Julekort - et nyt fænomen i Gowings verden. Jeg har ellers ryddet op i alle de trængsler, som stort set udelukkende bidrog til at skabe en underliggende stemning af dårlig samvittighed. Følelsen af at have lektier for - lektier som man ikke har lavet endnu og ikke gider at lave - men som på den anden side forhindrer én i at foretage sig noget andet, sjovere, fordi den dårlige samvittighed hele tiden holder lektierne op foran én. Og så den efterfølgende lykkefølelse når man har fået lavet, hvad man er blevet afkrævet, og frit kan bruge tiden på hvad der ligger for.
Men julekortene som jeg sender nu, er udelukkende ment som en hilsen op til højtiden; det er ikke en stiløvelse over årets gang, det er ikke en, mere eller mindre smagfuld opstilling af familien i nissehuer med en status over de enkelte familiemedlemmers gøren og laden bagpå. Det er simpelthen et kort. Et kort til at hænge på snoren eller stille på kaminen.
På en rejse til London sidst i november var fru Gowings og jeg vidne til en yngre kvinde, der sad og redigerede i en liste med navne, der tilsyneladende var rubriceret efter diverse koder. Der var flere tætskrevne sider, som blev vendt og drejet, overstreget, flyttet rundt og føjet sammen. Koderne som alle disse navne var ordnet efter var: NZL, AUS, GBR, USA o.s.v. Det gik hurtigt op for os, at der var tale om en liste over den forestående julekorrespondance. En korrespondance der indbefattede flere hundrede mennesker over hele kloden. Der er vi ikke endnu i familien Gowings, men sikke en julekortsnor eller kaminhylde hun må have.
Musik til kortskrivningen her.
