Kære Cummings,
For at sige det lige ud: jeg har et overordentligt anstrengt
forhold til denne dyrkelse af 'hygge' - der specielt er eksploderet i den
angelsaksiske del af verden. Og som vi danskere synes at klynge os til, for at
opretholde vores eget selvværd i en tid, hvor det udfordres dagligt.
Man skal være utroligt optimistisk og blind for den stupiditet, der udfoldes lige nu i dansk politik, for at promovere et særligt dansk hyggebegreb (tænketank, hmm...). Jeg er ked af det, kære Cummings, men jeg orker det ikke. Jeg drømmer mig ud af andegården til alle Europas hovedstæder, til forår og fortovscafeer i Paris, Rom, Madrid, Berlin, Wien og London. Det er som om, jeg, i de store, gamle byer, oplever en resistens mod negative tendenser i tiden. Billedet jeg har i mit hoved bliver stort set altid bekræftet - bare solen skinner.
Og måske er det dét, al denne hyggefis handler om; hvis man kommer til København i en forlænget weekend, så bobler byen når arbejdsugen rinder ud og livsglæden peaker?
Iøvrigt har jeg altid selv fundet et chesterfield-møblement -
godt placeret i en stue på et britisk landsted, eller i en cottage, foran det
åbne ildsted - som værende indbegrebet af hygge. Hvorfor så gå over Nordsøen
efter vand?
Din hengivne
Gowings
Kære Gowings
Fornylig i Prenzlauer Berg i det gentrifriserede Berlin lagde jeg mærke til én pige, der havde det dér anspændte blik i øjnene, som man ser i København.
Det var reglen, der bekræfter undtagelsen.
Jeg har også hørt en amerikansk ven sige det: Når han kommer hjem fra England - hvor han boede i en periode - til Lyngby, hvor han har boet i 40 år, så er det 'people pushing their shopping carts'.