Familien Gowings er just returneret fra biografen efter at have set Woody Allens nye film 'Midnight in Paris'. Ikke et ord om handlingen her - historien er så spinkel, at ingen detaljer kan afsløres, uden at noget går fra oplevelsen. Men at handlingen foregår blandt kunstnere, forfattere og malere, i Paris, kan jeg godt løfte sløret for - jeg siger bare ikke noget om hvordan disse indgår. Filmen bekræfter endnu engang, at Paris er en smuk by - og at vi snart må dertil igen. Og at Sidney Bechet er en genial klarinetist.
Det er ikke Woodys bedste, men det er langtfra hans værste film. Den har slet ikke 'Match point's dramatik, kynisme og samtidskritik. Den er meget, meget mere Woody Allens'sk end 'Vicky Christina Barcelona'. Det er et klassisk 'Amerikaner bliver forelsket i byen Paris' drama. Der er intet nyt under solen - plottet er tømret sammen af så mange tidligere filmplots, at det næppe kan kaldes genialt - men det er mesterligt gjort. Filmen - hvor lille og måske ubetydelig den end synes - anbefales på det varmeste.
Jeg skal huske at nævne den for Cummings ved først givne lejlighed...
Been there, seen that! Skal jeg være helt ærlig, levede filmen ikke op til de forventninger, jeg havde fået oparbejdet efter at have pløjet mig igennem et utal af skamrosende anmeldelser. Men den var umiskendeligt Woody Allen, selv om han desværre er blevet for gammel til selv at spille hovedrollerne i sine film. Owen Wilson gjorde det glimrende, men jeg tror, at jeg bedre havde kunnet holde den neurotiske smalltalk ud, hvis den var kommet ud af Woodys egen mund. Jeg er enig i, at Midnight in Paris er fermt strikket sammen, men den er også et opkog på gamle, velkendte tricks, som man/jeg måske er ved at have fået nok af – og jeg må vist endda betegnes som dedikeret fan. Jeg kunne faktisk meget bedre lide Everyone Says I Love You, der også delvis udspiller sig i Paris – en film, som cineasterne altid har rynket lidt på næsen ad ...
Jeg strør lige om mig med et par yndlingsscener: Goldie Hawn, der svæver på Seine-bredden og Festen hvor alle er klædt ud som Groucho Marx
...Måske er jeg så mere positivt indstillet, fordi jeg var lidt træt af den neurotiske herre himself. Fru Gowings er mere på linie med dig, men hun synes nu også godt om filmen.Jeg kan godt lide en stille film engang imellem - måske havde jeg heller ikke andre forventninger end at blive underholdt - og det blev jeg :)
Jeg skal lige sige at frøken Gowings var også meget tilfreds...
Mine five cents om Woody:
Jeg lærte af min filmlærer/vejleder Erik Svendsen på unitetet, at man aldrig kan stole på, hvad kunstnere - inkl. instruktører - siger i interviews. Det var noget af det vigtigste, jeg lærte i mine få år på undervisitetet.
Anyway: Jeg så et interessant interview (muligvis på politiken.dk) med Woody Allen vedr. filmen 'Vicky Christina Barcelona'. Han sagde så vidt jeg husker, at han slet ikke er så neurotisk som folk tror - og altså ikke så neurotisk som de karakterer, han spiller og skriver.
Han sagde noget i retning af: 'I don't have to wait for a muse to inspire me - as soon as I got the retainer, I sat down and wrote the script'.
Om man så kan stole på de udtalelser - det ved jeg ikke.
Desværre har han i et andet interview sagt, at 'Vicky Cristina Barcelona' for ham er en sørgelig film, som handler om, at vi ikke kan finde ud af...kærligheden/livet/whatever han nu sagde.
Det er nu en skam, at han selv har det sådan, for alene Scarlett J., Javier Bardem og Penelope Cruz i én film var nok til at få mig til at se bort fra det eventuelt sørgelige.
I øvrigt opfatter jeg film på samme måde som rødvin: Man har selv til opgave at få noget ud af den. Hvis man bare skyller rødvinen ned og tygger tyggegummi samtidig, så er man selv ude om, at den ikke smager godt. Man må temperere sig selv før man ser filmen, for filmen foregår i biografgængerens egen hjerne - og man kan ikke forlange ret meget af en stor kunstner. De gør hvad de gør.
I øvrigt beundrer jeg Woody Allen for én ting: I en interview-bog med ham står, at han kan gå ind i et rum uden at blive bemærket overhovedet - så stille kan han bevæge sig.
Det er ikke fordi jeg tror WA er specielt neurotisk,- det er han bare i sine roller på film og jeg tror bare at jeg blev træt af det skvattede. Lidt ligesom Jack nicholsen altid spiller den samme rolle,- jeg kan bare bedre lide den rolle :)
@Gowings: Beklager, jeg kom vist til at lyde mere sur, end jeg egentlig er, for jeg kunne bestemt også godt lide filmen og følte mig udmærket underholdt. Er bare lidt uforstående over for de mange overstrømmende anmeldelser, som langt bedre Woody-film slet ikke har fået.
Måske er det fordi anmelderne, ligesom jeg, også er lidt trætte af Woody Allans neurotiske new yorker stereotyp - selvom du aldrig får dem til at indrømme det :)
...Og jeg mener: så har vi jo også alle de gamle film, ikk'?
- I virkeligheden skulle jeg nok have lavet et indlæg om 'Dirch' istedet; en film oplevelse der hører til de bedste - på en absolut skala.
Og så sidder der et par sure ældre herrer her og bekræfter hinanden i, at det kun er en lille film - en bagatel :-)
@Gowings: Hov, tøv en kende! Jeg har planer om at se den i morgen.
@Madame: Kald os bare Statler og Waldorff :-)
Ja Madame, grumpy old men :)
Cummings, glæd dig!