Har man kendt mage?

I går åbnede Qatar Motor Show 2011, og især gør Volkswagen sig bemærket med sin 235MPG, der imponerer med at kunne køre 235 miles per gallon, altså rundt regnet 100 km/l omregnet til hjemlige mål. Den imponerende brændstoføkonomi skyldes det lette, kulfiberforstærkede plastickarosseri i tæt samarbejde med den aerodynamiske facon.

Ved første øjekast forekom udseendet mig lidt vel futuristisk, men samtidig var der også noget bekendt ved formerne, og en nærmere ransagning af hukommelsens fjerneste krinkelkroge gav pludselig udslag på aha-detektoren:

Den tjekkiske Tatra 87 er fra 1947 og var tegnet af fabrikkens chefdesigner Dr. Hans Ledwinka. Godt nok er den nye VW noget renere i linjerne, men princippet er tydeligvis det samme – bemærk de lukkede hjulkasser bagtil. Ledwinka var for resten østriger ligesom sin jævnaldrende kollega Dr. Ferdinand Porsche, der som bekendt var ophavsmand til folkevognsboblen, og der kan vist ikke være tvivl om, at Porsche var kraftigt inspireret af Ledwinka (hvilket Porsche da også senere indrømmede):

Her kunne man også passende nævne den legendariske Porsche 356, der egentlig mest ligner en fladtrykt Folkevogn:

Så vidt vides, var det på Hitlers opfordring, at Porsche brugte en tidlig Tatra-model som skabelon for Folkevognen, og Tatra indledte da også en retssag i den anledning. Der blev dog sat en effektiv stopper for sagen, da Tyskland invaderede Tjekkoslovakiet og samtidig tvang Tatra til at indstille produktionen. Efter Anden Verdenskrig blev sagen genoptaget , og i 1961 blev der indgået forlig mellem parterne, der betød, at Volkswagen måtte betale Ringhoffer-Tatra 3 millioner D-mark i erstatning.

Her er en Tatra 87 i funktion.

Nu vi er ved noget der ligner, hvad så med den elegante Ursaab fra 1946 – Saab 92001 – den indledende øvelse til den serieproducerede Saab 92?

Kort sagt, der er intet nyt under solen. Men selv om jeg har svært ved at se mig selv bag rattet i den nye VW 235MPG, er der alligevel noget besnærende ved at kunne nøjes med at tanke op en 4-5 gange om året, skulle jeg mene.

Flotte billeder og meget mere om vidunderet her.

P.S. Qatar Motor Show 2011 fortsætter til og med den 29. januar, så det kan stadig nås. Her er 10 gode grunde til at give det en chance.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

13 Kommentarer til Har man kendt mage?

  1. Jamen er det ikke design tyveri for åben skærm, vi er vidne til her.. ;-))
    Eller viser det bare hvor svært det er at være nytænkende og original..
    eller er de geniale tanker i forhold til bildesign tænkt flere gange.. og for mange år siden.. :-)

  2. Jeg hælder absolut til sidste! Somme tider får mennesker de samme ideer uafhængigt af hinanden, undertiden oven i købet samtidig. Men selvfølgelig hugger man også gode ideer fra andre, og det ville være tåbeligt ikke at gøre det, medmindre man da mener, at gode ideer kun må bruges én gang :-) 'Stjæl med arme og ben!' burde være alle kreative menneskers mantra.

  3. Peter Pedal

    Nu vil jeg vide det:

    Hvorfor er det kun de dyre biler, som har et superflot design, når design ikke koster så forfærdeligt mange penge i forhold til produktion og materialer?

    Jeg mener:

    Det kan da ikke passe, at der er en konspiration blandt bilproducenter - en fælles beslutning om at kun dyre biler må være flotte? Jeg kan forstå, hvis de STORE producenter tænker sådan for at tjene penge på de dyre biler - men min logik siger mig, at der før eller siden må være konkurrenter, som gør oprør og lancerer en bil, som er billig og helt vildt flot.

    Det sker bare sjældent. Hvorfor?

  4. @Peter Pedal: Det har jeg egentlig aldrig tænkt over, men du har fuldstændig ret, og jeg aner ikke, hvad grunden er! Måske kunne man tænke sig, at bilproducenterne simpelt hen bare vil have folk til at betale for stilfuldt design, og dyre biler derfor er lækrere at se på. Det hele drejer sig jo om at tjene penge ...

    Andre bud?

  5. Peter Pedal

    Ja, jeg efterlyser også andre bud.

    I mellemtiden: Check evt. http://jp.dk/jptv/nyheder_forbrug/biler/article2320730.ece

    Oh Lord, won't you buy me a Tesla S?
    My friends all drive Porsches, I must make amends.

  6. @Peter Pedal: Ja, så er det jo noget ved elbiler – men prisen ...

  7. Jeg er ikke sikker på andet end, at en del af lille-bil konceptet og det tilhørende "fornufts-signal" ligger i et "grimt" design. Nedenfor er et eksempel på dette:

    http://bilmodel.dk/Biler/Suzuki/Wagon_R/

    Jeg vil dog til en hver tid mene, at der er lavet mange smukke små biler. Jeg nævner i flæng: Citroën 2CV, FIAT 500; -600, Renault 4CV; -4; -5, Peugeot 205 o.s.v. Jeg kan nævne mange flere.

    Man kan så indvende: Jamen de er allesammen fra før verden gik af lave. Rigtigt, men tag så Nissan Micra K12 (som i den grad bærer præg af samarbejdet med Renault) eller Renaults egen Clio II. Og så er der ikke mindst FIATs meget vellykkede genoplivning af 500'eren, som også hvad prisnivauet angår, ligner sin forgænger (i modsætning til BMWs "Cooper mini" og Folkevogns Beetle retromodeller.

    Man skal bare gå til de producenter der tager design alvorligt,- så finder man også design i små-bilerne...

  8. @Gowings: Jeg var faktisk også lige ved at anføre Nissan som eksempel på godt design for forholdsvis billige biler, men jeg synes desværre, det er gået tilbage for Nissan med den seneste sending ...

    Jeg er selvfølgelig enig med hensyn til den nye Fiat 500, men er det ikke snyd? Den snylter jo i den grad på et gammelt design.

  9. ...Men er det ikke det, indlægget handler om? :)

  10. @Gowings: Jo, men nu prøvede jeg lige at forfølge Peter Pedals sidespor :-)

  11. Point taken. Men i virkeligheden er Nissans (firedørs versionen) brug af Renault 4CV som forlæg jo så også snyd.

  12. Har du iøvrigt bemærket forlygternes placering på Tatra 87 :)

  13. @Gowings: Absolut ja med hensyn til Micra og 4CV! Og hvis vi vender tilbage til udgangspunktet for indlægget, går jeg som sagt ind for kreativt tyveri, så jeg er egentlig ked af, at jeg bragte ordet 'snyd' på bane.

    Ja, jeg har bemærket forlygterne på Tatraen, og jeg synes stadig, det er grimt :-)

Skriv en kommentar