Låge nr. 13: Midt i den mørke nat...

Luciamorgen med luciabrud, Staffan stalledräng, terner, og luciaboller. Det lyder som en gammel tradition, det er det ikke. Ikke her i landet. Sankta Lucia har lagt navn til dagen og skikken herhjemme er så ny, at den nærmest ikke er en skik. Men i Sverige har de fejret helgeninden siden middelalderen som en lysfest, hvor årets korteste dag i den dengang julianske kalender netop var fastsat til d. 13 december. Luciabrud med hele menageriet har sin oprindelse i begyndelsen af attenhundredetallet i form af en morgenvækningstradition fra Vestsverige, der - selvfølgelig må vi sige - havde sit udspring på herregårdene. Bonden var jo stået op for længst, væltet ud af den varme alkove og gået igang med at malke, da de endelig fik tændt ild i lysene, fik kransen på hovedet og hevet de safrangule boller ud af ovnen oppe hos hr. greven. Det kan man læse mere om rundt omkring på nettet. Herhjemme er det første registrerede luciaoptog fra så sent som fyrrerne, altså under krigen.

I det Gowingske barndomshjem blev vi vækket kl. 0 og sat foran det sort/hvide, hvor optoget fra årets udvalgte landsby hinsidan, transmitteredes direkte på en af de hele to kanaler. Hertil serveredes te og boller. Nogen år var vi selv aktive og gik optog til naboer og underboer. Så jo, Lucia har været i mit liv ganske længe. Og det fortsætter, som I kan se på billedet nedenfor fra sidste år, hvor fru Gowings holder den gode tradition i live.

Måske værd at overveje for De damer derude? Ha' en god dag.