Næst efter Mrs. Gowings...

Mit fædrene ophav, Gowings senior, kommer ind medbringende en bakke med te, citronskiver, mariekiks, eller de nye bastogne småkager, og forlader rummet igen. Fru Gowings sidder på sin seng med puder i ryggen og fjernsynsbriller på. Gowings junior ligger krøllet sammen i den lille cowboy-stof beklædte sofa fra Ikea. Frøken Gowings ligger på gulvet (tabte den korte kamp om sofaen). Der tændes for det "fikse" lille Philips TV, sort/hvid, og rettes på stueantennen (alle holder vejret). Damen på bjerget toner frem og kranses ind af stjerner, navne flimrer over skærmen, vi er igang. Det er søndag.


På skærmen toner 'Prinsessen holder fridag' frem og Gowings junior er fortabt, forgabt, i Audrey Hepburn. Ingen piger i klassen ligner Audrey, hun er uden for konkurrence, hun er en gudinde - helt derovre fra Amerika. Begejstringen for den vævre skuespillerinde har ikke fortaget sig her 35-40 år efter det første møde med miss Hepburn. Herregud, der er så mange fantastiske skuespillerinder fra samme tid, både ude og hjemme, men i min verden er ingen over, ingen ved siden af.


Audrey Hepburn, der vandt en Oscar for sin rolle i 'prinsessen holder fridag' (Roman Holiday), har, ligesom alle de store Hollywood skuespillerinder, en aura over sig af noget særligt. I hendes tilfælde kan en bemærkelsesværdig barndom og opvækst have været medvirkende til at give hende karakter allerede i en ung alder. Og i modsætning til andre, også gode skuespillerinder, optræder hun aldrig vampet. Audrey udstråler en enorm integritet på trods af det uskyldige, lille-pigede, fristes man til at sige, udtryk.

Olesen og Olesen, de to poetiske brødre som nu holder pause fra arbejdsfællesskabet, har udgivet en stribe meget lytteværdige Albums. Et af dem, 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika' indeholder nummeret 'Audrey Hepburn' der siger det hele.


Gregory Peck, dit heldige asen...

Kategori: ,. Bookmark permalink.

11 Kommentarer til Næst efter Mrs. Gowings...

  1. Hun var også utroligt yndig og fuld af stil. Jeg husker hende nok allerbedst i My Fair Lady, og jeg er sikker på, at mine mange filmoplevelser med hende har været med til at give mig en vis idé om, hvordan man opfører sig "pænt"... ;-)

    PS. Marilyn Monroe havde lidt af den samme sødme, ikke?

  2. Jo Mia, men så alligevel ikke. Marilyn Monroe havde det samme, men ligesom på en anden måde hvis du forstår...

    :)

  3. hehe.. misundelse er en træls fætter.. ;-)

  4. Ja Inge, men jeg kan jo også godt (nu) se en solbrændt Gregory Pecks charme i forhold til en 12- til 13-årig hvid asparges :)

  5. Melder mig straks i fanklubben! Jeg har lige været inde på YouTube for gense at det smukke par drøne rundt i Rom på Vespaen skarpt forfulgt af paparazzofotografen i Topolinoen, og det er utroligt så mange 'remixes' og hyldester, der er til filmen. Du/vi er tilsyneladende ikke alene :-)

  6. Det var et dejligt kig ind i jeres søndagshygge dengang for længe siden - det minder meget om, hvordan det forgik hos os, bortset fra at det var mig, der vandt kampen om sofaen :-)

  7. Nej Cummings vi er ikke alene, men nu er vi heldigvis et sted i livet, hvor vi gerne deler :)

    Kan man tale om en kult-film? min fornemmelse er, at det er ikke den rigtige betegnelse, selvom den har klassiker-status.

    Kære Madame, måske var der bare ikke så mange variationer over det tema (at være sammen søndag eftermiddag) dengang :)

  8. hvor lyder det bare HYGGELIGT! man ser det hele for sig. og ja. Audrey formår stadig at få alle os andre kvinder til at komme i god kontakt med vores indre elefant.
    uden at hade hende.

  9. Regitze, der var også en frøken Gowings mere, men hun havde den alder, hvor man ikke sidder hjemme en søndag eftermiddag...

  10. Anonym

    Hun må ha vært verdens vakreste.

  11. Anonym

    Ѕo - "N�st efter Mrs. Gowings..." - I woulԁ nеveг haνе thought it would be so gooԁ
    a rеad аs thiѕ. Now I shοuld finаllу go
    аnd dо ѕоme WORK!

    mу ωebsіte :: best loan offers

Skriv en kommentar