Nej, her er ikke tale om et nyt akronym for tvivlsomme klima-organisationer, eller ditto internationale aftalefora; Næh, her er tale om et mere eksklusivt selskab - sådan opleves det ihvertfald. For er der en følelse, der gennemsyrer hver eneste deltager, så er det fornemmelsen af at være vidne - eller direkte medvirkende som I skal høre om lige om lidt - til en meget lokal verdensbegivenhed. Vi er i teaterets verden; nærmere bestemt London Toast Theaters verden. Nærmere bestemt: CCC - Crazy Christmas Cabaret.
Dette teater er leveringsdygtigt i den særlige britiske teaterform: en blanding af cabaret, teater og gøgl. En teaterform som gør en dyd af at gå under bæltestedet. Og ikke mindst: at spille på kendte temaer og figurer i et nyt set-up, men på en måde, så disse er let genkendelige fra år til år, hvilket hurtigt afslører erfarne og uerfarne CCC-gængere. Sidstnævnte betegnes Crazy Christmas Cabaret Virgins, hvoriblandt en yndlings-virgin udpeges hvert år. De sidste (jomfruerne) må studere de første (de rutinerede) for at kunne følge med med. Men altsammen på en meget fin og indlemmende måde. Og uundgåeligt nok så har vi allesammen været CCC-virgins. Lidt ligesom alle ritualerne der hersker omkring en 'Ørkenens Sønner' forestiling.
Et af ritualerne er et intermezzo i forestillingen, hvor én blandt publikum bliver hevet op og gjort grin med på kærlig vis (sagt mest for ikke at afskrække nogen fra at gå ind og se CCC). Hvis man iøvrigt kender Gowings' behov for at optræde sammen med cirkusklovne, gøglere på strøget eller sammen med den 'sjove mand' ved firma-arrangementet, så ved man, at jeg er at finde på bageste række i cirkus, i den anden ende af strøget eller 'desværre er forhindret' den pågældende dag. Men for det første kan man ikke vide sig sikker, bare fordi man sidder bag søjlen på bageste række i Glassalen. Dernæst er 'hvor tarvelig og fesen kan man være' gabestokken af gigantiske dimensioner, når Vivienne McKee eller en af hendes medspillere inviterer dig op på scenen.
Og ganske rigtigt: for nogle år siden - for familien Gowings har set CCC siden 2006 - så blev jeg hevet op på scenen. Det var i 2008, forestillingen hed Hamlet's Private Dick - ja, så er niveauet lagt - og Gowings skulle give den som Hamlets far, der forgives og falder død om på scenen. Vivienne McKee og David Bateson er hårde læremestre, så det blev til tre meget teatralske, umisforståelige og passionerede dødsfald på scenen foran en fyldt Glassal.
Det er klart, at med alderen har jeg fået et langt mere afslappet forhold til at blive til grin, men den varme stemning - og ja, kærlighed til publikum - som CCC lægger for dagen, gør at selv stivstikkere som Gowings stiller op.
Os, der har stået der på de skrå brædder med CCC i Glassalen, tilhører en ekslusiv klub, så er det sagt; lidt i stil med ridderne af Dannebrog, strømpebånd og elefanter og hvad de ellers hedder. Og vi har alle et bevis derpå...
Hermed varmt anbefalet.
CCC og Ørkenens sønner står højt på underholdnings top 10 her i huset.. :-)
Jamen dog. Så har jeg hørt det med. De skrå brædder. Bukker i ærbødighed. Næsegrus af beundring.
Gowings, du overrasker bestandig! Jeg medbringer min autografbog til næste redaktionsmøde.
Inge, jeg vidste I var kvalitetsbevidste.
Takker, takker, folehaves univers.
Kære Cummings, vi lærer bestandigt nye sider af hinanden at kende.