Låge nr. 2: Julen er kagernes fest

Panforte efter alle kunstens regler Og det skete i de dage – helt nøjagtig i går – at der udgik en liflig duft fra Casa Cummings' køkken, som fik mundvandet til at gå over sine bredder langs hele nordkysten. I ovnen befandt sig nemlig en springform med en julekage in spe, og eftersom husets beboere havde besluttet, at denne jul skulle være the jul to end all juls, var det ikke en hvilken som helst julekage, men derimod en vaskeægte panforte af italiensk afstamning, der lå og gassede sig bag glasruden. Aromatiske kastevinde af kanel, muskat, nellike, ingefær, appelsin, kakao, ja kort sagt allehånde, bølgede gennem stuerne og blandede sig med de blå toner fra Billie Holidays Christmas Moments-album, som blandt andet udmærker sig ved ikke at indeholde en eneste julesang. Men Summertime skal man nu heller ikke kimse ad, selv om man lige har taget hul på december måned, hvor the living også helst skulle være lidt easy.

Ingensinde før havde vi bagt, endsige smagt den legendariske og efter sigende ultimative toscanske himmerigsmundfuld, der ventede os. Vi plejer højst at kunne svinge os op til at bage en ladning brunkager, færdig. Forventningerne var derfor spændt til bristepunktet, og da Mrs. Cummings og jeg ved fælles hjælp havde fået den centnertunge julespecialitet lempet ud af ovnen, kunne vi dårligt vente med at sætte gafler og tænder i den. Men vi gjorde det ikke. Ifølge op- og forskrifterne måtte vi styre vores lyster og vente hele natten, til kagen havde været i køleskabet og fået den rette temperatur og konsistens. Så vi slog koldt vand i blodet.

For mindre end en time siden tog vi en bid af den udsøgte delikatesse. Ingen af os sagde noget. Herefter pakkede vi den ind i husholdningsfilm, som skrevet stod, bar den andægtigt udenfor, og diskret nynnende Chopins begravelsesmarch satte vi kurs mod affaldsbeholderen, hvor vi efter en kort mindehøjtidelighed tog afsked med den søde, vamle og klæbrige kaloriebombe og la dolce vita.

Vi havde naturligvis været omhyggelige med ikke at tabe den undervejs, så vi undgik at få knust de små, fine knogler i fødderne.

I dag skal vi bage brunkager.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

12 Kommentarer til Låge nr. 2: Julen er kagernes fest

  1. Ved nærmere eftertanke, så kunne i måske have boret et hul i midten af den og brugt den som reservehjul til trillebøren... :)

  2. Genialt, capac! Samtidig kunne vi have droppet styrketræningen, men nu er det desværre for sent ...

  3. Hehe.. For lidt og for meget.. :-) jeg tror også jeg foretrækker en lille brunkage.

  4. -Men den er meget malerisk, må man sige.

  5. Åh hvor er det dog synd - med lidt opfindsomhed kunne den måske have været tørret, malet og brugt som krydderi!

    Jeg tænker at Panforte er for unge mennesker. For tiden foretrækker jeg suppe og kartoffelmos, men det er en helt anden historie.
    Jeg går og drømmer om at finde en opskrift på "plum-cake". Men om jeg nogensinde vil kaste mig ud i forsøget på at lave sådan en? Usandsynligt selv om man aldrig skal sige aldrig!

  6. @Inge: Ja - og måske en enkelt vaniljekrans :-)

    @Gowings: Som at skue ud over den toscanske højslette!

    @Donald: Jeg er lige ved at tro, at du kan bruge min panforte-opskrift til plumkagen, hvis du bare tilføjer cocktailbær og bagepulver ...

  7. Ærgerligt, ærgerligt. Også, at den ligger på bunden af skraldespanden og ikke lade sig løfte op og bruge som kombineret parasolfod/fuglefoder.

  8. Fruen i Midten, det vælter jo formelig ind med gode ideer! Nu mangler vi bare, at nogen anbefaler den som klods om benet for maritime selvmordskandidater.

  9. Det falt dere aldri inn å kaste den i min retning?

  10. Det ville være en fysisk umulighed, Hege, men jeg tager opfordringen ad notam til brug ved fremtidige bagekatastrofer.

  11. Stand-up kemikeren

    jeg ville heller ikke have noget imod at den kom min retning - den ser helt rigtig ud. Måske er I bare ikke italienske nok i jeres julesmag ?

  12. Kære stand-up kemiker, jeg tror vi har begået en alvorlig fejl ved ikke at give den stakkels panforte mulighed for at komme til fornuft. En anden opskrift end den, vi lod os forføre af, men som var stort set identisk, anbefaler at kagen trækker i mindst 2 uger, før man kaster sig over den – et koncept, vi muligvis vil afprøve til næste år. Nu må vi se ...

Skriv en kommentar