(Foto af Sven Türck)
"Nerverne som glas på resteniler
skøjteløb på Bagsværd sø
kærlighed i kolde biler
og så er man sgu bange for at dø"
skøjteløb på Bagsværd sø
kærlighed i kolde biler
og så er man sgu bange for at dø"
(Gasolin' - M. Mogensen)
Som barn var den helt store vinterfornøjelse indtagelsen af Lyngby sø, Bagsværd sø og kanalerne som forbandt dem og den omgivende mose - på skøjter. Alt var syet om af kong frost til et kæmpe eventyrlandskab, langt fra voksne og med muligheder for helt nye lege og senere mødet med fremmede piger fra helt andre lokaliteter end der, hvor man selv lige havde sin gang.
Alt dette affødte en ikke ringe evne til at begå sig på skøjter. Skøjter, som man igennem voksealderen for et beskedent beløb, byttede sig til stadig større størrelser af hos skærsliberen i Likørstræde, i Lyngby. Heldigvis tog vi det ikke så nøje om skøjterne, hyppigst kunstløbere, var hvide eller sorte, selvom man da godt kunne drømme om et par helt nye sorte.
Dengang var der ikke finanskrise, som I nok husker, der var økonomisk istid over flere årtier. Så nye skøjter lå ikke lige for, når man kun havde jul og fødselsdage til at gøre noget ved situationen og i forvejen ønskede sig hele verden.
Vel vidende at isen slår hårdt, når den kommer op imod en, udviste jeg i starten den største forsigtighed. Lidt senere blev bevægelserne mere afslappede, mere nonchlante, og jeg nåede klimaks, da jeg med kroppen, sindet og stemningen fik fat i 'Gowings, 12 år, på Lyngby sø'. I et sving blev jeg så kåd, at jeg ville forsøge mig med at sætte en fod foran den anden, på den elegante måde man ser i fjernsynet, og som jeg en gang har mestret til fuldkommenhed under udførelsen af flere på hinanden følgende forlæns og baglæns otte-taller.
To sekunders lykke og tredive dages påmindelse om sagens virkelige tilstand - når man sætter sig på enden ret ned på isen, med fødderne over hovedhøjde, så lander man på coccyx (latin for halebenet) og to vandstråler står ufrivilligt, vandret ud af øjenhulerne - også selvom man har passeret de fyrre og nærmer sig de halvtreds. En tårepiblen man dog efter få sekunder, længe før nogen bemærker det, har fået fuld kontrol over. Siden har jeg kunnet holde mig i skindet, selvom vejret og fru Gowings iført nye hvide kunstløbere, godt nok frister.
Denne historie minder mig i den grad om det år, hvor vi forærede min mor et par kunstskøjter i julegave. Min mor havde ikke sparet os andre med historier om, hvor meget skøjteprinsesse der var over hende, når hun svingede sig ud på barndommens tilfrosne søer og fjorde. Nu var der bare det ved det, at datidens skøjter ikke var forsynet med de skarpe savtakker, som der findes på de nyere modeller, og som man på fremragende vis kan bruge til at sætte af med elegant og let, både når det gælder fremdrift og piruetter. Hvis man altså lige ved og har vænnet sig til, at de er der. For min mor var ikke helt bekendt med deres brug, da hun for allerførste gang gled ud på isen i Frederikshavns skøjtehal iført de nye skøjter.
Fremad sprang hun og satte af - hvilket resulterede i et mavefald af dimensioner, der rystede både hal og andre løbere, så der stadig går historier om dengang en ændre frue overmodigt entrede isen deroppe nordpå.
Resten af dagen befandt min mor sig i tryg nærhed af banden, mens vi andre kæmpede med at holde latteren tilbage. Og ordet "Skøjteprinsesse" er aldrig kommet over vores læber siden :o)
Gowings og Nina, tak for to stykker uforglemmelig prosa. Også jeg græder – af ubehersket morskab!
Desværre kan jeg ikke selv bidrage til antologien med andet, end at jeg selv har måttet lide den tort at måtte performe i hvide kunstløberskøjter (min storesøsters, som jeg dog siden fik sværtet sorte ...)
Nina, jeg føler med din mor. Tak for historien der vidner om, at jeg blot er en blandt ihvertfald to.
Cummings, til gengæld kunne vi løbe på skøjter...
Isen er altså virkelig blevet meget hårdere end den var dengang.. og også uhyggelig meget mere glat.. Det er ikke fair, når hovedet stadig tror på at det er lige så let som det ser ud til.. og ben og krop ikke husker det samme.. :-)
Inge, det er lige det. Og så falder man også noget længere og tungere, end da man først begav sig ud på isen :)
jeg er istaget!
det er grangiveligt som at være på Lyngby sø igen. lyden, når man selv eller en nærskøjtende bremser hårdt op.
og fart og tempo hænger sammen med fornemmelse for frihed.
var det kun min årgang der syntes det var vanvittigt elegant at skøjte med en skøjtebeskytter i hver hånd? eller var vi bare offer for angsten for beskytterforlis?
Åh av, jeg føler med dig! Jeg var også klar til at deltage i skøjteløbermesterskaberne som barn, hvor jeg strøg hen over isen som en lille isdronning. I ældre udgave fik jeg pludselig lyst til at gentage succesen; dog havde jeg så stor respekt for MIT haleben og diverse, at jeg pakkede mig ind i (mange) tykke lag. Ikke meget isdronning dér - snarere en Michelinmand på glatis... ti hi
Jeg har aldrig haft fornøjelsen. Is på sø var ikke noget, vi sådan havde til overmål i barndommens Esbjerg. Men historierne fik mig til at huske på Niels Malmros' Kundskabens træ, hvor der er nogle magiske scener på og omkring en tilfrosset sø...
@capac: Noget med en dynamolygte, ikke?
Regitze, skøjtebeskyttere var noget for de priviligerede førstegangsejere. Noget som vi andre bare kunne drømme om...
Mia, hvis der bliver en næste gang, vil jeg følge dit eksempel...
Capac, så havde i fornøjelsen at lege på skrueisen. Nemlig, hele vores barndom var en stor gang Malmrus...
Herligt indlæg som fluks bringer mig tilbage til Kollemosen, hvor jeg stod på skøjter med næsten hele Virums ungdom :-)
Uha, jeg kan se isen komme op imod mig - men når man er ung og ikke vejer så meget, så er det jo ikke så slemt, så slår man sig ikke så meget. Ninas historie er mere frygtindgydende - tænk hvad der kunne være sket!
Jeg ser også Kundskabens Træ for mit indre blik, der er noget ved den fortryllelse, som skal opleves.
@Cummings: Der er ting, man ikke glemmer! Jeg bliver helt rød i kinderne! ;)
I øvrigt genså jeg netop denne glødende scene på tysk tv engang og censuren havde klippet lige der, hvor dynamolygtens lyskegle ramte...
Censur? I Tysk TV? Det var dog utroligt, var det før Murens Fald? Var det Østtysk TV?
Idet jeg har fornemmet nogen uro nede på de bagerste pladser og idet at jeg som indslagsbestyrer foranlediget deraf har følt mig nødtvungent til at gense omtalte film - og specielt bemeldte scene - må jeg på det strengeste rekommendere at kommentarfeltet ikke udarter og straks bede om ro i klassen!