Causerier ved et halvt århundrede...


Skal man absolut eje? Min kloge ældre søster har påpeget gentagne gange at: "Man skal ikke eje, man skal kende nogen der ejer". En klog leveregel der på den ene side giver en masse muligheder og samtidig minimerer den enkeltes investeringer. Men som i virkeligheden jo også indebærer, at man selv ejer noget, som andre kan tænkes gerne at ville kende 'nogen' der ejer.

Hvorom alting er; en Citroën D-model har længe stået på den virtuelle ønskeseddel. Fru Gowings er gået med til at anskaffe sådan en uddateret franskmand, så der er ikke længere nogen undskyldning. Alligevel, det er en gammel svend, som kræver en del opmærksomhed. Og hvad nu, hvis man ikke synes, det hele er så eventyrligt efter de første to-tre ture på landevejene?

Derfor er en af de bedste gaver, jeg modtog ved den sidste af mine gentagne indtrædender i de voksnes rækker, (se nedenfor) netop en dag i samvær med folk, der ejer en D-model. Og andre vigtige milepæle i samme bilmærkes historie. Altså vil jeg få mulighed for i trygge rammer at afgøre, hvorvidt jeg må eje, eller hvorvidt det bare var noget, jeg troede jeg måtte.

Kan hænde at det står klart for mig, at jeg ikke kommer igennem det næste årti uden at eje en stor Citroën, men så er det på plads. Sigtet kan indstilles og jagten begynde.

I mellemtiden lidt nostalgi til øregangen om hvor langt der var til Rungsted for halvfjerds år siden; tolv år før DS19 gjorde turen til en leg...


God weekend!

Kategori: ,. Bookmark permalink.

10 Kommentarer til Causerier ved et halvt århundrede...

  1. iihhhh.... hvor er det spændende

  2. Simpethen, GoodKnight. Nu må vi se hvor det ender...

  3. Kære Gowings, jeg var lige henne hos købmanden efter de daglige jordbær, og da jeg nænsomt havde fået dem anbragt på bilens hattehylde og havde sat mig ind på førersædet for at hjemføre dem i triumf, skulle jeg lige tjekke mobilen for påtrængende nyheder. Hvad ser jeg? At du har skrevet et indlæg om dit evige samtaleemne. Og hvad sker der, mens jeg sidder og læser det? Ind lige ved siden af mig glider dette køretøj!

    Som jeg altid har sagt: Der er mere mellem himmel og jord end de fleste andre steder.

  4. Min skæbne må være forbundet med gudinden (déesse), det viser din oplevelse jo med al ønskelig tydelighed. Nu tilbagestår at gætte på, hvornår redaktionen første gang sætter ud i landet i en stor Citroën.

  5. Og skal vi i så fald ind til Petitgas og se på alpehuer? Spændingen stiger!

  6. Det var et velholdt exemplar af typen, som Cummings faldt over hos Bahr, Købmanden ved Sandkroen. Jeg vil tro at den er pudset og plejet en extra gang - der er jo ikke engang vejstøv på den!

    Men om du skal eje eller ej, det er for stort et spørgsmål til ja-eller-nej. Det er for mig mere et spørgsmål om tid og økonomi. Hvis du har råd og har lyst til at være arbejdsgiver for en Citroën mekaniker, som du kan stole på, så OK - ellers ikke røre, kun drømme.

  7. Jeg har ingen som helst forstand på biler og bliver i min mors familie, hvor alle kvinder ellers har benzin i blodet, betragtet som lettere retarderet, fordi jeg endnu ikke har fået lært at føre motorkøretøj.

    Det står dog ikke helt så slemt til som hos min farmor, der uden så meget som at blinke, hævdede at min onkels nye bil var en "Ford Vauxhall".

    Jeg ved således ikke engang hvilken model, du er så begejstret for - jeg kender kun 2cv'en. Sådan en havde min moster i starten af 70'erne og en dag skulle hun hente sin veninde, en ældre lærerinde, i den.
    Veninden satte sig ind i køretøjet og slog begejstret hænderne sammen og udbrød glædestrålende: Hvor er det dog smart og gennemtænkt fundet på!
    Og så hang hun sin håndtaske på gearstangen.

    Det kunne jeg også have fundet på.

    :-)

  8. Ih, Henriette, altså! (- men det er en rigtig sød historie :)

  9. Peter Pedal

    Sikke et tilfælde af synkronicitet I har haft der.

    I øvrigt, Gowings: Du behøver slet ikke købe en dyr bil og ofre dyr vedligeholdelse. I stedet kan du bare få mit kontonummer, og så skal jeg nok bruge pengene på noget rigtig fornuftigt. Vi kan også ordne det via MobilePay.

  10. Det er jo netop det, Peter Pedal. Bruge pengene på noget fornuftigt det kan jeg godt selv finde ud af...

Skriv en kommentar