Tv-serier og ørehængeri

Nu, hvor jeg har fået et tilbagefald efter en årrække som ophøjet fjernsynsforagter, slår det mig, at de færreste kendingsmelodier i nutidens tv-serier når de gamle til sokkeholderne hvad angår ørehængerkvalitet.

De seneste par måneder har jeg slugt to afsnit af Damages på DR1 hver onsdag. Det er noget af det bedste, jeg har set i thrillergenren, men fanden ta' mig, om jeg kan huske kendingsmelodien fra gang til gang! Kanhænde at jeg er umusikalsk, men væk mig på et hvilket som helst tidspunkt i min dybeste søvn, og jeg vil kunne nynne kendingsmelodien til min barndoms Perry Mason-film uden et sekunds tøven. Dengang var de musikalske signaturer endda ultrakorte, hør fx kendingen til Storsvindlerne (The Rogues) – en anden af mine favoritter. 20 sekunder kunne gøre det! Og er der nogen, der har hørt temaet til Bonanza bare én gang, som nogen sinde glemmer det? Eller hvad med Familien Flintstone? Eller Folk og fæ? Eller M*A*S*H?

Men selvfølgelig er der undtagelser. Dengang i tresserne havde advokatserien Perry Mason en mere seriøs pendant, der hed Preston & Søn (The Defenders, som capac tidligere har skrevet om), men jeg kan ikke huske en eneste tone af kendingsmelodien, selv om jeg har set rigtig mange afsnit.

Ret skal være ret: Der er stadig serier, som har kendinger, man ikke glemmer fra den ene uge til den anden. I øjeblikket ser jeg 4. sæson af Mad Men, og jeg glæder mig hver gang næsten lige så meget til at se – og ikke mindst høreintroen som til at se filmen.

Nogen, der har lyst til at supplere?

Kategori: ,. Bookmark permalink.

16 Kommentarer til Tv-serier og ørehængeri

  1. Peter Pedal

    Jeg kan godt li' kendingen til 'Jeeves and Wooster' - også det visuelle.

    Introen til 'Futurama' gør mig også i godt humør, men det er måske bare fordi serien er så fantastisk.

    Og så kan jeg i det hele taget godt li' TV-serier, som gør det de skal nu om dage: Nemlig at bevise, at man KAN blive ved - at der ER uendeligt mange gode historier, jokes osv. at fortælle, selvom man nogle gange kan tro det modsatte. Vi går allesammen rundt med en opfattelse af, at TV-serier er noget crap, og det er godt, at vi nogle gange bliver modsagt.

    Men ellers husker jeg en rigtig, rigtig dårlig kendingsmelodi til et satirisk radioprogram på P1. Jeg har værten mistænkt for at have skrevet den selv. Shame on him!

  2. Efter 54 timer hænger den her også ret godt fast:

    http://www.youtube.com/watch?v=WcTdlJ1isJQ&feature=related

    - den indgår endda ved en enkelt lejlighed i serien som 'stand in' for bryllupsmarchen...

    Og så er der lige den her:

    http://www.youtube.com/watch?v=arkVIphfd-c&feature=related

  3. Lige for øjeblikket genser jeg The Royal, som kører på DR1 kl. 16.10. Kendingsmelodien er ikke sådan, at jeg kan nynne den. Til gengæld er serien fuld af gamle tressernumre - både kendte og mindre kendte...

  4. Tilføjelse: Titelsangen burde kunne huskes: http://www.youtube.com/watch?v=vUcMOoLrLAY

    - men af en eller anden grund så kan jeg ikke... ;)

  5. @Peter Pedal: Kendingen til Jeeves and Wooster er genial! Men komponisten har også været så uforskammet heldig, at han med god samvittighed har kunnet lave en pastiche over dansemusik fra 30'erne. Svagheden ved meget 'moderne' signaturmusik er, at det tilsyneladende er forbudt at lave noget, der er melodiøst. Hrmpf!

    Hvis vi tænker på den samme P1-udsendelse, er vi fuldstændig uenige. Det var sublim musik :-)

  6. @Gowings: Sjovt at høre melodien i fuld længde! Kommer man ikke til at tænke på Bent Fabricius-Bjerres tema til Matador? Jeg troede faktisk også, det var ham, der havde skrevet musikken til Huset på Christianshavn, men jeg kan se, at det er Steen Holkenov. En perle!

  7. @capac: Med skam at melde har jeg aldrig set et eneste afsnit af Landsbyhospitalet. Det kunne være, man skulle kaste sig ud i det.

  8. Cummings, jeg troede også, at det var Bent Fabrik, men har fået bekræftet flere steder på nettet, at det var Steen Holkenov...

  9. Peter Pedal

    Hvis ikke naboerne sov, så ville jeg spille temaet til 'Matador' på klaveret nu...så har man det at glæde sig til i morgen.

  10. Peter Pedal

    PS: Jeg kunne ikke vente, så jeg spillede 'Matador'-temaet. Det overrasker mig gang på gang at en akkord-nedgang kan være så simpel og så...smuk.

  11. @Cummings: Pas på. Det er stærkt vanedannende, hvis man er til gode engelske skuespillere - og popmusik fra tresserne...

  12. @Peter Pedal: Ja, det er et mageløst stykke musik.

    @capac: Tak for advarslen – jeg er opmærksom på risikoen :-)

  13. @Cummings: Det er - desværre - en af de serier, der ikke er udgivet på dvd...

  14. Meget apropos temaet - British TV Theme Tune Quiz:
    http://www.youtube.com/watch?v=BU3DAXRoh0U

  15. Tak for prikken over i'et, capac!

Skriv en kommentar