Efter en tur rundt inde på youtube kom jeg tilfældigt til en sang, som jeg midlertidigt havde havde glemt alt om. En ørehænger af de store, gentaget i et utal af cover-versioner. Men originalen overgår dem alle, og kandiderer tilmed til at være det ultimative popnummer. Den appellerende akustiske guitar-solo og den 'drilske' afslutning a'la Gasolins 'Rabalderstræde', identificerer nummeret. I denne version, en tv-studie udgave, er man, hvis man skulle havde undret sig, heller ikke i tvivl om, hvorfor Steve Harley lod sit navn efterfølge af gruppenavnet Cockney Rebels. Sangen er, sammen med andre væsentlige sange fra perioden, et vidnesbyrd om at glamrock rent faktisk var leveringsdygtig i noget, der rakte udover glitteret, buksedragterne og plateau-støvlerne.
You 'Make Me Smile' Gowings - dejligt at blive mindet om god musik fra sin ungdom :-)
Velbekomme, Madame. Og god søndag aften.
huuuuh. jeg sidder og græder indeni og jeg ved ikke hvorfor.
det er ikke af længsel efter halvfjerdserne eller ungdommen.
men det er overvældende at møde sin halvfjerdserungdom på fulde hammer igen. hvor jeg dog elskede stilige Steve Harley og hans Cockney Rebel.
og jeg anede ikke, at det var en fortolkning. nu er jeg klogere end jeg var som 18årig.
Kære Regitze, det er skam Steve Harley, der står for den oprindelige udgave. Nej, men der er noget vemodigt (og overvældende) ved at høre de sange, der stadig holder.
ok. du skriver jo da højt og tydeligt, at hr Harley leverer originalen. jeg var kvikkere som 18årig end jeg er i dag:)
Love's a prima donna er skrevet på dosmersedlen med tak.