Læseri

Forleden dag kunne Google oplyse at romanen 'Ulysses' af James Joyce havde 90-års dag. Ulysses - bogen mange gerne ville have læst, men ikke gider binde an med (jeg har dog læst 'Kattene fra Beaugency' højt for ungerne). Der er flere værker i den dur. For at blive i det irske: Samuel Becketts forfatterskab: hvor mange kan påstå at de med stor fornøjelse har læst noget af ham? - Langt færre end de der tørt har konstateret, at en ven eller veninde 'venter på Godot'. Nogen der har læst Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid'? Og i en anden boldgade: hvem har egentlig læst Dumas 'Greven af Monte Christo'?



Jeg har ikke været god til at passe mine klassikere. Men jeg var engang med i en læseklub - og dette er ikke et forsøg på at genoplive sådan en - hvor vi læste 'Dorian Grays Billede' af Oscar Wilde (igen en irer), Cervantes 'Don Quijote' (som jeg blev helt vildt begejstret for og snart skal læse igen), Thomas Manns 'Huset Buddenbrook' (en god læseoplevelse, men ligefrem en nobelpris...). Dantes 'Guddommelige Komedie' - der ikke var ikke guddommelig - bortset fra 'helvede'.

Jeg har læst Garffs 'SAK' og Tudvads 'Kierkegaards København', men et tidligt forsøg på at gå ombord i 'Begrebet Angest' strandede, og med den lysten til at læse mere af hr. Søren. Jeg har faktisk helt frivilligt og med stor fornøjelse læst H. C. Andersens rejseskildringer - i særdeleshed 'I Spanien'.

Jeg har været slem til at fordybe mig i biografier og historiske værker (sidst Tom Buk-Swientys bøger om sidste slesvigske krig). Jeg har været igennem alt hvad der kom ud fra RUCs kuvøser - noget bedre end andet - om nationens uafslappede forhold til vore landsmænds indsats på østfronten. I direkte forlængelse heraf Antony Beevors fire mursten: Stalingrad, Berlin, D-dag og Den Spanske Borgerkrig.

Jeg kommer aldrig frivilligt til at læse andet af Steinbeck end 'Månen er Skjult'. En tre måneders tærsken løs på den åbenlyse symbolik i 'Perlen' ødelagde det forfatterskab allerede i folkeskolen, uagtet at det modsatte sikkert var ambitionen.

Ligenu læser jeg Søren Ulrik Thomsens digte. Jeg har aldrig været til poesi før bortset fra Tur Dannels (som min salige mor kaldt ham) 'Tja-a cha-cha', men det er ligesom om, at det bliver mere interessant med alderen.

Nåh, men der skal jo også være tid til at læse Skalk og se X-factor.

Hvad læser I?

Kategori: ,. Bookmark permalink.

6 Kommentarer til Læseri

  1. Efter at have færdiglæst hele krimiserien af Jussi (A.O.), står den på biografien "Balladen om Marie" af Tonni Arnold.

  2. Blogs... :-) og ind i mellem Jussis krimisreie..

  3. I mine yngre dage læste jeg rigtig mange klassikere, for selv om jeg ikke er akademiker, så var jeg i familie med mange sådanne - og når de læste de romaner, der hørte til deres pensum, så læste jeg dem også. Ikke for at være solidarisk, men fordi jeg var nysgerrig... ;-)

    Nu til dags læser jeg mest faglitteratur, bl.a. fordi jeg jo skriver semi-faglige artikler. Og så fordi jeg godt kan lide at blive klogere. Problemet er bare, at jeg har en hukommelse som en si, så spørgsmålet er om det virker... ;-)

    PS. Jeg elsker også H.C. Andersens rejseskildringer...

  4. Spændende Gowings! Jeg har lige læst Tom Buk-Swientys biografi om Jacob Riis og er nu i gang med Lea Korsgaars om Githa Nørby. Men ellers har Ken Follet været det store hit i det sidste år: Jordens søjler, Uendelig verden og Giganternes fald ...
    Dejligt at I har åbnet bloggen igen ;-)

  5. Det med klassikerne er vist klassisk. Nogle er det blevet til, og mange er lagt til side, fordi de helt enkelt var for kedelige. Dog synd med Steinbeck. "Øst for paradis" er formidabel, men vil man nyde hans prosa helt uden symbolik, kan jeg varmt anbefale rejsebeskrivelsen "På rejse med Charley," hvor han kører gennem USA i en specialbygget autocamper. Rejsekammeraten Charley er Steinbecks franske puddel.

  6. Inge og Per, jeg har aldrig læst Jussi Adler Olsens bøger Måske, har jeg et handicap med krimier...

    Mia, der er ikke noget som inspiration. Selv læser jeg også dagligt mængder af faglitteratur, og det er helt sikkert en grund til, at jeg ikke får læst så meget skønlitteratur som jeg gerne ville.

    Madame, jeg har også læst biografien om Riis. Den var ligeså velskrevet som de to om 1864.

    Eric, det kan være, at jeg med alderen kan udvise så meget storsind, at jeg vil åbne mig for Steinbeck igen. Men som du kan regne ud, blev han godt og grundigt trukket ned over os stakkels poder i sin tid.

Skriv en kommentar