Mit gæt er, at der er flere, der forbinder overskriften med Nuser i Radiserne end med baron Edward Bulwer-Lytton, der faktisk indledte sin roman Paul Clifford fra 1830 med de berømte ord:
It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents, except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets (for it is in London that our scene lies), rattling along the housetops, and fiercely agitating the scanty flame of the lamps that struggled against the darkness.
Bulwer-Lytton, der var en af sin tids populæreste romanforfattere, døde i 1873, men hans navn lever videre i den årlige Bulwer-Lytton Fiction Contest, der går ud på at skrive lattervækkende dårlige indledninger til fiktive romaner. Konkurrencen bliver sponsoreret af det engelske fakultet på San José State University i Californien og har eksisteret siden 1982, hvor professor Scott Rice fik ideen.
Det første år indkom der kun tre bidrag til konkurrencen, men med årene er deltagerantallet vokset til omkring 10.000. Der er forskellige discipliner at vælge imellem: detektivromaner, kærlighedsromaner, cowboyromaner osv. Sætninger, der er bemærkelsesværdige, men ikke er helt ringe nok til at indbringe en pris, bliver belønnet med vanærende omtale. Årets konkurrence er netop afsluttet, og de prisbelønnede indledninger kan studeres nærmere her. Den gribende vindersætning lyder:
Cheryl's mind turned like the vanes of a wind-powered turbine, chopping her sparrow-like thoughts into bloody pieces that fell onto a growing pile of forgotten memories.
For et par år siden syntes Bulwer-Lyttons tip-tip-tip-oldebarn, The Honarable Henry Lytton Cobbold, at nu kunne det være nok og udfordrede professor Rice til en ordduel om Bulwer-Lyttons litterære kvaliteter. Rice samlede handsken op, og The Great Bulwer-Lytton Debate fandt sted ved et stort arrangement som led i byen Lyttons årlige River Festival i British Columbia den 30. august 2008. Resultatet af konfrontationen er tilsyneladende og desværre ikke blevet foreviget noget steds på nettet, men god humor er det under alle omstændigheder.
Årets festival finder sted den 2.-9. september i år – programmet er her.
Service for nørder: Bulwer-Lyttons roman Paul Clifford kan downloades kvit og frit.
Tænk, jeg synes det er en herlig, stemningsskabende indledning - jeg har opfatter "Peanuts" citatet som en slags bevis (:) for at Nuser er et miskendt geni!
Enig! Og det er ikke enhver beskåret at strikke så mange ord sammen til én helsætning ...
Jeg savner bare det bævrende bølgeblik og hammeren der slår i kummen med glas....
(...Skal jeg forklare mig lidt? - Jeg hentyder til teater lydeffekter. Egentlig ved jeg ikke hvordan man laver lynlyde (hammer i glas), men storm og torden kan fint laves med et stort stykke blafrende blik.)
Man kan da ikke sige andet end at netop denne sommer har den indledning vaeret temmelig nutidig!
@Gowings: Jeg havde fanget det i første omgang, men har stadig ikke fundet på et tilpas slagfærdigt svar :-(
@Tina: Tja, jeg synes nu ikke de aktuelle meteorologiske forhold kommer helt på højde med det litterære forlæg :-)
Jeg har læst den første linie af Hans Kirks 'Daglejerne' mange, mange gange, fordi jeg ikke havde lyst til at læse videre:
'Det ville ikke regne'.
Man kan lære meget om fortidens udfordringer ved bare at læse en enkelt linie.
Jeg er begyndt at skrive en samtidsroman ved navn 'Freelancerne'. Jeg har dog kun skrevet den første linie:
'De brokkede sig over vejret'.
@Peter Pedal: Keep up the good work!Du overgår Hemingway, der måtte bruge hele 6 ord på en roman.