Hat og briller



Kære Gowings,

Ingen årsag til at beklage eller undskylde din ramsaltede mening om hyggebegrebet, Gowings. For adspredelsens skyld forsøgte jeg at anlægge en spydig eller måske snarere ironisk-sarkastisk tone i mit indlæg, og det er mig, der undskylder, hvis jeg ikke formåede at gøre mit lettere landsforræderiske ærinde tydeligt nok. Vi kunne med andre ord ikke være mere enige!

Noget andet er, at det forekommer mig, at du er lovlig optimistisk med hensyn til forårets statistisk set snarlige komme. Sagen er jo, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, som det fremgår af ovenstående fotografi. I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen 'Doktor Zivago-hat', hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts 'Elvira Madigan', når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens tilblivelse, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

En ushanka er en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper. Af demokratiske årsager skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst.

Nu er jeg spændt på, kære Gowings, om dit bebudede forårsindlæg om biler kommer til at handle om ganske almindelige biler eller om sportsvogne med nedslåede kalecher. Hvis det sidste er tilfældet, forudser jeg, at du bliver nødt til at iføre dig en ushanka med nedslåede øreklapper.

Din hengivne
Cummings

Kategori: ,. Bookmark permalink.

5 Kommentarer til Hat og briller

  1. Peter Pedal

    Da måtte jeg le og klukke!

    Hvem sidder der bag skærmen? Det gør såmænd Cummings.

    Jeg har lige opkøbt sådan en swend til min kæreste: http://cykelairbag.dk

    Jeg fik den til 900 kr. - ubrugt på brugtmarkedet.

    På kassen står: 'Airbag for urban cyclists' - men muligvis kan den godt bruges til udflyttede danskere.

    Jeg havde i øvrigt en mærkelig oplevelse i går: Jeg måtte lyne min M65 kampjakke op på vejen hjem fra Tøfex, fordi jeg ikke kunne holde heden ud. Måske er jeg i overgangsalder.

    Men jeg havde også uld inderst (en fremragende merino-uldtrøje af mærket Devold), t-shirt dernæst, fleece hertil og M-65 yderst. Og indimellem kom mit halstørklæde fra Thailand.

    Historien melder ikke noget om, hvorfor hulen man får så gode halstørklæder i Thailand.

  2. Fortræffeligt indkøb, Peter Pedal! Jeg antager dog, at airbaggen kun kan bruges én gang, og så bliver det trods alt en dyr fornøjelse, hvis man skal aktivere den, hver gang man fryser om ørerne. Desuden tvivler jeg på, at dens isolerende egenskaber kan måle sig med ushankaens.

  3. Elegant, kære Cummings, intet mindre.

    Der er dog et aberdabei, et trin imellem hatten som du bærer den og så det i hvilken man bærer hatten i den nedfældede version med øreklapperne nede og snoren bundet under hagen: nemlig hvis snoren er løsnet og øreklapperne IKKE er bundet til under hagen, men står lige ud i luften, med snorene hængende ned ca, 25 cm ude fra hovedet. Gad vidst om man kan forbyde køberen at bære Ushankaen i denne mellemposition?

  4. - Iøvrigt, hvad måtte du give for den grønne lodenfrakke, som er selvskrevet tilbehør?

  5. Du har ganske ret, Gowings, fritsvævende ushankaøreklapper er er skændsel, der leder tanken hen på skraldemand Alfred P. Doolittle i 'My Fair Lady' , og som burde forbydes i det offentlige rum i lighed med burkaer og elefanthuer. Desværre er min grønne Lodenfrakke for længst afgået ved døden til trods for, at den nærmest var uopslidelig, og indtil jeg finder en anden af samme høje kvalitet, klarer jeg mig med min marineblå duffelcoat, som dog på ingen måde er nogen ringe erstatning, og som snildt ville kunne bære et indlæg for sig selv.

Skriv en kommentar