Eftermæler

Foto: DR
Engang arbejdede jeg i en stor, offentlig virksomhed med eget personaleblad og dertil hørende pligtstof, herunder nekrologer over afdøde medarbejdere. Jeg husker ikke mange af nekrologerne, men til gengæld glemmer jeg helt sikkert aldrig en undrende kollegas indlæg om de mange gribende, panegyriske nekrologer, afdelingscheferne berigede bladets læsere med. Han var målløs over alle de geniale, dygtige, flittige og på alle måder fremragende mennesker, han åbenbart havde omgåedes hver dag i mange år, uden at nogen havde fortalt ham det, før de var døde. Artiklen var selvfølgelig både dybt ironisk og tveægget. Måske var kollegerne ikke helt så beundringsværdige, som de fremstod i nekrologerne – og måske kunne de godt have brugt noget af påskønnelsen, mens de var i live.

Det er Jesper Kleins død i går og de efterfølgende nekrologer, der får mig til at tænke på indlægget i personalebladet. I dagens aviser er der ingen grænser for, hvor stor en komiker, kunstner og musiker, Jesper Klein var, hvor meget han har betydet for dansk humor og kulturliv og hvor folkekær, han var. Personligt er jeg ikke uenig i, at han var en stor komiker – en af de bedste, og jeg kommer til at savne ham. Men folkekær? Ikke i min bevidsthed, og det er positivt ment. Han var en intellektuel komiker, der krævede viden og sprogligt gehør, hvis man skulle have det fulde udbytte af ham. Aldrig plat, perfid eller ondskabsfuld, og alligevel kunne han være knivskarp. Hvor mange danske komikere kan man sige det om?

Sagen er, at han de sidste tyve år har været kasseret som komiker, måske netop på grund af den eksklusivitet, han stod for. I interviewbogen Jesper Kleins liv og Lykke, som jeg tilfældigvis lige har læst, føler han sig da også selv tydeligvis kørt ud på et sidespor:

I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.

Den desillusionerede, resignerede tone, der grænser til bitterhed, gennemsyrer bogen, og det er egentlig ikke behagelig læsning. Men interessant, fordi man får et indblik i, hvor mærkeligt det må være at opleve pludselig at være gået af mode. For det var det, der skete. Humor kan blive forældet.

For mig er Jesper Klein uløseligt forbundet med Klyderne – topmålet af komik, som jeg glædede mig til at se hver uge i fjernsynet, så længe de fandtes. Og ikke mindst husker jeg en optræden på mit gymnasium, da jeg gik i 1.G. Jesper Klein havde selv gået der en halv snes år tidligere og leverede med perfekt timing og kropssprog en parodi på rektor, som lagde salen ned. Tænk, hvis nogen havde optaget det og lagt det på YouTube!

Det bedste og mest præcise eftermæle i dagens aviser giver Henrik Palle i dette videoklip. Men ellers kan det nok være, at der er meget nonsens at hente rundt omkring – ud over alle de udtrådte superlativer. Ifølge BT var Jesper Klein fx uddannet bibliotekar. Gu' var han ej, selv om han spillede rigsantikvar i en julekalender. Men jeg er sikker på, at det ville have moret ham at læse.

Andre uofficielle nekrologer her og her.

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

10 Kommentarer til Eftermæler

  1. "Eftermaeler" er den perfekte overskrift for mig, for Jesper Kleins stemme er saa stor en del af min barndom at jeg blev helt trist, da jeg hoerte han var doed; som om var det en jeg kendte i virkeligheden.

    Godnathistorierne fra "Helmer har et hus" er stadig noget af det skoenneste boernetv jeg husker fra min barndom. Alting var saa stille og hyggeligt og Helmers far (jeg mener det var bamsen der hed Helmer) var saa god til at putte og saa havde han saadan en fantastisk feltseng! RIP Jesper Klein!

  2. Tina, jeg tror, vi er mange, der har det, som om vi kendte ham i virkeligheden.

  3. Det citat fra Klein-bogen fik mig til at tænke - oh måtte guderne forbarme sig over mig - at det måske var godt at Mozart ikke blev ældre end 35 år. Men på den anden side blev hans musik bedre til sidste øjeblik. Det samme gælder alle de andre komponister, som var unge hele livet, Schubert (31) Chopin (39), Mendelssohn (38) og der er vist flere. En kunstner burde have lidt mere karrierevejledning, for: når man er 40 må man enten finde en anden stil eller begynde at sælge fitness-video'er - eller hvordan?

  4. Ingen tvivl om, at relativt få i den yngre generation kender Jesper Klein, men han var et talent da han var i vælten i 70'erne og 80'erne.


    Hilsen

    Bent
    http://simlåst.dk/

  5. Du har absolut ret Cummings, Jesper Klein var i et årti eller to sammen med en mindre gruppe begavede mennesker stort set enerådende indenfor børne- og ungdoms underholdning og den 'alternative' voksen underholdning. Klyderne, Jytte Abildstrøm, Thomas Winding, Poul Nesgaard samt og deres kolleger stod for en kvalitet og en bestemt tilgang til deres publikum, der som du skriver, krævede noget af sine tilhørere. Det var en form for underholdning der ikke længere kan mase sig igennem den lamme form for stand-up, platheder, amerikanske TV-serier og døgnflue præstationer der dominerer området nu. Dog, hvis man genser programmerne og har roen på sig, så bliver det klart at det stadig i den grad holder, og det gælder også de yngre generationer skulle jeg hilse og sige...Amen!

  6. @Donald: Jeg tror, du har ret i, at der kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at flytte sig, fordi der blæser andre vinde. Men det bliver sværere, jo længere tid man venter ...

    @Bent: Enig!

    @Gowings: Jeg synes bestemt også, at stilen holder, men også inden for humor er der trends, og man må bare konstatere, at JK's form ikke har kunnet holde trit med genrens tiltagende fladpandisering, som du beskriver så præcist.

    Jeg var engang med til at udvikle et radioprogram, og da vi skulle brainstorme på titlen, havde jeg som alle andre en håndfuld forslag. 'Det lyder som noget, Jesper Klein kunne have fundet på,' blev der sagt om et af dem, og egentlig tog jeg det som en kompliment. Sådan var det ikke ment. Året var 1992 :-)

  7. (....Jeg hader at sige det, men var det noget med, at da Lykke Nielsen kom ind i billedet, så var det faktisk ikke så morsomt mere?....)

  8. Hader også at sige det, men jeg synes egentlig, at hun hverken gjorde fra eller til.

  9. Peter Pedal

    Jeg leder efter et klip, hvor Jesper Klein taler til et kamera om enten Storebæltsbroen eller Øresundsbroen - evt. en kritik af en kommende bro.

    Klippet fik i sin tid mine øjne op for Jesper Kleins komiske talent. Det var vidunderligt.

    Engang var jeg medlem af Romansk Filmklub, og vi fik Jesper Klein til at komme og introducere den vidunderlige tegnefilm 'Trillingerne Fra Belleville' (jeg tror også det var ham, der valgte filmen).

    Jeg havde på det tidspunkt allerede set måske 100 stand-up shows i mit liv - også en hel del fremragende stand-up - men først da jeg så Jesper Klein live gik det op for mig hvor langt man kan komme næsten alene med timing.

    Han fortalte om en skuespiller, som han så op til. Vedkommende sagde - vistnok/muligvis som en kritik af method acting: 'Når man går ind på scenen, så tænder man - og når man går ud af scenen, så slukker man'.

    Jeg talte efter filmen med Jesper Klein, og jeg opfordrede ham til at bruge sit talent for stand-up noget mere. Han sagde: 'Njah, jeg skal på museum'.

  10. Åh - han har taget sine nederlag dybt alvorligt tror jeg ud fra hvad Pedal skriver. Jeg husker nogle flere ting fra sidst i 60'erne omkring Jesper Klein, og jeg tror han havde mange nederlag på forskellige fronter, selv om han havde succes. Hans musikalske talent var så stort og det brugte han kun meget lidt, men for at forstå hans valg skal man kende mere til livets genvordigheder og så tror jeg også man finder forklaringen på at han var så glad for Lykke. Måske lidt på samme måde som McCartney var glad for sin Linda.

Skriv en kommentar