Poetiske mænd af betydning? Mænd af poetisk betydning? Mænd af betydelig poesi?

Når du nu har bagt Cummings brød, har ladet teen trække og sat dig godt til rette i øreklapstolen med din bær'bare - eller Ipad'en, hvis du er nået så langt - så er det tid til lidt åndelig føde også, samt indbygget gætteleg. Og her er jeg leveringsdygtig. 

Det hele startede med 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika', og så var jeg solgt. Andre titler fra CD'en med brødrene Olesen og Olesen - ikke at forveksle med Brd. Olsen - holdt også i længden; sange som 'Set gennem en voksende rus' og  'Audrey Hepburn', ja faktisk hele pladen. Jeg købte alle albums bagud og fulgte med fremad. Helt frem til det "hypede" brud mellem de to brødre, der formentlig blev trætte af aldrig rigtigt at slå igennem (- kommercielt ihvertfald). Fra CD'en 'Solsort og Forstærker' har specielt nummeret 'Jeg lytter til country' fået den yngre generation med på vognen herhjemme. Flere albums kan nu lånes på Bibzoom.dk og det anbefales hermed at gå på rundtur i brødrenes univers.

Der er en melankoli (vemod?) i sangene, som passer mig fint. Den er helt i tråd med den melankoli, der kan være forbundet med overgangen til det iøvrigt befriende midaldrene stadie i livet. Samtidig med at man klart fornemmer, at der er voksne mennesker bag tekst og musik. Den samme melankoli som gennemløber en af mine yndlings, ja roman kan man vel næppe kalde det, men nærmere erindringer, nemlig: 'Gud taler ud' - af Jens Blendstrup (hermed anbefalet).

Nu har Peter H. Olesen - den ene af de to brødre - begået en plade i sin nye konstellation med det tidligere band medlem Michael Lund. Tilsammen udgør de De Efterladte og titlen på albummet er 'Traditionen Utro'. 


Et af numrene herfra, 'Nedenom og hjem', har fået mig til at gennemgå min pladesamling for at opspore kilden til genkendelsens glæde over den svajende Guitar-rundgang, der følger omkvædet. Jeg har ledt hos Bob Dylan, der helt tydeligt er en stor inspirationskilde for Hr. Olesen (Jvf. titlen på pladen ovenover), og det nærmeste, jeg er kommet, er: 'If not for you' og 'Love minus zero/No limit'. Men det er ikke dem, jeg har i hovedet, når jeg hører den guitar. Er det noget musik til en David Lynch film? Kan nogen hjælpe? - Måske er det bare et eksempel på en 'arke-rundgang', så at det slet ikke kan betale sig at lede. Men det er hamrende poetisk-musikalsk!

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

6 Kommentarer til Poetiske mænd af betydning? Mænd af poetisk betydning? Mænd af betydelig poesi?

  1. Jeg kan ikke hjælpe med hvilken Bob-sang det stammer fra, men ideen er ca. flg.:
    D med a' foroven
    G med a' foroven (G9 men uden 7'er)

    gentages

    En el-guitar kommer ind over med:

    D med fis foroven
    Fis a - e
    (Det er en slags F#mi7 men den ligger oven i første guitars D-dur, kort, ubetonet, som går til G)

    G med d' foroven.

    Det er som du deraf kan udlede ikke specielt mystisk, men det er en musikalsk måde at udnytte farven fra liggetonen (a') og i pigtråds-lyden gennemgangstonen e (en slags melodi-mellemstemme: fis' - e' - d')

    Jeg er ret sikker på tonerne i den første del af sangen, men har ikke lyttet resten igennem.

  2. Peter Pedal

    -> Donald: Jeg morer mig over at du kan høre det. Det er sikkert ikke så svært, hvis man er guitarist og har gehør, men for mig er det magi (jeg er pianist uden meget gehør).

    I øvrigt kan jeg ikke finde nummeret 'Solsort og forstærker' hvor jeg plejer at kunne finde musik (f. eks. på iTunes), så nu går jeg og overvejer at købe en CD.

  3. Så er det på plads, tak Donald! Nu kan Mænd af Betydning indgå som referenceværk i rockanalysen :)

    Der er ikke andet at gøre Peter Pedal, du må ud og ha' hele striben...

  4. (...Men Peter, Solsort og Forstærker ligger på Bibzoom.dk linket i indlægget...)

  5. Anonym

    Hvad med Lou Reed's "Sweet Jane" ?

    MVH

    http://farmer.smartlog.dk/

    (Jeg kan ikke få google-konto til at virke i dit kommentarfelt.)

  6. Et rigtigt godt bud Farmer...

    http://www.youtube.com/watch?v=nkumhBVPGdg&feature=related

    Rundgangen er ihvertfald til at kende igen.

Skriv en kommentar