Det er fredag, og for tredive år siden kunne det godt have været et spørgsmål stillet her sidst på eftermiddagen - med den forventningens glæde som fredag eftermiddag er blevet begavet med og som formentlig varer livet ud. Idag handler det ikke om at gå på jazzværtshus i Nørregade, men om at bestige bakken, Montmartre, i den by der har dannet ramme om den sidste uges indlæg.
Selve 'bjerget' er inkarnationen af Paris; de små brolagte gader, de små bogbutikker med deres let støvede udstillingsvinduer, cafe'erne klemt ind på gadehjørnerne med åbne vinduer ud mod fortovsserveringen. Her går vi ind og får Moules Frites og et glas Alsace vin - en formidabel gewürztraminer - til ingen penge. Franskmændende gider ikke drikke dårlig vin. Her er ingen pseudo-indianere med rytmeboks, højst en herre der kommer forbi med sin harmonika og giver den gas med franske schlagere fra 50'erne. Men vi må videre, vi skal helt op.
Basilikaen, Sacré Coeur, kan ses fra hele byen, når man blot kommer lidt i vejret. Den er imponerende udefra, og fuldstændig ligeså uinteressant indefra. Lidt ligesom Marmorkirken; eller meget ligesom Marmorkirken, faktisk.
Men se så skulle man tro der bare var tilbage at gå ned igen. Men det ville være en stor fejl. Så hvis du nogensinde kommer på de kanter, skal du ikke bare tage trappen ned igen, men gå ned ad gaderne på nordsiden. Så kommer du til denne vinmark for foden af den gamle bymur.
Og kvarteret heromkring er bestemt værd at se, inden du klatrer ned ad de små gader igen med alle specialbutikkerne. Heriblandt køkkenudstyrsbutikken E. Dehillerin, ejet og ført af den samme familie i fem generationer eller så. Det de ikke har, gider man ikke have.
Paris min ven,
Hvor meget af det, de havde, slæbte du hjem?
Vi nøjedes med en genial kirsebær-udstener...
ja, sådan en kan man ikke undvære... Tak for turene - som at være er selv.
Sig mig engang, hvor er alle de fattige kunstnere, som tegner billeder af turisten blevet af? kunst-studerende, som tilbyder at tegne dig, sådan som du ser ud om 20 år ... eller som måske mod betaling lader være ;-)
Hvordan er reglerne for gademusik, nu hvor Paris som en af de mange storbyer der har brug for regulering, har en ordning for kunstnere - store og små - som gerne vil spille i Metroens buede tunneler? Måske er der lignende regler for Sacre Coeur og bjerget, Montmartre, og derfor ingen indianere - de har opgivet allerede på midtbanen og søger andre græsgange. Jeg mødte engang en English professionel fodboldspiller, som havde spillet ... dér - han pegede ud ad tog-vinduet. 3. division, ikke noget særligt, og frygtelig underbetalt. Nu havde han en guitar med og skulle stå af i Odense, for dér var det godt at spille på gaden, især lige op til Jul! :)
Måske er der også en historie om at Sacre Coeur var forhadt, indtil turisterne erobrede den :)
Altid til tjeneste, GoodKnight.
Donald, tegnerne er der stadig, og mindst ligeså mange som tidligere.
Reglerne for gademusik i Paris ved jeg intet om, men den optræden der var, var af høj kvalitet. Der var ingen indianere, som skrevet, og andre mildest talt anmassende musikudbud i samme kategori. Heller ingen snydeterningspillere.
Jeg tror politiet, som i tidligere tider, stadig praktiserer at sweepe gaderne for folk, der ikke kan identificere sig, og tager dem med i salatfade til politistationerne for identifikation. Derfor er et godt rejseråd altid at have sit pas eller anden gyldig ID med sig, når man går rundt i Paris.
OK - tak for svar :) og fortsat god tur (til Operaen? til Boulevard St. Michelle?)
Sacre Cour. cést magnifique!
Vi venter lidt med at gå videre Donald.
Sålænge man bliver udenfor og nyder området, så ja, Uden Relevans.
Er I stadig i Paris?
Nej, vi kom hjem for nogen uger siden. Jeg deler minderne med jer :)
Ih, jeg har slet ikke opdaget, at vi har været i Paris! Lige nu skal jeg ud og køre, men i aften vil jeg sætte mig på terrassen med et glas (god) vin og læse om alt det, jeg er gået glip af... glæder mig! :-)
Du skal være så inderligt velkommen, Mia.