Inden det er for sent

Before I die
The Bucket List har ligget et godt stykke tid i bunken med endnu-ikke-sete-men-skal-ses-dvd'er, men i går skulle det være. Den havde først og fremmest kvalificeret sig til at blive optaget i bunken, fordi Jack Nicholson spiller den ene af hovedrollerne, og hvem kan ikke blive i godt humør af at se ham i sit speciale: dumt svin, der alligevel viser sig at være god nok på bunden, når det kommer til stykket. Han er mand for at hæve en film med det mest banale budskab til et niveau et pænt stykke over middel – og det var præcis, hvad han gjorde i tæt samarbejde med Morgan Freeman i Nu eller aldrig, som filmen hedder på dansk.

Jack Nicholson er en kynisk direktør og Freeman en tænksom mekaniker, der ved et tilfælde havner på den samme hospitalsstue. De er begge dødssyge af kræft, men de bliver efter at have fået kantet sig ind på hinanden enige om at få det bedste ud af den tid, der er tilbage. De udarbejder en bucket list – en liste over alle de ting, de gerne vil nå, inden de stiller træskoene – og sammen drager de ud i verden, springer ud med faldskærm, kører stockcarrace, ser på vilde dyr på savannen, klatrer op ad pyramiderne, taler livsfilosofi i Taj Mahal, spiser på de fineste restauranter og står ved Himalaya-bjergenes fod i tåge, inden det uundgåelige rammer dem. De bliver også klogere på hinanden, sig selv og det hele, og hen mod slutningen får man den sædvanlige mistanke om, at Kleenex må have haft en finger med i manuskriptskrivningen. Jo jo, jeg bidrog skam også til firmaets omsætning.

Kort sagt, det var en temmelig forudsigelig tåreperser, som kun amerikanerne kan lave dem, men ikke mere forudsigelig end de nedladende anmeldelser, den fik. Banal, ja – men ikke mindst følte jeg mig godt underholdt. I øvrigt er det banale for det meste også det basale.

Men det var egentlig slet ikke filmen, jeg ville skrive om. For da jeg var færdig med den og havde duppet kinderne tørre, satte jeg mig til computeren for at kigge min Google Reader igennem, og det første link, jeg får øje på, hedder Before I die. Jeg klikker på linket og kommer ind på en side, der handler om et interaktivt kunstprojekt, der er startet i New Orleans, hvor tanken er, at alle og enhver skal gå hen og skrive med kridt på en bestemt husmur. Ikke hvad som helst, men det, de finder vigtigt og derfor gerne vil opleve, mens tid er.

Nogle vil mene, at det må være et tilfældigt sammentræf, jeg var ude for. Andre, at der måske er en dybere mening med sammentræffet, og at det eventuelt ikke er helt tilfældigt. Tja, hvem ved. Måske skulle man lave en liste.

Flere billeder og mere om Before I die-projektet her.

. Bookmark permalink.

10 Kommentarer til Inden det er for sent

  1. @Cummings: En af fordelene ved at blive gamm..., voksen, er, at man forstår, at det banale er det, der fylder - og det værdsætter man...

    http://tinyurl.com/635qcn6

  2. :-D

    Jeg kan snildt huske din anmeldelse, som jeg er meget enig i. Men man bliver unægtelig mindre rigotistisk med årene ...

  3. @Cummings: Tak, men måske er min lidt mere rigoristisk end din?! Men så supplerer de jo hinanden ganske godt.

  4. @capac: Ja, du holder helt klart fanen højere – men jeg vil nu heller ikke kalde mit indlæg en anmeldelse :-)

  5. @Cummings: Nu ikke så beskeden... ;)

  6. Somme tider er rollerne skrevet til Nicholson! Andre gange er det vel replikker, som kommer til undervejs, men god til at spille et dumt svin, det er han. Jeg tror at det banale eller grundlæggende kan siges på en måde, så det bliver positivt.

    Måske er vi så glade for børns filosofiske indlæg fordi de tør tænke tanker og stille de grundlæggende spørgsmål, som vi andre er blevet for flove til at turde stille.

    Men jeg kommer til at tænke på min rigtig gode ven, som talte om at gøre det, man gerne ville i livet, og som på sin fødselsdag hoppede ud fra 3-4 km.s højde med en dygtig guide og kom helskindet ned. Et årstid senere var han død af en udposning på aorta, som sprak, noget, som er næsten umuligt at reparere, det lykkes kun i ca. 25% af tilfældene. (Det skyldtes selvfølgelig ikke faldskærmsudspring må jeg understrege).

    Jeg ved ikke rigtig om det er livets essens at prøve alting, vælge sine kampe med omhu eller lede efter en indre ro. Måske lidt af hvert.

  7. den film skal jeg se, før det er forsent. tak, Cummings.

    hos mig er der en anden liste, der også står på frontallappen: det, jeg aldrig vil gøre igen.
    den handler ikke særligt meget om aldrig mere at drikke 14 gin-tonics på et døgn etc, men mere om ikke at finde sig i [...]/aldrig igen at undlade at reagere, hvis [...] osv, og går stadigvæk godt i tråd med Donalds tanker om livets essens, at prøve alting, vælge sine kampe med omhu og lede efter en indre ro.

    hvis det ikke var fordi jeg elsker at drikke 14 g/t nu og da, ville jeg søge optagelse som Natteravn.

  8. Peter Pedal

    Luk øjnene for billederne og lyt:

    http://www.youtube.com/watch?v=myCnRqvIIeQ

    http://www.youtube.com/watch?v=WM_0KWWqBYU

    Køb evt. hele pladen ('Auberge').

    PS: Hvordan får man tiden til at gå langsommere, så man får mere ud af livet?

  9. Jeg siger med en kendt, afdød dansk poet:"Jeg holder af hverdagen". På den måde får man rigtig meget mere ud af livet, end hvis man kun lever fra fuldmåne til fuldmåne (som en dansk visesangerinde sang om engang: http://www.youtube.com/watch?v=WvO0kg1x_CA).

    Jeg troede jeg havde set filmen, men med hjælp fra fru Gowings kan jeg nu konstatere, at det har jeg ikke - men det skal jeg. Jack Nicholsen er Jack Nicholsen - og g/t er g/t.

  10. @Donald: Filmen er trods alt mere nuanceret, end jeg beskriver den, og en af pointerne (som den forstandige Morgan Freeman er advokat for) er netop, at det ikke er afgørende at kaste sig ud i alle tænkelige ekstreme oplevelser, men at finde den indre ro.

    Jeg er også ret sikker på, at rollerne er skrevet specielt til Nicholson og Freeman!

    @Regitze: Ingen årsag, og til gengæld tak for ideen til aldrig-mere-IKKE-listen. Sådan én vil jeg også have. Og skål!

    @Peter Pedal: Jeg HAR skam Auberge – og Gone Fishing har været på min favoritliste, siden jeg hørte den første gang. Med hensyn til det med at få hold på tiden, er jeg tilhænger af den samme filosofi som den gode Gowings. Hvis man praktiserer den, bliver bekymringerne om den begrænsede mængde overflødige. Tror jeg.

    @Gowings: Tak – også for musikken :-)

Skriv en kommentar