På vej hjem fra Østrig, via München, var der mulighed for at køre forbi mindeparken udlagt omkring den tidligere koncentrationslejr Dachau. Der er ikke meget tilbage: en meget kort strækning med skinner, en perron eller rampe, en portbygning med smedejernslåge og indflettet heri teksten: Arbeit macht frei.
Indenfor porten en enorm plads, 'Appelplatz'. Selve hovedbygningen i lejren er nu museum med endeløse rækker af mandshøje fotostater, portrætter af fanger og udvalgte skæbnebeskrivelser. Ganske få oprindelige effekter.
Spredt rundt omkring ses mindesmærker opsat af befrierne og fange-organisationer, alle på mindst tre forskellige sprog.
Det er overordentligt svært at forholde sig til stedet. Der er turisterne, der knipser løs med kameraet på hver eneste fotostat, øjensynligt fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til informationerne, der står på dem. Guider der på alverdens sprog prøver at fastholde interessen hos ukoncentrerede tilhørere. Der er snakken og fnisen, kalden og råben, hvisken og tyggen tyggegummi.
To af de oprindeligt mange barakker er tarveligt genopført i asbestplade og rummene indrettet med køjesenge der skal illustrere, hvordan belægningen i lejren steg og steg fra 1936 til 1945. Opstillede køjesenge og skabe fremstillet til udstillingen i 60'erne: ingen lugt, ingen navne, ingen årstal eller billeder ridset ind i træet.
Det har været diskuteret, såvidt jeg husker i forbindelse med Auschwitz-Birkenau lejrens forfald, hvorvidt man skulle restaurere lejren eller om man skulle lade den forfalde. Er det vigtigt at de mursten og mure man ser, er dem der dannede lejren, eller er det vigtigere, at man kan fornemme lejren som den så ud?
Jeg kan for eget vedkommende sige, at det der slog mig mest, det der gjorde det største indtryk, var den enorme grusbelagte 'Appelplatz' foran hovedbygningen. Der kan stå ubærligt mange mennesker på den plads.
Da vi for nogle år siden var i Krakow, overvejede vi at besøge Auswitz, men gjorde det ikke. Jeg frygtede nok at blive deprimeret ved ligefrem at opsøge gruen. På en måde ærgrer det mig, men jeg har ikke fortrudt.
Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig vil besøge tidligere koncentrationslejre. Både fordi jeg ved, at jeg vil blive dybt deprimeret og - især - fordi det ville irritere mig umådeligt, hvis folk omkring mig var snakkende, uinteresserede og fnisende, som du skriver. Det virker i den grad respektløst....
Eric, der var i det her tilfælde ikke noget nyt, ikke noget vi ikke vidste i forvejen. Og du har ret; det er ikke fremmende for troen på menneskeheden. Dog, jeg oplever at historien synker længere ind. Sort/hvid billederne, som man har i hovedet, får et sted at være, når jeg selv har været på stedet. Tillæg i form af museer, mindeplader og rekonstruktioner o.lign. lægger ikke noget til. Men det sidste er min oplevelse - og den behøver ikke være, og er ikke, nødvendigvis alle andres.
Det er rigtigt Mia, men for et ungt menneske er de her steder fuldstændigt uvirkelige, tror jeg.
Jeg respekterer fuldt ud, at man ikke ønsker at besøge de her steder. Men som jeg prøver at sige noget om ovenfor, så kan sådan et besøg også være noget, der får ting til at falde på plads. Jeg er faktisk glad for at mine børn har set, at de her lejre fandtes i virkeligheden.
@Gowings: Jeg tror ikke, at man partout skal bevare de lejre, når de forfalder. Og da slet ikke "modernisere" dem med asbestplader osv. Opgaven er, som den har været siden krigens slutning: Aldrig at glemme, hvad der skete. Og he tror jeg, vidnedsbyrdene er det vigtigste. Det var det Spielberg var inde på, da han satte sig for at interview så mange overlevende fra holocaust som muligt. Og så har vi de skrevne vidnesbyrd. Litteraturen. Historieskrivningen. Osv.
Uha - det du siger med at det er helt uvirkeligt for de unge mennesker, der var med, det gjaldt også for både Tyskere i det indre Tyskland helt hen til slutningen af krigen, det gjaldt for Danskere - nogle af os.
Jeg havde en fornemmelse af at de voksne helst ville have at man glemte det. - Men familier og skoler er jo meget forskellige på lige netop "virkelighedspunktet".
Hvis ikke Hitler havde bombet London, havde Englænderne måske ikke følt at krigen var "virkelig", de havde ikke haft den vilie til at vinde. Den vilie var drivkraften bag hvervning, og til at der var "piloter nok", til at man fik produceret fly i en forfærdelig fart - og fik forbedret dem væsentligt.
Jeg kan godt genkende det, du siger med at det synker ind, når man ser genstande, som har sådan en historie. På den anden side er det meste af det "bare ting". Jeg tror at ovndørene fra det forfærdeligt normale firma "Topf & Söhne" er en af de historier, som bedst fortæller om hvordan psykologi-mekanikken bag Holocaust er.
Jeg tror det vil nytte med diskussioner som Spielberg lægger op til, men jeg synes at Gert Maak i højere grad rammer den Europæiske livsnerve.
en.wikipedia.org/wiki/Geert_Mak
Det eneste, Capac, som skulle retfærdiggøre, at stederne stadig blev bevaret, med eller uden forfald, er, at uanset vi kan optage det i os med intellektet som et historisk faktum, så er det, at det fysiske sted kan udpeges, og kan beses, en helt anden måde at opfatte det selvsamme faktum på. Ihvertfald oplever jeg det sådan.
I en noget anden boldgade: Jeg læste Tom Buk-Swientys blændende 'Slagtebænk Dybbøl' efter at have besøgt Dybbøl Banke. Det bidrog gevaldigt til læsningen, at have stået på åstedet og 1864 blev, fra at have have været netop historie, pludselig meget nærværende og vigtig for min historie opfattelse.
Donald, jeg taler om unge mennesker generelt - jeg er ikke bekymret for mine egne poder. Topf & Söhnes ovnlåger er som du selv bemærker stærke symboler. Dachau var dog ikke umiddelbart en udryddelseslejr, som dem der lå øst på.
Jeg mener netop ikke at 'ting' nødvendigvis forstærker oplevelsen - de kan selvfølgelig også være med til at virkeliggøre historien, men det jeg prøver at sige, er nok mere at det at opholde sig på selve stedet, for mig, tilføjer en ekstra dimension til min forståelse/indoptagelse af begivenheden.
@Gowings: Ja, lad os bare bevare åstedet. Det har betydning, når man kender historien. De skriftlige vidnesbyrd, filmene osv. kan så give os det, vi ikke har fantasi til at forestille os...