Dengang vi drog afsted

Det var Gowings, som under et redaktionsmøde, hvor bølgerne gik højt, på et tidspunkt udbrød: 'Der må være en grænse!' Herefter lå målet for Mænd af betydnings forårsekspedition fast, og få dage senere kunne vi sætte os til rette i den spindende, højglanspolerede limousine med kurs mod syd.

DybbølMænd af betydnings kanonfotograf ved fronten

Første nævneværdige stop på denne historiske pinseudflugt var dog fortrinsvis af kulinarisk karakter, og her var det igen Gowings, der brillerede med sit lokalkendskab – denne gang på honningkagefronten i Christiansfeld.

HonningkagebagerHver trosretning sine honningkager

Han holdt sig da heller ikke tilbage og forsynede sig straks, vi havde betrådt forretningslokalet, med adskillige æsker under påskud af at have fået ufravigelige bestillinger fra flere familiemedlemmer umiddelbart inden afrejsen. Det øvrige selskab foretog selvsagt mere beherskede indkøb.

Efter en glimrende frokost forlod vi igen honningkagebyen, vel at mærke ikke uden først at have besigtiget Brødremenighedens Kirke. Et besøg kan anbefales alle, der aldrig før har set en kirkesal, der vender på tværs.

Herefter direkte mod det såkaldte Historiecenter Dybbøl Banke, hvor især den rekonstruerede skanse, komplet med barakker, kugler, krudt og forladegeværer gjorde indtryk på samtlige Mænd af betydning. En ung kvinde demonstrerede beredvilligt, hvordan man støber en kugle – en færdighed, der utvivlsomt vil komme os til gode på fremtidige redaktionsmøder. Intet kan dog måle sig med at stå på selveste krigsskuepladsen. Vi tog derfor omhyggeligt det omliggende landskab i øjesyn i adstadigt tempo, og selv om der var ganske vindstille, var vi ikke et øjeblik i tvivl om, at det var historiens vingesus, der nær havde flået hovedbeklædningen af os.

Dybbøl MølleLuft under – og over – vingerne

Sandt at sige var det ikke helt uproblematisk at finde et spisested i Sønderborg, som modsvarede Mænd af betydnings ambitiøse niveau, men vi endte til gengæld med at indtage intet ringere end Kong Frederiks livret i et etablissement på den smukke havnefront.

Havnefronten SønderborgSønderborgs Nyhavn

Kaffen med flydende fransk tilbehør nød vi i det fri, alt imens et hjemmeværnsfartøj lagde til kaj, mørket faldt på, og vi stadig diskuterede, om det mon kunne være rigtigt, at kong Frederik havde været så vild med pomfritter.

Den efterfølgende formiddag var forbeholdt det prunkløse Sønderborg Slot, og med opdateret viden om Sønderjyllands historie, genforeningen og Christian den 2.s runde bord (det er løgn dét med rillen), begav vi os hjemad.

FynVi var også på Fyn

Sulten meldte sig ud på eftermiddagen, og eftersom vi befandt os i nærheden af Fruens Bøge, lod vi os friste af restaurant Carlslunds legendariske æggekage med årstidens grøntsager. Sidstnævnte bestod af en knivspids purløg, og det lykkedes os efter nogen tid at finde ind til æggekagen under et solidt lag af bacon og flæskesvær. Dokumentation følger her:

(Hvis du ikke kan se noget billede, er det efter al sandsynlighed blevet bortcensureret af Sundhedsstyrelsen, hvilket vi beklager. Men vi blev mætte.)

Ved hjemkomsten følte vi tydeligt, hvordan vi med denne pinseudflugt eftertrykkeligt havde indskrevet os i danmarkshistorien, og på foranledning af Gowings istemte vi med malmfulde røster denne stemningsmættede sang, inden vi let bevægede skiltes for atter at give os i kast med hverdagens talrige gøremål:



Stor tak til Det Danske Spejderkorps, Dybbøl Division.

Kategori: . Bookmark permalink.

13 Kommentarer til Dengang vi drog afsted

  1. ...at kvinder støber kugler kommer ikke som en overraskelse, mange tak for turen - og sangen.

  2. Selv tak, GoodKnight. Hende her kunne også smede rænker.

  3. :-) alsidig ung kvinde søges... ikke for ung, og ikke for alsidig

  4. Sønderborgs havnefront hermed anbefalet.

  5. Kanongod kanonfotograf-historie. Jeg ville egentlig gerne vide om der ved Dybbøl Mølle i de seneste år er kommet flere artefakter fra 1864 ud på græsset; om der er genskabt noget - det tror jeg ud fra den måde du beskriver valpladsen, men jeg er ikke sikker. Det er længe siden, jeg har været der, og dengang var det, der gjorde størst indtryk, at man havde genopbygget møllen engang, og at den havde været brugt i mange år, senest med maskinkraft i stedet for vindkraft.

    Tak for hyggeligt samvær ved blogtræf i dag :)

  6. Åh undskyld, det står jo tydeligt på linket fra texten i indlægget:

    Hold alle sanser åbne, når du bevæger dig ind på området, hvor lyden fra de buldrende kanoner blandede sig med skrigene fra de sårede soldater. Gå på opdagelse i den historisk korrekte skanse og kig ind i barakkerne i soldaterbyen bag fronten, hvor trætte unge mænd hvilede ud mellem de blodige kampe.

  7. Selv tak, Donald. Og dejligt med læsere, der selv finder svar på alle spørgsmål :-)

  8. Peter Pedal

    Jeg har en blokering overfor fremmedord, som ikke er self explanatory ud fra kontekst.

    Hvad betød 'prunkløse' dengang det betød noget?

    Jeg går selvfølgelig ud fra, at du er klar over, at ordet ikke for tiden betyder noget, fordi det ikke pt. bliver brugt...endsige forstået.

  9. Selv om jeg af natur er ekstremt mageligt anlagt, går jeg dog aldrig af vejen for at give en hjælpende hånd med et opslag i ordbogen.

  10. Peter Pedal

    Ordbøger er so last century.

    Hvis man er 'på' noget, så kan man f. eks. sige:
    - 'Det er for nice'.
    - 'Det er herre-nice'.

    Og ellers kan man f. eks. sige:
    - 'Det er nederen'.
    - 'Det er herre-nederen'.

  11. Det er jeg med på. Men efter min ringe mening ikke noget overbevisende alternativ til en ordbog.

  12. Peter Pedal

    Sangen kan i øvrigt høres i gode hovedtelefoner, hvor det så vil være muligt at høre detaljerne.

  13. Peter Pedal

    I øvrigt: http://politiken.dk/navne/navnenyt/ECE1983519/det-er-fantastisk-vigtigt-at-formidle-historien-om-dansk-soefart

    'Fantastisk vigtigt' ligefrem. Aha.

Skriv en kommentar