Foranlediget af en diskussion om musikalsk tyveri ovre hos Donald, som tog handsken op fra Lill Lindfors indlægget nedenfor og gjorde mig klogere på oprindeligheden af "Du är den ende", kom jeg i tanke om et irsk rock-orkester. Navnet er The Pogues, orkesteret der i 80'erne flåede os ud på dansegulvet i vores blå-kors jakkesæt og klisterhår, når sange som "Dirty Old Town" og "The Irish Rover", sidstnævnte sammen med The Dubliners, baldrede ud igennem højttalerne. The Pogues, var (er) et rock/punk band, der især glimrede ved at spille en rå, men let-genkendelig, version af klassiske, irske, folkemusik-titler, der var, og stadig er, så utroligt appellerende på lige dét tidspunkt af døgnet. Omkring jul (og resten af året) kan man spille deres bud på "The best christmas song ever": "Fairy Tale of New York" en duet med den nu afdøde Kirsty MacColl. Og så hjælper et par Guinness eller Harp lager også på "syng med" stemningen...
Tak Donald, for at starte den række af associationer op, der leverer lørdagsmusikken i det Gowingske hjem.
Og titlen på indlægget spørger du? Nu er det sådan at Cummings & Gowings, i sjældne tilfælde, kan bringes i affekt - og Pogues med "Dirty Old Town" - er for Gowings et sådant tilfælde.
Vidunderlige gutter! Tak for links.
-Og jeg kan se på de nyere indslag på Youtube, at sangeren -på forunderlig vis- i alfald var i live i 2009.
MVH
www.farmer.smartlog.dk
(Jeg kan desværre kun få kommentaren accepteret under "Anonym")
Ja Farmer, han bærer præg af et hårdt levet liv. Vi var i sin tid meget facineret af hans tandsæt, uden dog at føle trang til at eksperimentere med filen...
(Underligt med dine problemer med at få accepteret din signatur - jeg vil straks forelægge det for chefredaktøren)
Jamen dog, selv tak :-) Åh dejligt at høre at denne musik (via YT-links). Jeg synes at musikken fungerer når følelser og dansen kommer igang.
Fortsat glædelig påske!
http://tinyurl.com/2mbgjy ;)
Jeg så det godt Capac, da jeg var inde og lede efter klip til indlægget. Det er de færreste af os, der kan tåle en 360 graders eksponering. Jeg kan rigtig godt lide at se The Pogues, sådan som de selv gerne vil ses :)
@Gowings: Jeg kan også godt lide Pogues. Der er en ærlighed i deres musik, som ikke er en selvfølge i populærmusikken. Og overrislet har vi vel alle været engang - uden at komme på tv...
Nemlig, Capac.