The Long and Winding Road to Røsnæs



Grøn var vårens hæk, solen skinnede fra en skyfri himmel og atter lokkede de lange veje, da Mænd af betydning satte sig til rette i den forårsklargjorte limousines bløde sæder for at tiltræde årets første tjenesterejse og kortlægge det vilde Vestsjælland.

Turen gik til Røsnæs, men ingen ekspedition uden svinkeærinder, og som de inkarnerede transportmiddelentusiaster, vi er og aldrig har lagt skjul på at være, lagde vi vejen om ad Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm for at foretage en omstigning til Ålholm Plads med linje 6. Her havde vi dog sat forventningerne en kende for højt, idet vi i stedet blev kørt ud på et sidespor i skovens dybe, ikke helt stille ro som følge af klokkeklemt og skinners gnidsel, hvad man ikke skal kimse ad. En tur tilbage til barndommens land med vognstyrer og konduktør er ikke enhver forundt.

Ding!

En ypperlig frokost med øl, snaps og havudsigt blev et par timer senere indtaget på Gisseløre midt imellem Kalundborg Radios lang- og mellembølgesendere, før vi påbegyndte en længere fodrejse tur-retur til den gamle by, som behørigt blev inspiceret. Desværre lykkedes det os ikke til fulde at dokumentere, at kirken faktisk har fem tårne, men vi gjorde vores bedste:



Sidst på eftermiddagen indlogerede vi os på det fortræffelige Røsnæs Hotel, som ligger mindre end et stenkast fra vandkanten i et ubeskrivelig smukt komponeret stykke natur, farvelagt med årstidens mest overbevisende friskgrønne frodighed, som ikke fås bedre på film.

Røsnæs Hotel med opgang

En G&T udgjorde den perfekte optakt til middagen (som vi hensynsfuldt skal undlade at udpensle på grund af dens misundelsesfremkaldende potentiale), men dagens magiske højdepunkt er uomgængeligt – den stemningsmættede solnedgang over Kalundborg fjord, som uden tvivl vil overgå i Mænd af betydnings mest påtrængende erindringer:



Søndag kunne vi omsider entre Røsnæs Fyr og hermed bryste os af at have sat vore fodaftryk (for denne referents vedkommende str. 43) på Vestsjællands vestligste punkt.

Fra opstigningen i Røsnæs Fyr

Det vil føre for vidt at redegøre for samtlige Røsnæs’ fortræffeligheder, men vi kan i høj grad anbefale dem, og særligt entusiastiske læsere kan vi endog tilbyde en ekstra bonus.

Sluttelig skal det nævnes, at Røsnæs har været skueplads for så mange blodige krigshandlinger, at det fik tænderne på selv Mænd af betydnings egen garvede militærattaché Gowings til at løbe i vand. Som så ofte før befandt vi os på et tidspunkt pludselig i en betonkonstruktion adskillige meter under jorden, hvor man havde indrettet et koldkrigsmuseum i en gammel radarstation. Det var her, ideen opstod til storværket Bunkere i Danmark, som vi forestiller vil give begrebet coffee table book en helt ny dimension. Nu må vi se, om det bliver til noget, hvem ved ...

P.S. Det hele fandt sted i storebededagsferien. Med andre ord har det taget rundt regnet halvanden uge at fordøje det betagende indtryk, hvilket er ny rekord.

Kategori: . Bookmark permalink.

13 Kommentarer til The Long and Winding Road to Røsnæs

  1. Altid til tjeneste, GoodKnight!

  2. "skinners gnidsel" LOL

  3. Peter Pedal

    Idet jeg kan forstå på indledningen, at I kastede jeres kåber væk, skal jeg på vælgernes vegne spørge hvem der har betalt dem?

    Og huskede I i øvrigt at få et bilag vedr. boxershorts og rensning af gardiner? (Jeg går naturligvis ud fra, at I røg som skorstene på hver jeres hotelværelse).

  4. Kåberne bibeholdt vi for alle tilfældes skyld, og hvad underbenklæder angår, sværger vi begge til Hammerthor – korte ben m/løbegang.

    Vi har betalt det, vi skal i skat og udelukkende nydt godt af den gang røg, vi har givet hinanden.

  5. Peter Pedal

    Hvem af jer er formand?

  6. Det ligner en knippelgo' tur - tak for den!

    :-)

  7. Vi har ingen formand, Peter Pedal. Vi er begge næstformænd.

  8. Selv tak, Henriette. Hyggeligt at have dig med på bagsædet :-)

  9. ... til gengæld er der sikkert en bagmand

  10. Vi havde håbet at kunne holde det hemmeligt, GoodKnight.

  11. Neste gang forretningene fører dere i den retning, - er det lov å anbefale et slott?

    http://livetleker.wordpress.com/2013/08/07/paying-guests-pa-skjoldenaesholm/

  12. Meget gerne, Hege. Tak for link!

Skriv en kommentar