Raske drenge og raske beslutninger

En stor del af min barndom henslæbte jeg med et hæfteplaster på et af knæene, for dengang gik drenge altid med korte bukser og faldt og slog sig hele tiden. Det var min mor, der anbragte plastrene, og det var også hende, der fjernede dem igen. 'Kom, så skal jeg nok tage det af lige så stille, så det ikke gør ondt,' sagde hun, og lige så snart hun havde fået fat i plastret, flåede hun det af på samme måde, som når man starter en påhængsmotor. Det gjorde ondt som ind i helvede, men det var hurtigt overstået, og jeg hoppede på den hver gang.

En uddannet pædagog ville nok mene, at der var tale om et traumepådragende tillidsbrud, men heldigvis har jeg stadig krisepsykologen til gode. Bortset fra det har jeg lige læst på en amerikansk mandeblog, at det er den eneste rigtige måde at fjerne et plaster på, og ikke nok med det: plasterfjerningen kan med fordel bruges som metafor for problemløsninger i mange andre af livets forhold.

Som eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man bruger tøsemetoden med at lirke plastret af og trække pinen ud, nævner indlægget Mac'ens far Steve Jobs, der fik konstateret kræft i bugspytkirtlen på et stadium, hvor der stadig var gode chancer for at overleve. Men han brød sig ikke om tanken om at blivet skåret i og forsøgte sig derfor med diæter og alternative helbredelsesmetoder i stedet for. Først da han langt om længe indså, at det ikke virkede, accepterede han den traditionelle behandling, men da var det for sent. 'And the world lost a great visionary,' lyder konklusionen.

Så næste gang, jeg falder og slår hul på knæet, vil jeg bruge min mors metode, når plastret skal af igen. Det må være nok, at verden allerede har mistet ét geni.