Noget af det bedste ved december er, at et hvilket som helst impulskøb kan retfærdiggøres med kodeordet kalendergave. Sådan en har jeg lige givet mig selv, og når der så oven i købet er tale om en bog, har man samtidig taget alle moralske pegefingre og forbrugskritiske opstød i opløbet. Heller ikke regnskovsfanatikerne har noget at komme efter, for den af mig indhandlede kalendergave er nemlig en helt og aldeles papirfri e-bog.
Henrik Palle har skrevet en ny 'krønike' om Dan Turèll, og hyggeligere julelæsning kan en gammel Turèll-fan næsten ikke tænke sig. Det skulle da lige være Peder Bundgaards
Superdan fra 1995, som også lige er blevet genudgivet i anledning af, at det nu er tyve år siden, den sortneglede poet, flanør og samfundsrevser fra Vangede døde. Der er flest faktuelle informationer og førstehåndsberetninger i
Superdan, for Peder Bundgaard har det forspring at have været bonkammerat med Dan Turèll og er så godt som samme årgang. Den begejstrede grønskolling og beundrer Henrik Palle har en mere causerende og verbalakrobatisk stil, som man genkender fra Politiken, hvor han slår sine sproglige kraftspring til daglig. Men begge bøger er underholdende og oplysende. De supplerer hinanden fint.
Men ak, al den fryd og gammen kan vi jo ikke have! Så for ikke at kvæles i overdreven julehygge og konfitterknas må vi nok hellere lade hovedpersonen selv få det sidste ord i dette anliggende:
Ja, julen er ubærlig, og derfor kunne det heller ikke falde os ind at bære den ud. Men lov mig at bære over med
Gowings, når han hygger videre i morgen.
Jeg er næsten sikker på det er lækker læsning.
Det er det, Sidse. Jeg prøver at læse lidt langsommere, så det varer længere.
Vangede Billeder og Onkel Danny Fortæller har gået deres sejrsgang igennem tre generationer hos Gowings. Som min salige mor omtalte DT, da han tog Lyngby Stadsbibliotek med storm en gang sidst i halvfjerdserne: "Åh, kan er god ham Tur Danell.
- Men hun var også god for bemærkningen:" - Har De så måske læst E. M. Forsters 'Værelse med Vindue?".
Men godt, at hun kunne lide ham, Gowings :-)
Helt (eller næsten) uden nogen forbindelse kommer jeg til at tænke på min skolekammerat, der efter at have smagt på et eller andet, han ikke havde smagt før, udbrød: 'Det smager som at stikke fingeren ud ad vinduet!'
Dan Turèll fortalte at det hjalp på medieopmærksomheden, da han malede sine negle sorte. Det har været engang i 1981.
Donald, man kan læse i bogen, at det var Turèlls daværende samlever Anneli Berg, som i 1974 gav ham det første lag lak, men ideen var ikke ny. I begyndelsen af 1970'erne havde Queens forsanger Freddie Mercury sort lak på neglene, og Lou Reed anvendte såvel øjenmakeup som neglepynt, da han poserede som led i markedsføringen af sit David Bowie-producerede sologennembrud Transformer. Jo, Henrik Palle kommer skam vidt omkring :-)