Musik høres nu i bilen...

Inspireret af Madames indlæg om en pladespiller app til iPad'en hoppede jeg på en lille tankerække, der snurrede om begrebet at lytte til HiFi. Selvom vi har, hvad man med rundhåndet overbærenhed kan kalde et HiFi-anlæg, så er det noget afbleget i forhold til fordum tiders opsætninger.


Før CO2 kvoterne - og før nogen overhovedet var kommet på klimaforandringer og Lomborg endnu ikke var opfundet - da varmede vi stuen op med en lille 10 watts forstærker, klasse A, der brugte så meget strøm, at vi fik besøg af Københavns Belysningsvæsen. Væsenet undrede sig over vores forbrugsstigning på 400%.

Men lyden venner - lyden var ikke til at tage fejl af. Og det som jeg engang synes lød godt, det lyder stadig godt, når jeg får taget mig sammen og får rigget det gamle udstyr til. De hjemmelavede konstruktioner tåler ingen sammenligning i design med B&O, men det 'rå' udseende har sin egen charme (synes jeg). For de nysgerrige vidende entusiaster kan jeg fortælle, at vi har haft 10 watts klasse A forstærkere designet af både John Linsley Hood (se diagram) og Jean Hiraga.

Hvorom alting er, så ved jeg, at når vi nu får flere vindmøller på nettet og de tager min benzinmotor fra mig, så skal der bygges Klasse A forstærkere igen.

Indtil da må jeg konstatere, at det meste musik jeg får hørt, hører jeg i bilen. Her kan jeg så glæde mig over, at franske bilproducenter altid har taget musikanlægget i bilen alvorligt.


Det bliver dog godt at overtage sønnekes kælderværelse en gang - så skal der ikke skeles til WAF* når der skal indkøbes antikke Quad elektrostater (højttalere).

*WAF, wife acceptance factor

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

16 Kommentarer til Musik høres nu i bilen...

  1. Nå, ja ja nu er vi nok ude i lyd for kendere. Men jeg kan faktisk godt høre forskel på anlæg. Det er bare så sjældent, at jeg render ind i noget, som virkelig lyder meget bedre end det middelmådige. Høre af samme grund kun sjælden musik, andet end når jeg kører bil.Kender en som lige har købt B&O af den dyre slags. Føj hvor det lyder godt. WAF, ja den kan jeg da godt følge. Sådan er det nok hos de fleste.

  2. Det er vi, Folehaves Univers. B&O har altid været imponerende, men de har - ihvertfald før i tiden - måttet slæbe rundt på et image a'la 'all looks and no brains', i HiFi kredse. I visse tilfælde fuldstændigt uretfærdigt.

    Målet er at WAF'en kan udfordres, når stereoen, den virkelige stereo, kommer ud af stuen og ned i kælderen...

  3. Jeg solgte engang en forstærker der fik min elmåler til at speede synligt op.

    300 kr i den blå avis...den blev solgt på ti minutter.

    Jeg er sikker på at jeg dummede mig der, kunne nok have tjent meget mere. :)

  4. Er det rigtigt, det med forbrugsstigning på 400%? Det var godt nok meget! :)

    Men det er måske fordi elektrostatiske højtalere skal have meget drivkraft? Eller har de deres egen elektronik til kraftoverførselen?

    Jeg har tidligere hørt om designproblemer eller WAF, og det er lissom lidt useriøst, hvis man går efter en sublim musikoplevelse. Jeg mener hver ting til sin tid og jeg kan sådan set også godt forstå en interiør-arkitekt, som ikke mener at en dagligstue skal ligne et kontrolrum.

    Men man kan vel også hygge sig i et kontrolrum - det er mennesker, der skaber hygge. Eller som min nabo sagde før han døde: "Du skal se fordelen ved at bo alene ..."

    Tillægskommentar om lydkvalitet: Musik i en koncertsal lyder heller ikke altid lige godt; jeg blev chokeret over, at musikere, som sidder foran trompeter eller basuner, har fået høreskader.

  5. Peter Pedal

    Jeg står netop i den kommende weekend overfor at udskifte mine System Audio 950 med enten et sæt Dynaudio til 9000,- eller et sæt System Audio Aura 50 til 8000,-.

    Jeg kan ikke beslutte mig.

    System Audio er kontrolleret, behageligt, små enheder.

    Dynaudio er dynamisk, bouncy bas, større enheder.

    Forstærkeren er Rotel, så det er varm, britisk lyd.

    Jeg vil sætte mine gamle System Audio 950 til salg sammen med en Proton 520, som er en slags kopi af NAD 3020. Så må vi se om der er nogle på dba.dk, som værdsætter den slags.

    Der er i øvrigt ikke en eneste NAD 3020 til salg på dba.dk for tiden. Der er åbenbart ingen, der vil af med sådan en.

  6. Uden Relevans, vi har alle sådan en oplevelse bag os, tror jeg :)

    Donald, det var en toværelses lejlighed på Nørrebro med gaskomfur og koldt vand, så el-regningen begrænsede sig til de lamper vi tændte når det blev mørkt. Men alligevel.

    Klasse A princippet er ekstremt effektforbrugende. forstærkeren trækker konstant maksimal strøm. Når den ikke spiller eller spiller lavt så afsættes langt den meste effekt i form af varme i kølepladerne. Det svarer lidt til at en bilmotor har en tomgang på 3500 omdrejninger hele tiden, uanset kørsel.

    Årsagen til at vælge den kobling er meget teknisk, men relaterer sig til det skift der sker når en udgangstransistor pludselig skal trække stor strøm, fordi spændingen over højttalerne stiger. Dette skift undgåes i Klasse A koblingen med kraftig reduktion af ulige harmoniske komponenter af forvrængning til følge.

    Elektrostaterne fra Quad er ligesom med en Citroën DS21; man skal have ejet dem inden man skal herfra (hvis 'man' er mig).

    Peter, selv er jeg mest til små højttalere evt. suppleret med Subwoofer (Quad'erne er undtagelsen). Punktformigheden er afgørende for mig. Jeg har længe (10-15 år) haft et sæt Solid fra B&W, som jeg har modificeret til placering i bogreolen, så de forsvinder fuldstændigt. Har du nogensinde hørt LS3/5A i en god kombination?

    Hvis jeg skulle have en større højttaler skulle det være canadiske Mirages bipolare højttalere, eller German Physiks rundstrålende enheder, eller Ohm Walsh, eller...

    NAD 3020 står helt sikkert i mange hobbykældre rundt omkring - der hvor der bliver hørt musik og hvor stereo'en ikke nødvendigvis behøver at matche fladskærmen.

  7. Så er det man undrer sig. Hvorfor bruge mange penge på dyrt hi-fi-isenkram, når man alligevel mest hører musik i Citroenen... Måske skulle man investere i bil-hi-fi - og en ny garage. Så kunne man bare sætte sig derud og lytte til musik - uden at skulle ned i kælderen og bekymre sig om, hvad madammen mener om æstetikken... ;)

  8. Øhhh nå og godt så.. Jeg ikke forstå.. :-)
    Har lige ladet Hasse læse indlægget, han griner og nikker indforstået.. og ryster på hovedet af sin lyd-analfabet af en kone.. ;-)

  9. Det er forbasket svært at få et par Quad ESL-63 ind i en Citroën DS21, Capac. Men i princippet har du ret.

    Hils Hasse, Inge. Følelsen, af at vi stadig er nogen tilbage, luner her i den kolde tid - WAF, WAF!

    :)

  10. Peter Pedal

    Min ven og jeg har brugt weekenden på at lytte til og reparere HiFi.

    Søren sidder og skruer på en åben, defekt Denon CD-afspiller, mens strømmen er sluttet til. Han gør det på trods af elektronik-teknikernes 10 bud. Et af dem lyder:

    'Toil not thou on energized equipment, for if thou so does, thy fellow workers will surely buy beers for thy widow and console her in way not acceptable to thee'.

  11. Sjovt, jeg har netop siddet og hygge-målt på mit 10-15 år gamle forsøg på at designe en én-transistor forstærker med almindelige komponenter, og altså uden alle Hiragas luksus-elementer. Den lyder svinegodt og har et sindssygt transparent lydbillede. Konstruktionen involverer transformatorer i udgangen og højspænding (>110V) over en enkelt Mos-Fet i noget man kan kalde en traditionel umodkoblet triode-kobling. Den er pt. defekt efter at have stået gemt hen. Jeg skal have den vakt til live igen nu.

  12. Peter Pedal

    PS: Jeg har aldrig hørt LS3/5A.

    Men jeg fandt i fredags i butikken ud af, at Dynaudio slet ikke er noget for mig. De generede mine ører alt for meget.

    Og i øvrigt tænkte jeg også over at købe System Audio Aura 50 med små enheder og så senere supplere med en subwoofer, når jeg får for mange penge.

    Hos System Audio bruger de ikke store enheder, men de påstår, at de alligevel kan skabe god bund. I forretningen sagde sælger-gutten: 'Det er jo bare en mening'. Altså: Der er ingen sandheder - alt er subjektivt.

    Så gik jeg hjem og fandt ud af, at mine System Audio 950 nok går an lidt endnu.

    Min specielle lytte-position gør også, at jeg skal være meget omhyggelig med at vælge højttalere. Jeg sidder det meste af tiden af tiden ved mit skrivebord én meter fra venstre højttaler. Og så skal der ikke ret meget forvrængning i disktanten til før det generer ørerne.

    Ikke engang System Audio Mantra 60 kunne undgå at genere mine ører på én meters afstand.

  13. Jep, diskanten skal bare være der, tak. Det ku' være du skulle lægge øre til et par LS3/5A...

    Bare som en slags reference.

  14. Peter Pedal

    Nu m. B&W 601 S3 på kontoret :-)

  15. - Og så arbejder du, når du kommer hjem eller hva'? Heldige asen.

  16. - Og så arbejder du, når du kommer hjem eller hva'? Heldige asen.

Skriv en kommentar