodesign fra dengang man fik skåret fingrene af kniven bagpå:

    http://sitestory.dk/wordpress/2013/08/11/tjenerproptraekkeren/

    - Og den koster desværre ikke meget mere 50-70 kr.

  4. Mange tak, Gowings. Men på den måde kommer vi jo aldrig ud af det finansielle dødvande ...

  5. Peter Pedal

    Se, det var en rigtig julehistorie - tak for den.

    Dovne Robert siger, at vi skal holde op med at producere luksus-ting.

    ..

    Jeg fandt i aften i bytterummet i abkb.dk en pose med prinsessebøger fra Disney og andre forlag. Nogle af dem var billedbøger med tekst - andre var med klistermærker i. Der var også indpakkede ballerina-agtige prinsessesko og en lyserød hat med.

    Men skal jeg give dem til min niece på seks år? Hun elsker at lege prinsesse, men jeg er imod Kongehuset og den slags kønsroller.

    På den anden side kan jeg skåne miljøet ved at bruge disse helt fine og ubrugte bøger som julegaver.

    Hvad skal jeg dog gøre?

  6. Det er på tide, at kongehusets monopol bliver brudt, og alle prinsesserne får noget konkurrence. Bare give din niece både prinsesseskoene og prinsessebøgerne, så hun er godt funderet. Hør hende eventuelt i dem.

  7. Hold da op et godt tilbud! Men tror du ikke, at det med den lysende næse kommer helt af sig selv efter et vist antal julesjusser...??

  8. Tjo, Mia, man kunne da forsøge ...

Skriv en kommentar