Låge nr. 7: Tilværelsens ulidelige lethed

"Du vil blive rigtig glad for det, når du bliver voksen. At du kan spille et instrument". Gowings senior ville selv gerne have haft tid til at lære at spille trompet. Han havde en trompet, men den blev mest brugt til 'møntbetaleanordning' når den yngre generation indrettede stuegulvet til HT-bus. Men altså, Gowings gik til spil; først trompet, og da tandsættet skulle justeres ind til voksenlivet skiftedes til trækbasun, eller trombone. Basblæsere har større mundstykke, hvorved forhindredes at overlæben blev revet itu på tandsættets pigtrådshegn.

Men Gowings var ikke til at spille, det interesserede ikke et pluk. Når  skolen havde krævet sit, var der meget lidt tid i forvejen til det virkelige, rigtige liv. Så det med at øve blev ikke til så meget, og mest hvis mangelen på træning udløste et møgfald fra spil-læreren. Jeg kan udemærket sætte mig ind i mandens frustration; han var musiker i det kongelige kapel eller noget lige ved og næsten; det har været ulideligt at overvære, den ene gang efter den anden, at der absolut intet fremskridt var i spilleriet. Det hele blev ikke bedre af, at en uvidende musikskoleleder indstillede den unge Gowings til kommunens 'Brazz-band'; det var endnu en eftermiddag beslaglagt. Hvorfor blev jeg dog ved spørger du? hvorfor sagde jeg ikke bare nej tak? DET, er et rigtigt godt spørgsmål. Men det gjorde jeg ikke - og min ven, der også gik til trompet og havde det som mig, gjorde heller ikke.

35 år efter er Gowings begyndt at løbe. Jeg hader at løbe. Jeg har altid hadet at løbe og har aldrig kunnet se pointen. Jeg løber to gange om ugen nu. Langsomt øger jeg distancen. For den største barriere, her et stykke tid efter anderledes konkrete startproblemer, er psyken. Jeg skal psyke mig selv til at komme afsted to gange om ugen - i al slags vejr. Og ja, der er ikke mange, der havde set det komme - at jeg skulle løbe rundt i godt nok ikke helt tidssvarende løbetøj. Men med alderen bliver man lidt ynkelig i takt med visheden om egen dødelighed: "Memento mori".


Og nu er det så begyndt at dæmre for mig, hvad det var for en mekanisme, der udløstes, når jeg hver uge troligt drev mig selv til spil i sin tid. Udover en nu umoderne følelse af at 'man gør færdigt, hvad man er begyndt på', så var det den kolossale lykkefølelse, efter at spilleseancen var overstået. Den tunge gang til spilletimen - og derefter turen hjem, let om hjertet, lykken ved at vide at der var en hel uge til, at det gentog sig. Det delte ugen ind: tiden før spilletimen - spilletimen - tiden efter spilletimen. Og selv om det muligvis har lidt mikromasochistiske undertoner, så kan den følelse af frihed og lykke, der følger efter overstået sur pligt, ikke overgåes. Det er en grundfølelse. Lidt ligesom at cykle hjem fredag eftermiddag.

Det må være det samme der udgør succesen bag løbeseancen; den deler ugen ind - selvom jeg nok tror, at jeg begiver mig ud på løbeturen noget lettere om hjertet, end da jeg i sin tid gik til spilletime. "Jamen, det lyder ligeså idiotisk, som at tage for små sko på og derefter glæde sig over tage dem af" kunne du indvende, kære læser. Men kan du selv sige dig helt fri for lignende situationer? "Det skal være skidt, før det kan blive godt". Jeg skal ikke længere trætte dig med min lommefilosofi.

Og Gowings senior havde ret: Jeg har nu en trompet, som jeg spiller på indimellem - og ja, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gav den en skalle dengang for 35 år siden.