Julekort - et nyt fænomen i Gowings verden. Jeg har ellers ryddet op i alle de trængsler, som stort set udelukkende bidrog til at skabe en underliggende stemning af dårlig samvittighed. Følelsen af at have lektier for - lektier som man ikke har lavet endnu og ikke gider at lave - men som på den anden side forhindrer én i at foretage sig noget andet, sjovere, fordi den dårlige samvittighed hele tiden holder lektierne op foran én. Og så den efterfølgende lykkefølelse når man har fået lavet, hvad man er blevet afkrævet, og frit kan bruge tiden på hvad der ligger for.

Men julekortene som jeg sender nu, er udelukkende ment som en hilsen op til højtiden; det er ikke en stiløvelse over årets gang, det er ikke en, mere eller mindre smagfuld opstilling af familien i nissehuer med en status over de enkelte familiemedlemmers gøren og laden bagpå. Det er simpelthen et kort. Et kort til at hænge på snoren eller stille på kaminen.

På en rejse til London sidst i november var fru Gowings og jeg vidne til en yngre kvinde, der sad og redigerede i en liste med navne, der tilsyneladende var rubriceret efter diverse koder. Der var flere tætskrevne sider, som blev vendt og drejet, overstreget, flyttet rundt og føjet sammen. Koderne som alle disse navne var ordnet efter var: NZL, AUS, GBR, USA o.s.v. Det gik hurtigt op for os, at der var tale om en liste over den forestående julekorrespondance. En korrespondance der indbefattede flere hundrede mennesker over hele kloden. Der er vi ikke endnu i familien Gowings, men sikke en julekortsnor eller kaminhylde hun må have.

Musik til kortskrivningen her.

Julen er ritualernes og gentagelsernes tid, og genudsendelserne har deres kronede dage. Vi kan lige så godt begynde at tage vores forholdsregler allerede nu, så vi kan navigere uden om diverse/de værste amerikanske julefilm – dem, vi er blevet hjernevasket med gennem generationer, og som med usvigelig sikkerhed vil ankomme i stimer igen i år.

It's a Wonderful Life indtager en suveræn førsteplads på min negativliste. Ikke så meget fordi den er drivende sentimental og totalt outdated (begge dele plejer at give et plus i min karakterbog), men fordi jeg under ingen omstændigheder kan holde James Stewarts mildt sagt overdrevne mid-western-accent ud, og fordi hans skælvende stemmeføring i den grad går mig på nerverne. Af samme grund har jeg allerede nu været henne og forsyne mig i det hjemlige filmotek, så jeg er godt forberedt: I samme øjeblik, It's a Wonderful Life toner frem på skærmen i Casa Cummings, vil dvd-afspilleren blive aktiveret med et snuptag, og jeg kan herefter læne mig tilbage og nyde verdens bedste julefilm. Det var den gode Gowings, der i sin tid introducerede mig til Love Actually, og du, kære læser, skal naturligvis ikke snydes for min yndlingsscene:



Ikke et øje tørt, og ingen amerikanske flødeboller på rollelisten – sådan skal det være! Kort sagt, en film lige efter mit julehjerte.

Vi er blevet enige om herhjemme, at det er OK, at det sner på denne her side af jul. Sne er sindssygt upraktisk, og derfor forbander voksne det lige så langt væk, som ungerne ønsker sig det ligenu og her. Julen er upraktisk. Derfor er det OK med et upraktisk element mere i form af sne. MEN til januar - og SENEST februar - så er det slut! Nul mere sne! Vi har ingen skisports turisme der lever af sneen, ingen højfjelds hoteller der mister omsætning. Så derfor sne før jul - ja tak! Men så er det det.

Og Cummings & Gowings skal være de første til at indrømme, at vi synes det er hyggeligt med sne før jul.

My home is my castle siger et gammelt mundheld, og hvad er et hjem uden et juletræ med bøger under, hvorpå mit navn tydeligt står at læse? Som modgift mod truende kongehusforstoppelse forårsaget af DR1's umådeholdne dronninge-, diamant- og diademdyrkelse i denne måned ønsker jeg mig Det koster et kongerige, som lige er sluppet løs i julehandelen – bare så jeg ikke helt glemmer, at kongehuset på fem dage brænder lige så mange penge af, som AFUK har fået til nycirkus i 2013, eller at den kongelige gøglerskole i alt koster cirka en halv milliard kroner om året, inklusive vagter, momsrefusion og skatteunddragelse.

Se, jeg har jo endnu ikke læst bogen, men anmeldelsen lyder da lovende her midt i en krisetid, gør den ikke?

"... i et mediebillede, hvor enhver omtale af kongefamilien er sukret ind i lyserød babyromantik, er det velgørende med en kritisk optrævling af det ekstravagante forbrug af penge, suspekte sponsorater og sammenblanding af offentlige midler og privatøkonomiske interesser. Familien på Amalienborg skal ikke redegøre detaljeret for den årlige bistandshjælp på over 100 mio. kr ..."


Hvis bogen ligger under træet i år, vil jeg glæde mig til at fejre jul, uden at jeg risikerer at få den i den royale hals.

Som læsere af denne blog vil vide, så er der specielt en ting, der kan bringe Gowings i affekt, og det er bilers kontrollamper. Når man har det sådan, så er det egentlig mærkeligt, at man samtidig sværger til franske biler. Nok om det. Men søndag midt under snevejret havde vi fornøjelsen af ABS lampens skær på en tur hjem fra Sejerø-bugten.

Nu er det ikke det store problem: for det første er det ikke synonymt med at man ikke kan bremse, man får bare ingen hjælp fra computeren, for det andet er det sjældent noget alvorligt, når nu vejret er som det er. Der er højst sandsynligt tale om at en sensor er iset til eller blevet beskidt, så det forsvinder igen eller sensoren skal bare renses af. Alternativt kan det være for lav batterispænding og så skal der købes et nyt for at få lampen til at slukke. Det vil altsammen vise sig når bilen har stået og fået varmen i garagen.

Hvor må det være kedeligt at køre i en ny bil....

Hvis ikke man skulle spille White Christmas på en dag som denne, hvor julemånedens første snestorm har meldt sin ankomst, ved jeg virkelig ikke hvornår. Samtidig tillader jeg mig at benytte lejligheden til for en gangs skyld ikke at lade Bing Crosby komme til orde i dette anliggende, eftersom rensdyret, der synger solo fra 1'15 og frem, gør det langt bedre. Den syngende julemand er heller ikke helt ueffen – især må man beundre de sexede knæbevægelser, hvormed han formår at holde takten hele vejen igennem:



Hvis DMI's forudsigelser i øvrigt holder, vil man muligvis have fået nok af sneen, inden dagen er omme, men indtil da: Dream on!

I familien Gowings er det frk. Gowings, der tager sig af nisselandskabet. En pakke vat, porcelænskirken og de to små honningboder indkøbt i Østrig i højsommeren for to år siden. Derudover hele bjørneorkesteret og diverse nisser af passende højde og drøjde. Det hele oplyses af en lyskæde der slynger sig rundt om billedet der hænger ovenover. Nisselandskabet står i entreen, så det er det første, man ser, når men entrer Casa Gowings i julemåneden. På lyskæden hænger de julekort vi modtager fra nær og fjern - men mere om det en anden gang.

Hvis du ikke selv er kommet i gang med et nisselandskab endnu og måske er gået lidt i stå på grund af præstationsangst, mangel på effekter eller inspiration, så er der hjælp at hente i hendes verden (hvis verden? Hendes Verden! Nåeh!). Som denne video vidner om, så er der et uendeligt antal muligheder for variation over temaet.

Hvis du ikke var kommet i julestemning endnu, så er der ikke noget, der kan speede den følelse op, som at komme hjem i mørket og møde travlheden i nisseland - og husk den obligatoriske skøjtesø i form af et make-up spejl.