En 50 år gammel drøm

Jaguar E
Når en bil som Jaguar E fylder 50, kalder det egentlig på en længere afhandling, men der mangler ikke ligefrem læsestof om det berømte ikon. Og ret beset er det forgængeren, baneraceren model D, der fortjener de fleste roser. E-typen er bare den finpolerede udgave. Designeren er dog i begge tilfælde aerodynamik-eksperten Malcolm Sayer, og det skal være ham vel undt at stjæle fra sig selv:

Jaguar D
Noget helt andet er, at Jaguar E aldrig har haft nogen særlig fremtrædende rolle i mit personlige automobile drømmeunivers. Ikke fordi den ikke er smuk eller særpræget, men nok fordi jeg er gammeldags grænsende til bagstræverisk, hvad sportsvogne angår, og skulle jeg vælge en Jaguar, kunne det ikke blive andet end en XK 150:

Jaguar XK 150
Der er bare det ved det, at jeg hellere vil tilbringe min tid bag et rat end liggende på ryggen i garagen under bilen, og i modsætning til Gowings har jeg fået nok af det sidste. Men har man det lige som mig med oliefingre og topnøgler, og man alligevel ikke kan slippe drømmen om en XK 150, viser det sig, at der nu er andre muligheder. For mon ikke Mitsuoka har skelet lidt til den gamle Jaguar, da de designede Himiko?

Misuoka Himiko
Hvis du ikke finder ligheden slående, så prøv lige at kaste et blik på Jaguarens velformede bagdel:

Jaguar XK 150
... og sammenlign den med Himikoens ditto:

Mitsuoka Himiko
Men hvem kan fortænke Mitsuoka i at genbruge og remixe de stilrene, klassiske linjer, så de også kommer nye generationer til gode? Og så er Himikoen oven i købet eldreven. Elbiler har det ellers med at skulle være übermoderne designet (jfr. Tesla), men hvorfor ikke kombinere det nyeste med det smukkeste? Mitsuoka Motor Co. har min sympati.

For lige at vende tilbage til udgangspunktet: hvis nogen skulle komme forbi Design Museum i London, er der mulighed for at beundre og mindes et eksemplar af den første Jaguar E fra 1961 indtil den 6. marts. Selv om den fylder 50, blev den faktisk kun 24 år.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

16 Kommentarer til En 50 år gammel drøm

  1. Åhhh en rigitg Jag... jeg er egentlig ligeglad med hvilken en af modellerne du kommer kørende i.. jeg skifter gerne sædet i autocamperen ud, med et sæde i en af de fine gamle Jags.. :-))

  2. @Inge: Hvad nu hvis jeg kommer i en elektrisk Himiko?

  3. EN ELEKTRISK BIL.... det kan du da ikke mene.. :-) jeg viger ikke fra sædet i autocamperen for en tur i el-bil.. lyder som en tur i radiobil (jeg aner ikke hvad en Himiko er.. :-)) Nej en af de smukke gamle jaguarer.. så er jeg med.. ;-))

  4. @Inge: Det er en Himiko på det sidste og det tredjesidste billede.

  5. Det ER en smuk bil.. men lyden Cummings.. motorlyden mangler på el-bilerne :-)

  6. En nydelig el-bil, den Himiko. Men det er sjovt som designeren tilsyndeladende er blevet nervøs for at ligheden med XK150'eren skulle blive for åbenlys, og derfor har sat Morgan skærme på. Jeg kan ellers så godt lide netop den mere torpedo-agtige karosse på Jaguaren.

    E-typen var en vist en billig sportsvogn, i sammenligning med hvad ellers engelske producenter havde at byde på (har jeg læst mig til et eller andet sted). Og på mange måder har den sat standarden, visuelt ihvertfald.

  7. Ikke torpedo-, men ponton-agtige karosse. Beklager.

  8. @Gowings: Jeg noterede mig også Morgan-skærmene – og mon ikke også Himikoens særprægede forlygter er inspireret af dem, der sidder på en Morgan Aero?

  9. Den Morgan, må jeg så sige, ligner lidt et monster. Er det ikke et lidt forceret retro-look?

  10. Du har fuldstændig ret. Men den har nu alligevel noget, synes jeg :-)

  11. d'herrer bilnoerder:D
    nu er jeg jo en dreven jaguarpassager (http://vampyrpingvin.blogspot.com/2007/08/tusind-kilometer-senere.html)

    og har det ligesom Inge. biler skal naturligvis være pæne. og de skal _lyde_ pænt.
    ellers kan vi ligeså godt tage bussen. eller autocamperen.
    men derudover - mange tak for udvidelsen, Cummings! jeg er til stadighed forbavset over, hvor meget der sker på elbil-fronten.
    en dag prioriterer man vel også et par diskrete højttalere, der kan gengive den auditive dimension.
    for fornøjelsens - og sikkerhedens - skyld, forstås.

  12. Jeg husker grant din Jaguartur. Og så oven i købet i coupeen, den absolut smukkeste version.

  13. I ved, hvad man siger:"Man skal have to Jaguarer. En til at køre i imens den anden er på værksted".

    :)

  14. Anonym

    "Den smukkeste bil, der nogen sinde er produceret.” Sådan sagde Enzo Ferrari.
    Sådan!!!!!!

  15. @Anonym: Ja, hr. Ferrari havde en udmærket smag. Men hvad var det for en model, han hentydede til?

Skriv en kommentar