Somme tider slår jeg et slag forbi Twitter i håb om at få et lille indblik i, hvad der optager nettets unge first movere netop nu. Ikke sjældent bliver jeg hægtet af på grund af manglende sproglige eller teknologiske forudsætninger, eller fordi ironien går hen over hovedet på mig, men i går var jeg på hjemmebane. 'Hva' fuck er det her for noget?' spurgte en fremstående tweep og linkede til dette billede:
Jeg genkendte selvfølgelig den karakteristiske gadget med det samme, fordi den var fuldstændig identisk med de stativer, der i fordums tid befandt sig i sideskabene på min farmors højglanspolerede radiogrammofon af prima kvalitet og holdt styr på hendes pladesamling. Som det ordensmenneske, hun var, havde min farmor med sirlig skrift skrevet titel og kunstner på samtlige sange og melodier op på en lang, nummeret liste, og hvert rum i pladestativet var forsynet med et nummer, der korresponderede med listen. Når man så fx ville høre nr. 17 eller nr. 29, førte man knappen forrest på stativet hen til de respektive tal og trykkede til. Knappen aktiverede herefter en vippeanordning, som skubbede pladen ud, så man nemt kunne fiske den op og lægge den på pladetallerkenen. Keine Hexerei, nur Lurendreierei.
Min overlegne viden taget i betragning var det selvfølgelig fristende at svare det unge menneske på Twitter med et kækt 'Det er da et pladestativ til 78'ere, hva' ellers?' Men jeg lod alligevel være, fordi jeg ikke ville risikere at skulle til at forklare, hvad en 78'er er. Eller var.
Men somme tider kan det altså være en fordel at have gået i parallelklasse med Grauballemanden.
P.S. Nr. 17 var Ramona med Louis Armstrong og nr. 29. Tennessee Waltz med Les Paul og Mary Ford, hvis der skulle være en enkelt nysgerrig læser.
Kategorier
- Accessories (10)
- Beklædning (6)
- Biler (19)
- Bøger (12)
- Citroën (10)
- Design (12)
- dvd (2)
- Dyr (1)
- Erindringer (26)
- Film (23)
- Forandring (43)
- Gør-det-selv (22)
- Historie (13)
- højtider (10)
- Indretning (4)
- Intermezzo (12)
- Jul (88)
- krimi (2)
- Kulturhistorie (37)
- Links (5)
- Mad (1)
- Medier (12)
- Mekanik (5)
- Mode (5)
- Musik (32)
- Mænd (25)
- Nytår (3)
- påske (3)
- Rejser (32)
- Samfund (26)
- Samtid (32)
- Samtidshistorie (8)
- Sprog (2)
- Stemning (51)
- Sundhed (4)
- Tant og fjas (40)
- Teater (1)
- Tips & tricks (1)
- traditioner (12)
- TV (19)
- undren (12)
- Videnskab (8)
- Værktøj (3)
- Årstid (51)
Så må jeg også have gået i parallelklasse med Gravballemanden :-) Og måske erindrer du, at de gamle radiogrammofoner kunne sættes til 'repeter'?
Mon ikke! Og hver gang, jeg så knappen, undrede jeg mig såre over, hvem Repeter mon kunne være ...
Gowings junior hed Rejen Ramona, inden han blev født. For bedsteforældrene ledte navnet Ramona, udover satchmo, tankerne hen på et efterkrigstids pålægsprodukt baseret på gulerødder. Så navnet faldt til jorden, da han viste sig at være en dreng - selvom han havde gulsot.
Jeg bilder mig ind at have set "pladeopvaskestativet" før, men hos andre. Hjemme flød 78'erne i reolen iført deres paphylstre med navne på eksotiske pladebutikker rundt om i byen, reklamer for messing-nåle og tlf. numre med underlige ord som taga, øbro, bella, luna m.m.
I mit eget hjem var det også paphylstrene, der havde overtaget. Hvor var de flotte! De havnede alle sammen på et loppemarked – desværre. Eller heldigvis, for ellers havde de bare stået her og samlet støv ...
Tak for den spidsfindige historie om Rejen Ramona :-)
Sådan en fin ting havde vi slet ikke i det "mørke" Sønderjylland.. :-) Til gengæld hørte vi om Grauballemanden i historie.. ;-)
Inge, tak fordi du staver Grauballemanden rigtigt – det gør jeg også nu :-)
Min farmor havde også en radiogrammofon - altså et stort skrummel/vidunder. Og jeg skal lige love for, at den var højglanspoleret.
Jeg selv må i dag nøjes med en gammel, tung, ramponeret Technics SL-1210 MKII...den giver ikke den mest perfekte lyd, fordi den ikke er rem-drevet - men den kan holde til en hel del.
Ikke dårligt! Med skam at melde har jeg slet ikke nogen grammofon mere ...
Rigtig meget musik kan man i dag downloade i fuld CD-kvalitet som FLAC-filer på blogs og via bittorrent - men der findes musik, som man kun kan opstøve på vinyl, hvis man (som jeg) ikke kan nøjes med en mp3- eller AAC-fil.
Og så er brugt vinyl ofte ret billigt.
Desværre kan jeg ikke fysisk finde ud af at håndtere store mængder vinyl længere. Det roder simpelthen for meget i forhold til at have det liggende som FLAC-filer og i iTunes.
Til tross for at jeg er en ungsau født i 1960, gjenkjente jeg den umiddelbart. Uffuffuff!
Livetleker, jeg er sikker på, at du må have fulgt godt med i historietimerne!
Det var ikke alle de små hjem, der havde råd til sådan en anordning, jeg fik en aflagt grammofonmotor og pladetallerken og fik etableret et knold-og-tot system, meget lærerigt og kunne afspille "Nu, nu, nu, nu,nu,nu,nu,nu - sidder den i målet", en parodi på Gunnar Nuhansen, og en forkortet udgave af Wilhelm Tell Ouvertyren, som min far fandt i en antikvarboghandel på Alhambravej.
Sikke nogle vidunderlige kommentarer!
Det var godt at Shu-Bi-Dua lige nåede at udgive 78'eren inden den gik i glemmebogen. 78'eren var den med bl.a. "Danmark" : Se solen stiger op over bilkirkegården
og malkepigen pumper sin ged ...
sådan en organisator har jeg aldrig set før! tak, Cummings:)
jeg er som Gowings vokset op blandt paphylstre fra før de blev så flinke hos Fona. mine personlige favoritter var 'Gå med i lunden' og 'Glemmer du'.
jazz og udenlandsk var ikke lige mig.
@Donald: Ja, Shu-Bi-Duas 78'er var et meget vellykket album for os, der er til den slags :-)
Og imponerende, at du selv har flikket et brugbar grammofon sammen!
@Regitze: Udmærkede favoritter! Men så bliver jeg også nødt til at gøre opmærksom på, at DR K for tiden genudsender 'Kald mig Liva'. Første afsnit kan du se her, og andet afsnit kommer i morgen lørdag kl. 18.45 – og det er glimrende!
Kære brevkasse
Jeg er på det seneste blevet vild med Shu-bi-dua, men jeg tør ikke indrømme det overfor andre, fordi mine venner hører mere sofistikeret musik. Hvad er der galt med mig?
Jeg frygter, at jeg er blevet gammel, men jeg er kun 36 år.
Kan man blive gråhåret af at høre Shu-bi-dua, og kan man få topmave af det? Og hvad med potensen?
Hilsen Goodyear
PS: Jeg skriver under dæk-navn, fordi jeg ikke vil stå frem med mit rigtige navn. Jeg frygter at blive hånet på mit arbejde og overfaldet af de autonome på gaden.
Kære Goodyear
Jeg er bange for, at du har ret i, at der er tale om et tilfælde af præmatur alderdomssvækkelse. Du vil med andre ord få et mere retvisende mål for din alder, hvis du bytter rundt på cifrene i din officielle alder.
Du kan forebygge de synlige tegn på tidlig aldring ved at klippe dig skaldet og barbere issen omhyggeligt hver morgen, så de grå hår ikke synes, og i øvrigt trække maven ind, inden gang du går ud. Hvad potensen angår må jeg henvise til Jørgen Leth eller en anden kapacitet på området.
Det er et særdeles klogt træk af dig at optræde under pseudonym, og måske skulle du tage skridtet fuldt ud og melde dig ind i ASF (Anonyme Shu-bi-dua-fans), som jeg ved har hjulpet mange til at leve et helt normalt liv på trods af dårlige betingelser. Helbredt er der dog ingen, der er blevet.
Mange tak for svaret.
Jeg kender en læge, som kom til Danmark fra DDR (eller rettere: det det var).
Han lærte simpelthen dansk ved at lytte til Shu-bi-dua.
Måske kunne Dansk Folkeparti gøre Shu-bi-dua til obligatorisk lytte-pensum for indvandrere og flygtninge.
Jeg er bange for, at forslaget ville få Shu-bi-dua til at udvandre ...