Sherlock Holmes vender tilbage

Engang i fordums tid havde jeg en detektivklub sammen med to kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere. Vi var glødende fans, og den slags går ikke over, bare fordi man bliver voksen, så jeg har stadig hang til gaslys og hansom cabs.

Skiltet ved Baker Street 221B
Ulempen ved at være fan af fiktive romanpersoner, skabt af afdøde forfattere, er som bekendt, at man må tage til takke med det, der allerede er skrevet. Der er intet nyt under solen, og det kommer der heller ikke. Og dog, nu lysner det måske en anelse for Sherlock Holmes-fans verden over.

Noget tyder nemlig på, at Sherlock Holmes nu følger i James Bonds fodspor. I anledning af Ian Flemings 100 års-dag for et par år siden fik en vaks forlægger den lyse idé at få forfatteren Sebastian Faulks til at skrive en ny James Bond-roman i bedste Fleming-stil, og nu har The Conan Doyle Literary Estate konspireret med den højprofilerede manuskript- og især børnebogsforfatter Anthony Horowitz om at udgive en ny roman om mesterdetektiven i Baker Street 221B.

Bogen udkommer til september, men detaljerne omkring udgivelsen bliver behandlet som en statshemmelighed for at skærpe sulten og købelysten hos publikum. Man har dog afsløret, at scenen stadig er victoriatidens London (ja, hvad ellers?), og forlæggeren har stillet i udsigt, at Horowitz' 'passion for Holmes og hans overlegne fortællekunst vil garantere, at denne nye historie ikke alene vil slå benene væk under enhver Conan Doyle-aficionado, men også få et helt nyt publikum til at tage mesterdetektiven til sig.'

Den får kort sagt ikke for lidt. Det gjorde den genopståede James Bond heller ikke, men til gengæld fik bogen en ilde medfart af anmelderne, der for det meste betragtede historien som noget i retning af et skrabelod med lidt mere end en nitte som gevinst.

Man kan håbe, at det kommer til at gå lidt bedre med go'e gamle Sherlock i ny aftapning. Men under alle omstændigheder skal omsætningen nok komme op i omdrejninger. Eller sagt på en anden måde: der er penge i lortet! (pardon my Cockney, eller hvad det hedder).

Via.

Kategori: . Bookmark permalink.

14 Kommentarer til Sherlock Holmes vender tilbage

  1. Jeg er en Sherlock Holmes båtnakke; jeg er kommet halvt igennem 'Baskervilles Hund'. Derimod elskede jeg TV-serien, som sendes igen for tiden med Jeremy Brett i hovedrollen. jeg kan godt lide fortolkningen som denne skuespiller lancerer, blandingen af sociopat og morfinist med vanvittige øjne...

  2. fuldstændigt udenfor kontekst og det skal ikke gentage sig:
    må jeg bare gerne lige sige at jeg synes, at der er enormt hyggeligt herinde hos jer?

  3. @Gowings: Se, nu er jeg jo vokset op med Basil Rathbone som Sherlock Holmes, og for mig er han den eneste rigtige. Men hårdt presset bliver jeg desværre nødt til at indrømme, at Jeremy Brett er en langt mere kongenial Holmes, hvis man sammenholder med bøgerne. Så det skal man lade være med.

    @Regitze: Det må du vældig gerne – og hyggeligt at have besøg af dig :-)

  4. Når du fortæller om Sherlock Holmes, kommer jeg til at tænke på en speaker, der annoncerede, at klokken 15 rykker Baskervilles Hund ud :O) Da det var på et af de mere højpandede programmer, var der ikke et øje tørt ...

  5. @Madame: Det kan jeg mærkeligt nok også huske! Det var på P1, og speakeren var Elith Nørreholm, efter at han var holdt op med at lave børneprogrammer. Måske var det erfaringerne herfra, der slog igennem :-)

  6. Med sådan en kontrast er der ikke noget at sige til, at man kommer til at grine. Sjovt at du kan huske det, Cummings, det synes jeg er nok så bemærkelsesværdigt :-)

    Jeg har lige et spørgsmål. Serien med Jeremy Bretts blev efterhånden som tiden gik mere og mere velanskrevet, og der findes en "episodeoversigt" og mange gode noter på engelsk Wikipedia. Allerede der mener jeg at have set Horowitz' nævnt (og du siger også at han var manuskript-forfatter, ikke?) Og jeg mener at han allerede i de senere episoder begyndte at omkalfatre, og endda tilføje ideer, og gjorde det så godt, at al folket jublede :)

  7. @Donald: Jeg bliver dig svar skyldig med hensyn til Horowitz' engagement i The Adventures of Sherlock Holmes. Jeg kender intet til ham, bortset fra hvad jeg har kunnet læse i den Guardian-artikel, jeg linker til nederst i indlægget. Men nu slog jeg ham lige op på Wikipedia, og her kan jeg se, at han har skrevet manuskript til tv-serierne Hercule Poirot, Midsomer Murders (Barnaby) og Foyle's War, som min kompagnon Gowings tidligere har reklameret for her på bloggen. En produktiv mand, må man sige!

  8. Åh, det er gjort før. En eller anden rimeligt nutidig forfatter skrev nogle glimrende opfølgende Sherlock Holmes historier. Navn og titel ligger lige på tungen, og det var ikke "Arsenik".

    Med min mani for alfabetisme står de imidlertid ikke under Doyle, og jeg kan ikke huske forfatterens navn. Klappen er gået ned, og titlerne kan jeg heller ikke huske.

    Jeg vender tilbage når/hvis. En af dagene, når nattefrosten slipper sit greb, bliver der vel lejlighed til en aftentur langs reolerne.

  9. Jamen jo, det var det, som jeg syntes at jeg kunne huske, altså, at Horowitz havde skrevet for Midsomer Murders, Foyle's War og andet godt, det er især Foyle, som gav mig respekt for hans håndværk *og* sans for menneskeskæbner og karaktertræk. Det var så smukt, det meste, gribende. Jeg synes den serie minder os om hvor grusomt det var at Hitler & Co. bombarderede London.

    Jeg søgte på episode-manuskript forfattere på "Brett-Holmes" men fandt heller ikke svaret, jeg glemte at søge på Horowiz/witz så tak for at du fik opklaret dette.

  10. Hyggeligt at gøre de herrers bekendtskab, vi kommer uden tvivl til at se mere til hinanden i fremtiden...

  11. @Ditte: Fornøjelsen er helt på vores side – velkommen til!

  12. En reolransagning afslørede, at forfatteren, jeg tænkte på, hedder Nicholas Meyer. Jeg er den glade ejer af "The West End Horror" (1976) og "Den snigende gift" oversat fra "The Seven-Per-Cent Solution" (1974).
    Han har også skrevet "Target Practice", men om det er med SH, ved jeg ikke lige.

  13. @Eric: Tak for informationen – den er skrevet bag øret!

Skriv en kommentar