Four Jacks fjerdedele

Du, jeg kom lige til at tænke på et musiknummer, da jeg spillede den med Dean Martin for dig nedenunder. Kom, frakken på, nu tager vi ned på "Færgegaarden". Ja, nu hedder det vist Dragør Badehotel. Vi skal lige ned og ha' en Limfjordsporter med sidevogn og smide et par mønter i jukeboxen. Har du småmønter med? Nåh, ikke. OK, men dankortet fungerer fint oppe i baren, så ordner jeg musikken imens. Der er en tom bås derovre, så ses vi der. Mønten i, sådan, og så trykker jeg F8...


Billedet er fra Bo-Bi Bar, og det er en anden historie. Men stemningen, den kender du godt ikk'?

Kategori: ,. Bookmark permalink.

8 Kommentarer til Four Jacks fjerdedele

  1. Weeee Bobi bar.. en fast del af dødsruten.. og John Mogensen var og er formentlig stadig en fast del af den stemning.. skønt gensyn, tak. :-)

  2. Four Jacks, ja. Og før det Blue Boys, og endda en lille musikforretning på Gl.Kongevej, som hed "Blue Boys Shop" - ja jeg ved jo ikke hvad det er for et nummer, du hentyder til, så godt kender jeg dem ikke, jeg tror vi fik for meget i halvtredserne, hvor DR spillede "Happy Days are here again" for mange gange :) Selv om den var go' så opdagede vi jo, at der var en musikverden udenfor DR.

  3. Donald, det er såmænd bare John Mogensens genindspilning af 'Gentle on my mind'. Sangen som Dean Martin synger i indlægget nedenunder. I Mogensens version er det blevet til 'Ensomhedens gade nr. 9'. Faktisk blev jeg først rigtig opmærksom på Dean Martins version - efter at jeg havde hørt denne her. Og jeg synes egentlig, at Mogensens udgave er ret fantastisk.

    John Mogensen havde en gigantisk revival i slutfirserne, begyndelsen af halvfemserne - og jeg var med til festen. Jeg holder faktisk stadig meget af hans ting, men de bliver mest spillet til fester nu, lidt ud på aftenen :)

    Dog, det er ikke mange, om hvem der er lavet opsamlings-albums med så fantastiske en titel: "John" - som han var!

  4. Er det mon Cummings på billedet der fra Bo-BI bar? Jeg hørte engang en montage om dødsruten, ikke kedeligt, men man skulle vist have nogle Limfjords-portere med sidevogn for at klare en nat der :-)
    Rigtig god weekend!

  5. Madame, det er vist ikke umuligt, at Cummings har sneget sig ind foran objektivet. Dødsruten, ja. Virkeligheden er, at da jeg slog mig løs i det spor, da var porter bare ikke sagen :)

    Rigtig god weekend selv!

  6. Peter Pedal

    Stemningen og musikken på Café Intime (på Frederiksberg) er heller ikke så ringe endda.

    For nogle uger siden tog jeg derhen en mandag aften med en musikalsk veninde fra England, som jeg ikke havde set i ti år. Det viste sig, at pianisten, bassisten og sangerinderne kører hvad de kalder magiske mandage - og jeg skal love for, at det var magisk.

    Vi tabte eksempelvis kæbe og mund af forbavselse over en engelsk fyr ved navn Chris Walker (han har mange navnebrødre). Han spillede fuldstændig fabelagtigt klaver og sang godt (inspireret af Rufus Wainwright - men mere behageligt).

    En anden aften så jeg ham på Blågårds Apotek, hvor hans valg af kompositioner var knapt så brilliant.

    Det hører med til forbrugeroplysningen, at Café Intime frekventeres af mange mennesker med "regnbuefarvet seksualitet" - på en meget sympatisk og Frederiksbergsk måde.

    Det var egentlig planen, at jeg ville have spillet et par Keith Jarrett-numre på Bösendorfer-flygelet - der er åbent flygel indtil kl. 21 - men jeg var så forbavset over det høje niveau hos de andre optrædende, at jeg valgte at holde fingrene for mig selv...den aften.

    Hvis man - som jeg - ikke er meget for tobaksrøg, så skal man sidde de steder hvor der er udsugning...eller komme og gå tidligt på aften.

    Disse var ordene. Jeg hører gerne om andre magiske vandhuller. Anyone?

  7. Peter Pedal, det lyder som en rigtig hyggelig aften med en noget mere kvalificeret underholdning end den jukeboxen tilbyder. Dog. hver ting til sin tid.

    Jeg kender ikke Café Intime. Og jeg må tilstå, at når jeg en sjælden gang kommer i byen, så er tendensen at søge mod de gamle vandhuller fra "dengang". Dit indlæg er således meget kærkomment, fordi den gruppe mennesker jeg en sjælden gang turer rundt med, netop søger steder, hvor vi kan få en musikalsk oplevelse af det tilsnit. Koncerter er gode nok, men der er ikke noget som at dumpe ind på et sted og så opleve mindeværdig musik og god stemning.

    Mænd af betydning opfordrer gerne til at modtage Peter Pedals opfordring. Vi går i boks på et indlæg om vandhulsudveksling i en nær fremtid.

Skriv en kommentar