At leve er at være levende

Der hvor Gowings slår sine folder - når han ikke skriver til nærværende æteriske klummesamling - der er man vældig optaget af livet. Ja, ikke så meget dit og mit liv, men mere livet som sådan. Faktisk bruger Gowings og kolleger en mængde tid og penge på at finde ud af - og fortælle dig og alle de andre - hvad livet er for en størrelse. Hvert år valfarter unge mennesker fra hele landet til der, hvor Gowings og hans kolleger holder til i dagtimerne og tit også i aften- og nattetimerne. Ligenu har der været et stort ryk ind af nye, nysgerrige, unge mennesker. De skal fremover bruge et betragteligt tidsrum - noget der ligner hele deres ungdom - på at lære om og undersøge hvad livet er for noget. Og lige for at præcisere: det er ikke det samme som 'meningen med livet'. Det ordner andre kolleger et andet sted i byen.


Det er klart, at i hverdagen bekymrer Gowings og kolleger sig også om mere lavpraktiske ting. Ligesom alle andre skubber de også papir rundt i organisationen, skriver under på tro og love, bliver fyret, søger om penge til at udføre deres arbejde og finder sig i lidt af hvert.

Nogen gange når Gowings og kolleger mødes over kaffemaskinen, i frokoststuen, på gangen eller til en sjælden fredagsøl, så diskuterer de, hvad de og andre er kommet frem til siden sidst indenfor området liv. Og det slår aldrig fejl: de kan ikke blive enige. Alle har de en mening, og alle har de en egen udlægning af lige den detalje, der skiller liv fra død - forskellen på levende og døde ting.
Har du tænkt på, hvor svært det er at definere det at være levende. Specielt fordi vi jo ikke er i tvivl om, hvad der er levende, og hvad der ikke er. Selv et lille barn kan i sine omgivelser hurtigt afgøre, hvad der er levende og hvad er er 'dødt'. Ligeså er vi og det lille barn heller aldrig i tvivl om, hvorvidt noget der har været levende, stadig er det, eller om det er udåndet. Men det er da spændende, at noget der ellers er så entydigt for os alle, indtil nu ikke kan beskrives på en tilfredstillende måde. Det kan du jo så tænke lidt videre over.

Kategori: . Bookmark permalink.

12 Kommentarer til At leve er at være levende

  1. Spændende.. jeg tænker egentlig ikke så meget over hvad livet er, mere over at have et godt liv mens jeg er levende.. :-) Og jeg tror fuldt og fast på et liv før døden.

  2. Det er rigtigt - det er nemlig ikke noget, man ellers tænker over. Men eksperimentet er faktisk ret spændende at udføre - bare sådan for sig selv: hvad vil det sige at være levende?

  3. Åh jo, det har jeg helt styr på. Det er diskussionen om menneskets frie vilje. Hvis man er levende, har man en vilje og den kan man bruge til at ændre universet. Sådan! Stik imod naturlovene, kvantemekanikken og en mekanistisk opfattelse af årsag virkning så kan livet ordne universets bestanddele på en måde så man kan lave lidt hygge og morskab, hvis man lige først bruger nogle milliarder år på at bygge en planet. Hmmm ... det er forresten også en meget underholdende beskæftigelse.

    Min mor havde også en robust opfattelse af livet. Hvad er forskellen på et menneske og en kniv, spurgte hun. Jo, når mennesket er levende, så kan kniven skære, svarede hun selv, mens hun skrællede kartofler.

    (Jeg ved godt det sidste ikke er en "forklaring" af hvad livet er, men trods alt sættes liv og vilie/tanke i forbindelse med hinanden. - Jeg er lidt religiøs på det punkt og mener at Descartes prøver at udtrykke livet som uafhængigt af fysikken, når han siger: "Cogito, ergo sum."

  4. Jo Donald, men udfordringen er jo netop at en myre og en bakterie - sågar en virus er der nogen, der hævder - også er liv. For at blive ved Descartes og Kirkegaard: kan en bakterie være? kan en bakterie eksistere?

    Det mest latterlige er, at i min branche (biokemien) har jeg hørt flere kolleger give definitioner på liv, som på grotesk vis tog udgangspunkt i lige præcis deres forskningsfelt. Hvis det ikke var fordi det var så sørgeligt, så ville det være hylende morsomt.

  5. sidder på hotelværelse i Perth med Air strømmende ud af laptoppens højttaler og tænker over, hvad liv egentligt er.
    tak, Gowings.
    nu tror jeg, jeg vil gå en tur, mens jeg tænker.
    kan du huske Slaughterhouse 5, hvor Vonnegut - hver gang han nævner død - skriver, 'so it goes'. også da han omtaler noget dødt vand i natbordets glas.
    dødt vand.
    du skriver til Donald at det er sørgerligt at flere kolleger tager udgangspunkt i lige præcis deres eget forskningsfelt i deres egen definition på liv.
    men er det måske i virkeligheden sådan, at der er lige så mange rigtige definitioner, som der er livsopfattelser?
    jeg tænker (som så mange andre) på liv som noget, der fornemmes som en pulseren på et ikke-fysisk plan. (dermed kan et kunstværk være levende, så den holder nok ikke helt i byretten).

    og så igen. forleden gav jeg en stakkels blomst på et andet hotel et ordentligt tryk, fordi jeg troede den var en plastics. kun vandet i vasen afslørede, at den var levende. det siger måske mest noget om moderne, kunstige blomster. eller noget om min manglende evne til at fornemme planters pulseren.
    og så kommer jeg til at tænke på et ganske almindeligt menneskes grænse for respekt for liv foranlediget af din myre og bakterie. den grænse afhænger vist af det levendes størrelse. det er mere nærliggende at tvære en myre ud end en hundehvalp. så meget for liv som sådan..

  6. Regitze, udgangspunktet herinde på fabrikken er at livet har en fælles oprindelse - og alene af den grund kan man jo påstå, at der må være en endelig definition på liv. Når jeg fortvivler over mine kolleger - og egne - kortsynede definitioner, så er det fordi de ikke er kompatible, dvs. vi har ikke engang så meget indsigt, at vi kan lave en syntese af det vi selv og naboen mener, i definitionen af hvad liv er. Det siger ikke noget om mig og mine kolleger, men for mig siger det noget om kompleksiteten i spørgsmålet - eller måske mangelen på samme. Måske er definitionen på liv at liv er liv - ligesom pi er et grundtal og en meter er en meter. Lidt frustrerende, men egentlig også lidt morsomt at tænke på...

    Gamle Bach har ihvertfald fat i den tykke ende, når det kommer til at føle sig levende :)

  7. Videnskaben former komplicerede spørgsmål.
    Kunsten er at gøre det enkelt.
    For at blive i J.J. Cale (linket i forrige indlæg)'s univers:

    After Midnight, We're gonna find out what it is all about.

    :-)

  8. I virkeligheden farmer, når vi lever, og ikke lige tænker over hvordan og hvorfor, så er dit forslag simpelthen vejen frem :)

  9. Det var godt mange syn der kommer i kommentarerne. Jeg har en tilføjelse, Gowings, og jeg var godt klar over at det er udenfor normal daglig måde at håndtere livet:

    Hvis vi skal afgøre om en (næsten krystallinsk) virus er liv eller ej, så er min reaktion at den ikke er liv, dens liv er ikke indlejret i materien, eller molekyler/molecules, dens liv er knyttet til de celler, som den suger liv ud af. Nu er jeg ikke så vild med vira, men bakterier som "livsform" er interessante, for så vidt jeg kan regne ud er deres bio-mekanik ikke et resultat af den form for cybernetics, som sammenligner bakteriens søgen efter foder, lys og passende varme med en automatisme, som regulerer sig ind efter om omgivelserne vurderes som mere eller mindre optimale - jo, den mekanisme findes, naturligvis, men måden den er kommet i verden, måden bakterien har fået sin form er et resultat af "fittest" (Darwin) og trangen til at overleve, og det er denne trang, som er liv; en slags energi (ikke fysisk energi) som får organiseret materien så den ikke ender i et ensfarvet samme-temperatur univers. En slags Maxwell Daemon.

    Jeg accepterer at liv ikke er bundet til materien, så hvis du spørger om en bakterie tænker (Cogites, ergo est eller noget!) så må jeg svare at jeg mener den tænker, på et eller andet plan. Den er ikke så god til at tænke "hvem mon jeg er" men den er god til at "ville" overleve.

    Jeg er godt klar over at dette sætter mig i gruppe med en sognepræst - men OK - det sætter mig også i gruppe med Darwin, som gjorde opmærksom på livs-kraften, elan vital eller hvad han nu kaldte det.

  10. Donald, jeg tror nu, at din holdning repræsenterer noget af en udfordring for gennemsnitspræsten - jeg tror faktisk, du skal til Taarbæk for at komme overens med en :)

    Der er biologer der er tæt på dine tanker - Har du nogensinde læst noget af biosemiotikeren Jesper Hofmeyer?

    Det der med, om en virus er liv, kan godt gå hen og blive lidt tricky. Jeg er til dels enig med dig, idet en virus selvfølgelig er afhængig af sin vært, men helt ærlig: hvem af os er ikke det?...Det samme argument blev vendt mod de modeller for liv 'in silico', der var så omtalte i slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne. Hvis man trak stikket ud, så var der ikke mere liv - næh, men hvis vi nu slukkede for solen?

  11. Jeg vil meget gerne en tur til Tårbæk :)

    Jeg tror jeg ved for lidt om vira - det var en (herlig) fysiklærer, som kom med exemplet på krystallinske vira, meldug på tobaksblade, som ruinerede farmerne indtil man fandt ud af at den var et krystallinsk molekyle.

    M.h.t. "overlevelse" tror jeg den "vilie" viser sig ved at bruge den mest hensigtsmæssige energi. "Survival of the fittest" er en filosofisk tautologi, tror jeg nok; fordi den er så nem at forstå, skjuler den at selve trangen til at overleve er en forudsætning for liv. (Det er sikkert noget sludder, men det antyder at vi skal tænke på en anden måde end vi plejer, når vi skal beskrive livet.)

  12. Donald, vi skal ikke nå til noget resultat. Tværtimod var det netop min pointe, at det er svært at difinere hvad liv er...

Skriv en kommentar