Mit liv med singler...

Nej, det er ikke tid til amourøse bekendelser. Næh, det handler om sorte, informationsholdige, plastikskiver på en 20-30 cm i diameter, der kan aftastes af sådan en her:

Den første single til 45 omdrejninger som jeg erhvervede mig, var en fødselsdagsgave med en kunstner, som pludselig blev helt præsent, da Madame forleden nævnte Elith Nørreholm. Jeg associerede lynhurtigt til kendingsmelodien til et hans radioprogrammer, nemlig sommerferiebussen.

Det var altså i 5 eller 6-års fødselsdagsgave, at jeg brændende havde ønsket mig og fik "A Banda". En fantastisk melodi med halvtone-skiftets mester, trompetisten - Herb Alpert. Jeg må tilstå, at jeg har for ikke så længe siden generhvervet Herbs musik i form en 'Greatest hits' CD samling. En samling som den yngre generation herhjemme faktisk i nogen udstrækning har taget til sig (når der ikke er andre unge mennesker til stede).

Anyway, siden fulgte flere hjemlån fra musikbiblioteket, og i teen-age årene, drømmen om selv at spille trompet. Men det er ikke nemt at komme til at lyde som Herb. Og slet ikke når man ikke rigtig gad øve sig. Og slet ikke da en bøjle på tænderne forlangte plads i mundstykket og Gowings junior derfor måtte skifte til trombone - eller slet og ret trækbasun. Et instrument, der på trods af at den er svær nok at spille på, ikke rigtig har samme prestige som en trompet (lidt som en "båndløs" bas, hvis det siger dig noget, selvom den jo faktisk netop er omgærdet af megen prestige).

Tilbage til udgangspunktet. Muligvis for at fremme børnenes musikalitet (eller ro i lokalet?) blev det i Gowings juniors børnehave muligt at medtage egne yndlings-singler til fælles aflytning under indtagelsen af den medbragte madpakke. Så sad vi der og lyttede til opbyggelige historier som 'Karius og baktus', 'Folk og røvere i Kardemommeby' eller sange som 'Danse, danse dukke min' eller 'Oles nye autobil'. Da det blev min tur, gav vi den gas, til de voksnes store undren, med den her. I min version 'Pacito Tomas, y su ballet' kan man høre støvletramp og hujen under musikken (jeg har den endnu).

Næste single jeg husker, som skiller sig lidt ud, var en del af en arv fra en datter af en nabo. Anita Lindblom med "kann denn liebe sünde sein" - et swingende og super energisk nummer (synes jeg dengang). Man kan godt sidde og blive lidt bekymret for min musikalske dømmekraft i de tidlige år.

I samme arvede single-samling var også denne ting, der sendte lytteren direkte ned på kajen og til palmerne i Kingston Town.


Noget tidligere introducerede Gowings senior en svensk herre, Evert Taube, der modsat de to sidstnævnte kunstnere, er blevet hængende i min musiksamling. Så sad man og kneb en tåre til den her, og det gør jeg faktisk stadig. Og helt ærligt: Hvilken kæreste/hustru smelter ikke, når hun hører den her (to versioner i en fil- hvilken er din favorit?). En anden svensker der lidt senere fyldte en del i det Gowingske hjem, var hende her - men det var altså i form af en hel LP.

Senere så startede den lange halsen efter frøken Gowings, den ældres, musikalske inspirationer. Hun lagde ud med dem her, og fortsatte med dem her, eller var det omvendt. Pyt, det er en anden historie...

Et problem ved singlen var den korte spilletid. Man spillede den samme sang hele tiden, og ikke sjældent var B-siden ikke værd at lytte til. Jeg kan idag sagtens sætte mig ind i, hvordan et barne- eller teen-age værelse, der konstant radierer den samme sang, igen og igen, har potentiale til at gøre Guantanamo-lejrens forhørsledere grønne af misundelse.

Herefter blev singlerne færre og færre, indtil min karriere som pladevender, eller DJ som det hedder, på skolens diskotek en kort årrække nødvendiggjorde erhvervelsen af ny musik næsten på ugentlig basis. Denne gang dog ikke for mine egne surt opsparede penge, men for stedets kommunale tilskud. Iblandt de allersidste singler jeg husker var så den her, den her og den her.

Der var naturligvis masser af andre sange og instrumentalnumre, der prægede Gowings juniors første år. Men ovenstående er dem der sådan lige sprang frem, da tanken om dette indlæg modnedes. Har du selv en single-biografi?

UPDATE: Svensk er bare et godt sangsprog, og jeg glemte en af de grupper, og dermed også en sang, som i en lang periode fyldte det Gowingske hjem med vellyd. Afspilningsfrekvensen var så hyppig, at der er tale om 'ikke at kunne se skoven for bare træer' i dette tilfælde. Mine damer og herrer jeg giver dem: Hootenanny Singers