Låge nr. 19: Julestjerner

I dag har jeg købt det mest harmoniske, grønneste og flotteste juletræ i kongeriget Danmark. En nordmannsgran af prima kvalitet til en rigtig god pris – set fra sælgerens synspunkt.

Efter at have hjemført træet i triumf, ville euforien ingen ende tage, og jeg skyndte mig at finde julepynten frem for straks at afprøve effekten af et par glaskugler på det smukke træ og i øvrigt sikre mig, at der var tilstrækkelige forsyninger af kors og bånd og stjerner til alle grene. Beklageligvis måtte jeg konstatere, at stjernen, som skulle pryde toppen, manglede, men til gengæld vidste jeg lige præcis, hvad det skulle være for én. Det skulle nemlig ikke være en af de dér gammeldags, kedelige, hvide papstjerner med glimmer på, som vi havde i mit barndomshjem, men et særlig kunstfærdigt og elegant udført eksemplar i metal, som jeg havde spottet på en hylde i Kvickly under mine indkøb i fredags. Heldigvis var der masser af dem, så mig af sted til Kvickly efter den manglende stjerne.

Men nu var det altså ikke længere fredag, men derimod tirsdag, og i mellemtiden må der være et anseligt antal juletræsindehavere med samme smag i julepynt som mig, der havde opdaget, at de manglede en julestjerne. Jeg fik den sidste stjerne, ikke bare i butikken, men i hele byen. Hvid, af pap, med glimmer og dødkedelig. Og lige nu forsøger jeg så at forlige mig med min skæbne og trøster mig som så ofte før med et stykke aproposmusik, som ikke har det mindste med julen at gøre, men er cirka lige så virkelighedsfjernt. Kunstnerne hedder Nina og Frederik:



Undskyld.