Kender du Skalk? Det gør du garanteret! Det stod og samlede støv på "tidsskriftshylden" på skolebiblioteket. Det var en lille undseelig tryksag, med en fremtoning som var den fremstillet ved fotokopiering og bagefter klipset i ryggen. På forsiden en grov sort/hvid tegning af en flintedolk. Og så den her plakat,- sig ikke, at du aldrig har set den før?
For efterhånden nogen år siden ændrede forholdet til det lille blad sig totalt her i hjemmet. Jeg fik den ide, at det faktisk, måske, kunne være hyggeligt, at lære det lille undseelige tidsskrift at kende. Jeg fik et abonnement, der per husets automatik, røg på PBS. Siden har jeg modtaget de seks numre af bladet om året.
Situationen er nu, at jeg glæder mig til hvert nummer. Samtidig markerer det lille blad, med sin regelmæssige ankomst, årets gang. Særligt op mod jul med sine indlæg om gamle traditioner der hører højtiden til.
Jeg er opdateret på de årlige udgravninger i Jellinge, diverse smykkefund rundt omkring i riget, nyfortolkninger af helleristninger, funktionen af brukne bronze-stykker, livet i mosernes sommerkolonier i stenalderen o.s.v. o.s.v.
Der er tilsyneladende et stort marked for, ja undskyld - tåbelige, populærhistoriske tidsskrifter, der svælger i Kleopatras sexliv, stenaldermenneskets bestialskhed - you name it. Men ikke Skalk. Her er det mest markante begejstringen. Begejstringen og fagligheden i den, nok populære, men dybt saglige fremstilling. Hver eneste artikel udstråler en entusiasme, der ikke er hæmmet af urimelige nøgterne overvejelser om nutids- og samfundsværdien af et brudstykke af et bæltespænde, fundet i jorden på en mark, et eller andet sted på Sjælland. Det væsentlige her i bladet er, at der er ligheder imellem resterne af bæltepændet fundet her, og lignende fund af spænder fra Central-Europa. Det er vigtigt. Det er det, der får tankerne til at vandre. Et bæltespænde der dokumenterer udadvendtheden, sameksistensen, samhørigheden, sammenhængen og tegner de store perspektiver i det små. Man bliver så glad af at læse Skalk.
*Hvis du skulle være i tvivl om, hvad "skalkeskjul" betyder, så se her.
PS: Nu vi er ved arkæologien: Capac oplyser, at Onkel Bob fra Amerika fylder 70 imorgen. I den anledning har Mænd af Betydning hyret en anden ældre herre til at hylde fødselaren ved at fremføre en dejlig sang. Punktum.
PS: Nu vi er ved arkæologien: Capac oplyser, at Onkel Bob fra Amerika fylder 70 imorgen. I den anledning har Mænd af Betydning hyret en anden ældre herre til at hylde fødselaren ved at fremføre en dejlig sang. Punktum.
Ajjj hvor sjovt at se det lille fine blad igen, det havde jeg abonnement på for mange år siden, men det blev opsagt i forbindelse med en omfattende oprydning i alle de abonnementer jeg efterhånden havde raget til mig. :-)
Skalk er et dejligt blad, som jeg læste på lærerværelset i alle de år jeg sad i den lokale skolebestyrelse.
Det er faktisk noget af det jeg savner allermest ved det bestyrelsesarbejde :-)
Jeg abonnerede på Skalk for mange år siden og havde glemt, det eksisterer - men du har helt ret, det er så dejligt at få dokumenteret samhørigheden og de store perspektiver i det små.
Da jeg flyttede hjemmefra og fik eget dørskilt, var Skalk et af de første blade, jeg abonnerede på og bladrede igennem med stor interesse. Der er bare det ved det, at et blad som Skalk ikke læser sig selv, og det kræver flid og karakterstyrke at holde trit med udgivelsesfrekvensen, så jeg måtte opsige abonnementet, da stakkens højde begyndte at blive en belastning for mit nervesystem. Nå, det var i hedenold, og skulle du en dag falde over en artikel om mit liv og levned, håber jeg, du vil lade mig det vide!
Inge, det kan også blive for meget selvfølgelig. Jeg har kun Skalk.
Farmer, der var simpelthen tale om en god ven i nøden? :)
Nemlig Madame, appropos dine egne omgivelser.
Måske du skulle prøve igen kære Cummings. Nu har du, her efter hedenold, roen til ikke at lade dig gå på af et voksende Skalkeskjul.
Tak for uaktuel misinformation om ordet 'skalkeskjul'.
Og tak fordi du fik mig til at opdage endnu et godt Dylan-nummer.
Jeg er stor fan af Dylan i små doser, men jeg kan vist kun li' 5-10 % af hvad han laver...og jeg har mere end svært ved at komme igang med nye Dylan-numre.
Jeg har spurgt Dylanister hvad de kunne anbefale, fordi jeg er super-vild med ca. fem af hans sange. Nu kom den sjette så.
Selv tak Peter Pedal. Jeg har det nogenlunde som du med Dylan. Jeg stopper brat ved Nashville Skyline, for at hoppe fra tue til tue i form af Live at Budokan og helt frem til Modern Times.
If Not for You med Dylan selv er uovertruffent, men den kunne jeg ikke finde på nettet. Bryan Ferrys Dylanesque album er til gengæld noget af det bedste Dylan cover, jeg har hørt.
Sådan er vi så forskellige: Nashville Skyline er det eneste Dylan-album, jeg nogen sinde har kunnet holde ud at høre. Derimod er Dylanesque på min personlige hitliste – men det er jo heller ikke Dylan :-)
Cummings, det er nok igen mine manglende danskkundskaber. Der skulle måske have stået"..stopper brat til og med..". Jeg er rigtig glad for Nashville Skyline!
Eller også er det mig, der ikke kan læse, men det glæder mig. Jeg har indtryk af, at man helst skal rynke på næsen ad Nashville Skyline, hvis man er rigtig fan :-)
Jeg kan ikke lade være med at jævnføre dette indlæg med den begejstrede modtagelse af Madame's indlæg om en enkelt sutsko fundet i grøftekanten. De teorier, der udviklede sig om skoens herkomst var simpelthen vidunderligt engagerede, interessante. Måske ikke helt nøgterne, men hvad kan man forvente, når man ikke ved at der også blev fundet en kinasut på en bjergvej i Sicilien.
Men jeg ser også nogle perspektiver af denne her slags:
Det væsentlige her i bladet er, at der er ligheder imellem resterne af bæltepændet fundet her, og lignende fund af spænder fra Central-Europa. Det er vigtigt.
Mine egne botanisk-agerbrugsmæssige interesser har lignende rødder (pun intended) - det er interessant at vide at mennesket begyndte at bygge byer i Ganges og Indus deltaerne for 10000 år siden, nogenlunde samtidig med de første kultur-arter af hvede. Måske der også var nogen mennesker, som pludselig havde lært at bruge hovedet, for vores indiske filosofi har også rødder tilbage i hinduismens tidligste år, hvad myterne om de forskellige personer/guder kan tolkes som - guddog tænk at et hårspænde eller var det bæltespænde kan have så mange forgreninger :)
Det er rigtigt Donald, der ligger mange gode historier lige foran os - lidt ude i grøften - eller helt ude på marken.
Ja, og tænk hvis man så dengang havde besluttet at sætte ekstra personale ind med køller og kæppe nede sydpå, så havde du og jeg måske siddet sammen oppe på nordkysten nu, i hver vores bjørneskind, og optimeret på flinteøksen - en både hyggelig og uhyggelig tanke :)